Hvad mener muslimer, når de siger, at de er frie? Hvad mener en muslimsk kvinde, som bærer hijab, når hun hævder at være en fri kvinde?
Religion er ikke et fængsel; Det er en nøgle til at frigøre sig selv fra det fangenskab udefrakommende faktorer spiller.
Når muslimer siger, at de er frie, bliver de ofte mødt med skepsis. Særligt når det er en kvinde i hijab, der siger det. For hvordan kan man være fri, når man dækker sig til? Hvordan kan religion være andet end begrænsning? Men måske starter misforståelsen netop dér: i Vestens definition af frihed.
Frihed forstås i dag som retten til at gøre, hvad man vil. At udtrykke sig uden grænser. At følge sine ønsker og lyster. Problemet er bare, at denne form for frihed sjældent fører til selvbestemmelse, men til afhængighed, utilfredshed og meningsløshed.
For vi lever i en tid, hvor næsten alt konkurrerer om vores opmærksomhed. Vores telefoner trækker i os konstant. Sociale medier former vores selvbillede. Reklamer fortæller os, hvad vi mangler. Film og serier definerer, hvordan vi bør se ud, elske og leve. Og midt i det hele står mennesket og tror, det er frit.
Men sandheden er, at vi allerede er kontrollerede. Vi er styret af algoritmer, trends og andres anerkendelse. Vi jager idealer, der flytter sig hurtigere, end vi kan følge med. Vi formes af et samfund, der reducerer værdi til produktivitet og skønhed. Vi følger vores lyster i håbet om tilfredsstillelse, men ender ofte mere tomme end før.
Læs også: Når Danmark forandrer sig: Fra skrækforestilling til fælles ansvar
Skal du være slave for samfundet?
Islam stiller et grundlæggende spørgsmål: Hvis du alligevel underkaster dig noget, hvem skal det så være?
For virkelig frihed handler ikke om fraværet af autoritet. Den handler om valget af autoritet.
Islam tilbyder ikke et liv uden rammer. Den tilbyder retning. Den tilbyder en Skaber, hvis vejledning ikke er styret af profit, popularitet eller politiske strømninger, men af viden om menneskets natur. Om vores sårbarhed. Om vores behov. Om vores sjæl.
Når en kvinde bærer hijab, gør hun det ikke for at blive undertrykt. Hun gør det som et bevidst valg om at sætte Guds retledning over samfundets blik. Hun vælger at lade sin værdi komme indefra; ikke fra likes, begær eller trends. Hun siger nej til at være et objekt og ja til at være et menneske.
Det samme gælder den muslimske mand. Den troende. Det søgende menneske.
Frihed i islam betyder at være fri fra konstant at skulle bevise sit værd. Fri fra jagten på accept. Fri fra at lade kroppen, status eller begær styre ens liv. Det betyder at leve efter værdier, man selv har valgt, ikke dem, der bliver serveret.
Læs også: Liberté, Égalité, Fraternité
Den moderne verdens bedrag
Frihed i Vesten er ofte defineret som retten til at gøre, hvad man vil. Men i praksis betyder det ofte, at vi bliver fanget i den materielle verdens logik, hvor værdi måles i forbrug, status og synlighed. Vi lærer at jagte mere: flere ting, flere oplevelser, flere likes, mere bekræftelse. Men denne jagt mætter aldrig. Den efterlader os i en tilstand af indre tomhed og uopfyldthed.
Hvad Vesten kalder frihed, kalder Islam for fangenskab. For hvem kontrollerer dig lige nu? Din telefon? Din karriere? Din frygt for at falde udenfor? Dit behov for anerkendelse? Dit udseende? Din produktivitet?
Disse ting lover os lykke, men kræver alt til gengæld. Gud derimod tager ikke fra dig; Han giver dig. Retledning. Grænser, der beskytter. Struktur, der skaber ro. Et formål, der rækker ud over dette liv.
Og ja, der er regler. Ja, der er ansvar. Men de kommer fra Den, der har skabt dig. Den, der kender din sjæl bedre end du selv gør. Den, der vil dit bedste; ikke bare i dette liv, men for evigt.
Ironien er, at mange mennesker, der afviser religion, ikke ser, hvor bundet de allerede er. De bøjer sig for sociale normer. For markedet. For tidens ideologier. De ændrer sig selv for at passe ind. De tilpasser sig, til de mister sig selv. Og når de ikke længere er brugbare, går verden videre.
Læs også: Det moderne samfund ødelægger familien
Islam giver dig liv
Islam tilbyder noget andet. Den giver mennesket en identitet, der ikke afhænger af trends. Et tilhørsforhold, der ikke kan trækkes tilbage. En værdighed, der ikke skal fortjenes.
At være fri som muslim er ikke at slippe for livets kampe. Det er at give dem mening. Det er at vælge Gud over støj. Retning over forvirring. Sjælen over systemet. Så spørgsmålet er ikke, om du er under kontrol. Spørgsmålet er: Hvem har den?

