I den offentlige debats overdrevne og vedvarende fokus på muslimer støder vi konstant på tomme begreber, der forsøger at definere islam og muslimer. Vi bliver igen og igen mødt med kritik af, at vi mangler “frihed”. Vi er “undertrykte”. Vi er “udemokratiske”. Vi er underlagt “social kontrol”.
Fælles for al den kritik og alle de begreber er, at de er tomme. Alt efter hvilken kontekst de bliver brugt i, får de forskellige betydninger. Dette er et klassisk diskursteoretisk udgangspunkt, som tydeligt kommer til udtryk, når man læser medier og politiske udtalelser. Ordene får mening alt efter, hvor og hvordan de placeres.
Læs også: Når muslimer tager sagen i egen hånd
Var frihed ikke, at man fik lov til at træffe sine egne beslutninger? Pludselig var det ikke det længere, når det gjaldt den muslimske kvinde og hendes tilvalg af tørklæde. Var negativ social kontrol ikke noget, der foregik mellem mennesker? Pludselig blev det knyttet til et fysisk rum, som derfor måtte lukkes. Var noget ikke udemokratisk, når en uddannelsesinstitution begrænsede studerendes muligheder for at udøve deres religion? Pludselig blev det i stedet udemokratisk, at studerende ønskede et sted at bede og praktisere. Var man ikke undertrykt som muslim, hvis man ikke måtte bære religiøse symboler i det offentlige rum? Pludselig blev man fremstillet som undertrykt, netop når man bar dem.
Fælles for alle disse eksempler er, at begreberne ikke er neutrale beskrivelser, men noget der aktivt omdefineres alt efter kontekst. Det er begreber, der i debatten og medierne er tæt knyttet til bestemte forestillinger om islam og muslimer. På trods af deres tomhed fungerer de som redskaber til at legitimere indgreb, der indskrænker muslimske borgeres mulighed for at praktisere deres religion.
Gentagelse skaber sandhed
Det minder om den velkendte idé, ofte tilskrevet Joseph Goebbels, som i sin rolle som propagandaminister i Nazityskland arbejdede målrettet med at forme befolkningens virkelighedsopfattelse gennem gentagelse: En løgn kan komme til at fremstå som sand, hvis den gentages tilstrækkeligt mange gange. På samme måde fungerer propogandamaskinerne i dag. Begreber som “negativ social kontrol” og “undertrykkelse” får gennem gentagelse en fast betydning – på trods af, at de i udgangspunktet er diskursivt tomme.
I praksis har de ikke en fast betydning i sig selv, men får den betydning, som medier og politikere tillægger dem. Når de gentages i den samme kontekst, er de med til at skabe en bestemt forståelse af muslimer som modborgere, der står udenfor fællesskabet og forsøger at undergrave Danmark.
Læs også: Krig i Danmark – en krig mod minoriteter
Særligt begrebet “negativ social kontrol” anvendes næsten udelukkende i relation til muslimer, og den konstante gentagelse er med til at fremstille det som et særskilt problem knyttet til islam. Dermed overses det, at social kontrol i bred forstand findes i alle samfund og fællesskaber og ofte anses som et nødvendigt element for at opretholde normer og sammenhængskraft. Det er først, når det forbindes med muslimer, at det i særlig grad problematiseres og tillægges en entydig negativ betydning.
Brugen af disse begreber påvirker befolkningens opfattelse og er med til at retfærdiggøre indskrænkninger af muslimers muligheder for at praktisere deres religion. I sig selv er begreberne tomme og de får kun den værdi, der diskursivt bliver tillagt dem.
Muslimer og frihed
Det er et kæmpe problem for forståelsen af islam og muslimer i Danmark – ikke kun i mediedebatten, men også internt. For alt for ofte lader vi os selv definere af de samme tomme begreber. Vi går med på præmissen om, at vi skal bevise, at vi har frihed, og at vi ikke er udemokratiske. Vi bruger energi på at overbevise andre om, at vi ikke er undertrykte eller underlagt negativ social kontrol. Argumentet bliver, at muslimske kvinders frihed er deres hijab, at det er et symbol på det modsatte af undertrykkelse, og at det er deres eget frie valg. Men det mange ikke bider mærke i er, at det er en definitionskamp, der ikke fører nogen steder hen.
Det rejser også et mere grundlæggende spørgsmål: Hvem har egentlig defineret, at frihed – i den betydning, det bliver talt om i dag – nødvendigvis er noget positivt? Hvis man stopper op og reflekterer, kan man spørge, om det altid er til gavn for både individet og kollektivet, når man uden videre ophøjer individets ret til at vælge frit som det højeste gode.
Læs også:Når mistillid bliver politik og faglighed sættes på anklagebænken
Man kan med rette diskutere, om en forståelse af frihed som noget absolut og udelukkende individuelt altid er hensigtsmæssig. Hvad sker der med fællesskabet, hvis individets valg konsekvent vægtes højere end det fælles bedste? Kan en ensidig dyrkelse af individuel frihed i sidste ende være med til at svække de bånd, der holder samfundet sammen – såsom familie, fællesskab og sociale relationer?
Netop denne måde at forstå frihed på bliver ofte lagt til grund, når islam og muslimer kritiseres i Danmark. Her bliver det dog tydeligt, hvordan frihed – og manglende frihed – fungerer som tomme begreber. Frihed konstrueres som et universelt ideal, men dækker over en specifik, individualistisk norm, der fremstår som neutral og ideel.
De begreber, der i dag bruges til at definere islam og muslimer i Danmark, er i sig selv værdiløse. Og fordi de igen og igen bruges i en negativ kontekst, har de også været med til at forme virkelighedsopfattelsen hos mange ikke-muslimer.
Islam på egne begreber
Vi har omvendt begreber i vores tro, der er Guddommelige og derfor ikke ændrer betydning. Det er stabile og definerbare begreber, som ikke kan manipuleres eller tilpasses en bestemt politisk eller mediemæssig kontekst.
Det betyder også, at kritikken i lige så høj grad må rettes indad. For alt for ofte begynder vi som muslimer selv at argumentere ud fra begreber som “frihed”, “valg” og “rettigheder” for at legitimere vores praksis. Begreber, der netop er flydende og konstant omdefineres i den offentlige debat. I dag betyder frihed én ting, i morgen noget andet – alt efter hvad dagsordenen er.
Læs også: Islam er frihed fra denne verdens lænker
Frihedsbegrebet kommer ikke fra islam, men det gør underkastelse til Gud eksempelvis. Så hvorfor forsøger vi at forsvare islam gennem et begreb, der ikke er vores eget – og som i sidste ende altid vil blive defineret af andre? Hvis vi accepterer præmissen om, at islam skal retfærdiggøres ud fra “frihed”, har vi allerede accepteret en målestok, hvor udfaldet på forhånd er givet.
Måske er problemet derfor ikke kun de begreber, islam bliver forstået igennem udefra, men også at vi som muslimer selv overtager dem. For i det øjeblik vi begynder at forklare islam gennem andres begreber, risikerer vi at miste vores egne – og dermed også forståelsen af, hvad islam egentlig er.
I sidste ende er islam ikke noget, der skal passes ind i menneskers definitioner. Det er netop det, der giver os retning. Og måske er det først, når vi slipper behovet for at forklare islam gennem tomme og flydende begreber, at vi – både muslimer og ikke-muslimer – begynder at forstå islams styrke og visdom.