I den danske debat møder man ofte påstanden om, at religion ikke hører hjemme i det offentlige rum. Religion bør være privat, lyder argumentet. Tro må man gerne have, men den bør holdes for sig selv og ikke fylde i fælles institutioner, politiske rum eller hverdagslivets offentlige praksisser. Denne forestilling bliver ofte aktiveret i debatter om muslimske tørklæder, bederum, bøn i arbejdstiden. Her fremstilles muslimsk religiøs praksis som et problem, fordi den angiveligt overskrider grænsen mellem det private og det offentlige.
Fogh Rasmussens lutherske argument
I 2006 udtalte daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen, at han i sit syn på religion og samfund var “stærkt påvirket af Jesu berømte ord: Giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er.” Med Luthers to-regimente-lære som udgangspunkt argumenterede han for en klar skelnen mellem det verdslige og det åndelige, mellem det politiske og det religiøse.
Her begrunder en dansk statsminister sin holdning om, at religion og politik ikke må blandes sammen, med en specifik luthersk teologisk tradition
Læs også: Hvem definerer muslimer – og med hvilke ord?
Et centralt træk i luthersk teologi er sondringen mellem det åndelige og det verdslige regimente. Religion forstås her som noget, der primært vedrører menneskets forhold til Gud, samvittighed og indre tro. Det offentlige og politiske liv hører derimod til det verdslige regimente og bør reguleres ud fra verdslige hensyn. Når Fogh Rasmussen argumenterer for, at religion ikke hører til i det offentlige rum, bygger dette argument derfor på en luthersk teologisk arv.
Denne arv former bestemte forventninger til borgeren i det danske samfund. Den gode borger forventes at behandle religion som et privat anliggende og at kunne skelne mellem sin religiøse overbevisning og sin offentlige, verdslige rolle. Religion accepteres, så længe den forbliver et spørgsmål om personlig tro og ikke træder frem som synlig praksis i det fælles rum.
En arv indlejret i samfundet
Denne forståelse er indlejret i danske sociale normer, institutionelle praksisser og politiske forventninger. Den former, hvordan vi opfatter hinanden som borgere, og hvordan vi forventer, at religion bør leves og håndteres i det moderne samfund.
I en dansk kontekst betyder det, at den historiske lutherske arv fortsat præger vores forestillinger om offentlighed, fællesskab og religiøsitet. Den former ikke blot statens forhold til religion, men også de implicitte normer, der afgør, hvordan borgere forventes at være religiøse i det offentlige rum.
Læs også: Kriminalitet har rod i islam, når muslimer begår den
Her bliver den muslimske borger, som er tydelig med sin religiøse praksis – kvinden med tørklæde, medarbejderen der beder i arbejdstiden, kollegaen der faster i Ramadanen – til et samfundsproblem fordi de ikke møder forventningen om at beholde deres religion i det private.
Hensigten med sekularisme er, at man skal kunne sætte sin grundlæggende religiøse livsanskuelse i parentes og rette opmærksomheden mod det fælles anliggende. Man må gerne have sin egen religiøse livsanskuelse, Men i spørgsmål om samfundets fælles anliggender og ens rolle i offentligheden må man sætte sin religiøse overbevisning i parentes.
Læs også: Den liberale refleks: Når sekularisme bliver paternalisme
I The Power of Religion in the Public Sphere bidrager den tyske filosof Habermas til litteraturen om sekularisme ved at formulere sit oversættelseskrav.1 Politik skal derfor begrundes i et fælles sprog, hvor religiøse motivationer og livsanskuelser må oversættes til sekulære og alment forståelige argumenter. Det religiøse får kun adgang til det politiske domæne, hvis det sekulariseres og formuleres i et universelt sprog. Argumentet er, at man med sekularisme opnår inklusion og lighed. Dette forudsætter, at staten som politisk institution er sekulær, og at religion pålægges et krav om oversættelse.
Men her ligger der en række underliggende antagelser om, at sekularismen repræsenterer det universelle og rationelle, mens religion forstås som noget, der først må oversættes for at kunne træde ind i det politiske og offentlige rum. Når vi samtidig ser tilbage på Fogh Rasmussens udtalelse, som i høj grad hvilede på en luthersk tradition, bliver det også relevant at spørge, hvorfor religion netop forstås som noget, der bør forblive i det private. I sin bog Secular Translations: Nation-State, Modern Self, and Calculative Reason præsenterer Talal Asad en kritik af sekularismens grundlæggende antagelser. 2
Sekularismen bygger på en partikulær kristen-protestantisk religionsmodel
Sekularisme præsenteres ofte som en ordning, hvor religion holdes adskilt fra politik, så alle borgere kan mødes på lige vilkår i et fælles offentligt rum. I denne selvforståelse fremstår sekularisme som et neutralt princip, der sikrer lighed, fordi staten ikke tager stilling til religiøs sandhed, men kun til fælles og rationelle argumenter. Asads pointe er imidlertid, at denne neutralitet ikke er neutral, fordi sekularismen allerede bygger på en bestemt historisk forståelse af, hvad religion er.
Læs også: Når muslimer tager sagen i egen hånd
Ifølge Asad er den sekulære forståelse af religion ikke universel, men historisk udviklet ud fra protestantisk religionsforståelse. I denne tradition forstås religion primært som noget indre og personligt: som tro, indre overbevisning og en personlig relation til Gud. Moderne sekularisme overtager denne protestantiske forståelse og gør den til norm. Religion bliver dermed defineret som noget, der hører hjemme i individets indre liv og bør holdes adskilt fra det offentlige rum. Sekularismen fungerer derfor ikke som en neutral ramme omkring religion, men som en bestemt model for, hvordan religion bør se ud.
Når sekularismen universaliserer en protestantisk model for religion, bliver denne model samtidig målestok for, hvad der fremstår som legitim religion. Religion, der ligner denne model, passer lettere ind i den sekulære orden, mens religion, der ikke gør, lettere fremstår som problematisk. Protestantismen passer relativt let ind i den sekulære orden, fordi den med sin lutherske teologiske arv historisk allerede er tæt forbundet med forestillingen om religion som privat tro og indre overbevisning. Derfor kan Anders Fogh Rasmussen formulere et syn på forholdet mellem religion og politik, hvor religion bør holdes ude af det offentlige rum, med afsæt i en specifik luthersk tradition, uden at dette fremstår som religiøst begrundet.
Læs også: Islam er frihed fra denne verdens lænker
Islam kommer derimod lettere til at fremstå som afvigende, fordi den ofte ikke kun kommer til udtryk som indre overbevisning, men også som synlig praksis. Muslimsk religiøs praksis udfolder sig ofte gennem handlinger som bøn, påklædning og faste og lader sig derfor ikke indpasse i en luthersk tradition, hvor det åndelige og det verdslige tænkes som klart adskilte sfærer. Asads pointe er netop, at sekularismen er struktureret omkring en bestemt kristen norm for, hvad religion bør være. Det, der fremstilles som neutralitet, er derfor ikke et universelt udgangspunkt, men en historisk protestantisk religionsforståelse, der er blevet ophøjet til norm. Problemet ligger dermed i den sekulære ramme, der på forhånd bestemmer, hvad religion må være, og hvordan religion kan fremtræde som legitim i det offentlige rum.
Oversættelseskravet
I bogen udfordrer Asad samtidig Habermas oversættelseskrav. Asad pointere, at Habermas behandler det sekulære som om det allerede er neutralt, rationelt og universelt, mens religiøst sprog fremstilles som noget partikulært og irrationelt, der først må renses og oversættes, før det kan få politisk gyldighed. Dermed bliver det religiøse gjort til problemet, mens det sekulære på forhånd fremstår som løsningen.
Umiddelbart fremstår oversættelseskravet inkluderende, fordi religiøse borgere tilsyneladende får adgang til den offentlige debat. Men ifølge Asad bygger denne model på et skjult hierarki, hvor det sekulære ikke blot fungerer som fælles sprog, men som norm for, hvad der overhovedet tæller som legitim offentlig tale. Religion må gerne deltage, men kun hvis den tilpasser sig sekularismens form. Asad viser dermed, at sekularismen allerede bestemmer, hvordan religion må fremtræde for at blive anerkendt i det offentlige sfære. Hvis kun religion skal tilpasse sig, er der ikke tale om en ligeværdig samtale, men om en asymmetrisk relation, hvor det sekulære fungerer som målestok, og religion kun får adgang på betingelse af tilpasning.
Læs også: Når Østen gøres til den ‘Anden’
Sekularismen er selv med til at definere, hvad religion er, hvor den hører hjemme, og hvordan den legitimt kan optræde i det offentlige rum. Dette forbliver problematisk, fordi sekularismen, trods sit krav på neutralitet, bygger på en partikulær protestantisk historie og dermed gør én bestemt historisk religionsforståelse til målestok for alle andre. Netop derfor kan sekularismen ikke uden videre hævde at være neutral og universel. Og hvis sekularismen ikke selv er neutral, men historisk og normativt bestemt, mister den også grundlaget for at kræve, at religion først må oversættes til sekulære former for at kunne blive anerkendt og inkluderet i det offentlige rum.