De seneste dage har budt på en række mediehistorier om såkaldt negativ social kontrol blandt muslimske elever. Der er fremkommet beretninger fra gymnasier i hovedstadsområdet, hvor muslimske elever angiveligt overvåger hinandens religiøse praksis. Blandt fortællingerne berettes der om opsyn med fasten under Ramadan, overvågning af relationer mellem kønnene og om, hvem der drikker alkohol til gymnasiefester. I nogle artikler tales der ligefrem om tilstedeværelsen af et “shariapoliti” på danske gymnasier.
Sagerne har udløst en markant politisk reaktion. Mest opsigtsvækkende er udmeldingen fra Venstre borgmester Jens Kristian Lütken, der har foreslået at lukke Ørestad Gymnasium midlertidigt og ”genstarte” dets kultur. En polemik, der i virkeligheden fortæller mere om niveauet i den offentlige debat end om de problemstillinger, politikerne hævder at ville adressere.
Debatten om social kontrol eller ”negativ social kontrol” er trods alt et tilbagevendende tema i den politiske debat, hvor det ofte fremstilles som et nyt fænomen i en dansk kontekst. I den aktuelle debat skildres det som et særligt ”muslimsk” fænomen, der kræver øjeblikkelig indgriben, hvis man vil beskytte unge muslimers frihedsrettigheder i deres mest formative år.
Læs også: Det der før blev hvisket, siges nu højt
En redningsaktion, der fremstår hysterisk i lyset af årtiers tilbagevendende debatter om udfordringerne ved den herskende ungdomskultur, særligt i gymnasiet. Og særligt komisk bliver det, når unges trang til at være smagsdommere i hinandens liv fremstilles som et særligt muslimsk fænomen.
For hvis social kontrol virkelig handler om unge mennesker, der regulerer hinandens adfærd gennem sociale sanktioner, burde blikket måske falde lidt bredere end blot på muslimske miljøer?
“Puttemiddage” og alkoholpres: Hvem udøver i sandhed social kontrol?
I årevis har det været et velkendt og accepteret træk ved ungdomskulturen på danske gymnasier, at puttefester fungerede som en central del af studiestarten. Her blev unge piger vurderet på deres udseende, hvor de blev valgt fra og til af et ældre mandligt publikum, der udpegede, hvem der var “attraktive nok” til at blive inviteret til de ombejlede puttemiddage. Med andre ord var den dominerende kultur præget af seksualisering, pres og tydelige sociale hierarkier, hvor særligt de ældre årgange definerede, hvad der blev anset som “legitime” overgangsritualer for nye elever på blot 15 -16 år.
Læs også: Hvem definerer muslimer – og med hvilke ord?
Dette var ikke isolerede hændelser. Utallige elever har beskrevet et massivt alkoholpres og grænseoverskridende ritualer, hvor ydmygelse, sladder og eksklusion fungerede som effektive sanktioner mod dem, der ikke deltog eller levede op til standarden. Beretninger har beskrevet miljøet på enkelte gymnasier som tæt på en voldtægtskultur.
Debatten har da også medført, at mange gymnasier har valgt at blive alkoholfrie, forbyde puttefester og iværksætte andre relevante indsatser.
Det er kun social kontrol, når muslimer gør det
Den aktuelle debat giver imidlertid anledning til at genbesøge retorikken omkring mange af de ovennævnte beretninger. Interessant nok blev ingen af disse tendenser skildret som social kontrol i den offentlige debat. Derimod kredsede debatten om, hvor grænserne for den herskende ungdomskultur gik og hvilke forebyggende foranstaltninger der kunne træde i kraft.
I de seneste dages debat er retorikken dog af en anden karakter. Nu bliver unges indblanding i hinandens gøren og laden konsekvent påtalt som social kontrol. Et fænomen, der påfaldende nok synes at være forbeholdt muslimske miljøer. Når muslimske unge holder øje med hinandens faste, påklædning eller relationer, fremstilles det som noget særegent og et særligt kulturelt problem, der kræver øjeblikkelige handlingsplaner, ministerudtalelser og politisk indgriben.
Læs også: Sekularisme
Nogle vil afvise denne sammenligning som whataboutism. Men det er en bekvem anklage, ofte fremført af den samme offentlighed, der former debatten, og som intet odiøst ser i, at enkelte historier bruges til at definere alle unge muslimers gøren og laden, mens massive problemer i den danske ungdomskultur individualiseres eller diskuteres som undtagelser frem for normen.
Spørgsmålet, der står tilbage, er derfor, om social kontrol reelt er mere udbredt i muslimske kredse end andre steder i samfundet?
Gruppepres som adgangsbillet til fællesskabet
Enhver hæderlig debat må nødvendigvis først kortlægge essensen af det fænomen, den ønsker at behandle, hvis man ønsker konstruktive løsninger for dem, der angiveligt har problemet.
For hvad er social kontrol egentlig?
Som sociologisk fænomen er det i sin kerne et kollektiv, der håndhæver normer gennem social belønning og straf: frygten for at blive udstødt, presset for at passe ind og sanktionerne mod dem, der afviger. Et fænomen, der findes i alle samfund, i alle kollektiver og i særdeleshed blandt unge.
Og netop derfor bliver følgende eksempler relevante:
Ifølge Sundhedsstyrelsen drak 41 procent af gymnasieelever 10 eller flere genstande ved deres seneste fest, og omkring hver femte elev ligger over højrisikogrænsen for alkoholforbrug. Samtidig viser undersøgelser, at omkring halvdelen af unge har fravalgt sociale arrangementer på grund af alkoholkulturen, og at fire ud af ti oplever, at det er svært at være en del af fællesskabet uden alkohol.
Læs også: Kriminalitet har rod i islam, når muslimer begår den
Endnu mere markant er det direkte gruppepres: Seks ud af ti unge har oplevet at blive presset af venner til at drikke mere alkohol, end de havde lyst til.
Med andre ord kan man tale om en alkoholkultur håndhævet af etnisk danske unge, der socialt disciplinerer andre unge, som ikke underlægger sig det herskende normsæt. Derfor beretter mange unge også om, hvordan alkohol fungerer som en adgangsbillet til fællesskabet. Fester og introforløb bliver til en slags sociale optagelsesprøver, hvor man hurtigt lærer reglerne om at tilpasse sig og indordne sig.
Denne mekanisme gør sig også gældende på andre områder. Særligt mange undersøgelser har unge piger som genstandsfelt. Her berettes der om et værdipres, hvor unge piger er underlagt et komplekst vurderingspres både i forhold til udseende, sociale relationer og præstationer i skolen. Selvskade, lavt selvværd og 12-talspiger er tematikker, der jævnligt er oppe at vende i debatten. Med andre ord en ungdomskultur, hvor disse unge piger konstant må forholde sig til krav om regulering af adfærd og sociale kodeks uden, at det dog betegnes som social kontrol.
Der synes derfor at eksistere et grundlæggende udgangspunkt om, at værdipres, der vokser ud af en liberal tradition, hvor individer selv fastlægger rammer og ”ritualer”, må forstås som frivilligt og frigørende, om end der kan rejses debatter om skadevirkninger og omfang. Men forventningspres affødt af muslimske værdier i et kollektiv må nødvendigvis være udtryk for kontrol og frihedsindskrænkelse?
Læs også: Krig i Danmark – en krig mod minoriteter
Og når unge muslimer konsekvent giver udtryk for, at deres tilvalg af islam ikke er et udtryk for tvang, men for overbevisning, identitet og religiøs forpligtelse, bliver dette tolket som et muslimsk stavnsbånd, der endnu ikke er blevet brudt. Fordi tanken om et livssyn, hvor individer ikke forstås som isolerede entiteter, men står i relation til et fællesskab og et moralsk ansvar, fremstilles som et levn fra fortidens mørke.
Det ændrer imidlertid ikke på konsekvensen. Når muslimske elever håndhæver værdier, de finder meningsfulde i deres daglige liv, hvad enten det handler om faste, afholdenhed fra alkohol eller relationer mellem kønnene, bliver det et samfundsproblem, der kræver politisk intervention og sanktion.
Men de eksperter, der råber vagt i gevær over udfordringerne i den herskende ungdomskultur, når sjældent frem til en egentlig værdidebat, hvor kernen i det liberale ideal om individuel frihed bliver genstand for kritik. For man kan acceptere kritik af puttefester og alkoholkultur som trivselsproblemer. Men når muslimske elever kritiseres for at holde hinanden fast på bestemte normer, rettes diskussionen til et spørgsmål om kultur, etnicitet og i sidste ende også muslimsk identitet.
Tvang i frihedens navn
Kunne det tænkes, at den muslimske ungdom orienterer sig mod et livssyn, der netop forstår individet i relation til et fællesskab? Og måske har gennemskuet, at det liberale ideal om autonomi aldrig har eksisteret i praksis? Det er trods alt vanskeligt at opretholde et ideal om autonomi, når seks ud af ti unge oplever direkte pres til at drikke, og når fravalg af fællesskabet har sociale konsekvenser.
Kunne det tænkes, at den liberale idé om et værdineutralt rum uden sanktioner i højere grad eksisterer som filosofisk ideal end som realitet? Eller handler debatten i virkeligheden om frygten for, at ungdommen gør, hvad den altid har gjort bedst: udfordrer de herskende normer og stiller spørgsmål ved, hvem der har retten til at definere dem?
Læs også: Når muslimer tager sagen i egen hånd
Kunne det tænkes, at den muslimske ungdom, som staten gennem vidtgående indgreb forsøger at regulere, i virkeligheden har foretaget et bevidst fravalg af en liberal ungdomskultur som den opfatter som utilstrækkelig?
En ting synes dog sikker: Når unge muslimer vælger et ungdomsliv i overensstemmelse med islamisk praksis, må de i den aktuelle debat forberede sig på både politisk intervention og et offentligt tankepoliti. I det lys fremstår den aktuelle debat ikke længere som en kamp mod social kontrol.
Kært barn har mange navne og kan omsvøbes i både sindelagskontrol og statskontrol.
En ting er sikkert.
Problemet er og har aldrig været ”social kontrol”.