En gymnasieelev forsøger at arrangere et oplæg om Palæstina på sin skole. Initiativet bliver afvist. Ikke fordi eleven har opført sig truende. Ikke fordi arrangementet bryder loven. Men fordi skolens ledelse mener, at oplægsholderen har politiske holdninger, de ikke ønsker på skolen.
Det fremgår af en mail, jeg har modtaget fra en elev, der fortæller, hvordan et planlagt arrangement blev stoppet af ledelsen. Begrundelsen var, at oplægsholderen angiveligt karakteriserer Hamas som frihedskæmpere, og derfor ikke kunne inviteres som oplægsholder.
Læs også: Social eller statslig kontrol af muslimsk ungdomsliv?
Samtidig peger eleven på det åbenlyse paradoks: De samme skoler inviterer jævnligt politikere, debattører og aktivister med markante holdninger til alt fra integration og religion til udenrigspolitik. Mange af disse personer repræsenterer holdninger, som muslimske elever oplever som både stigmatiserende og direkte krænkende. Men dér er politisk aktivitet åbenbart ikke et problem.
Så hvad er det egentlig for en standard, vi opererer med?
Gælder ytringsfriheden kun, når den ikke taler magten imod?
Ytringsfrihed er ikke en prøve, man kun består, når man siger de rigtige ting. Den er først interessant, når den beskytter holdninger, man er uenig i. Hvis bestemte perspektiver konsekvent udelukkes fra skolernes demokratiske rum, mens andre perspektiver får frit lejde, så handler det ikke længere om neutralitet. Så handler det om ideologisk udvælgelse.
Læs også: Det der før blev hvisket, siges nu højt
Det samme mønster så mange unge under skolevalgene. Flere steder oplevede elever, at kritik af Israels krigsførelse blev mødt med langt større skepsis og bekymring end andre politiske standpunkter. Diskussioner om Palæstina blev behandlet som noget særligt problematisk, mens andre internationale konflikter sjældent udløste samme nervøsitet.
Konsekvensen er alvorlig
For hvad lærer vi vores unge?
Lærer vi dem, at demokrati handler om at lytte til forskellige synspunkter og argumentere imod dem? Eller lærer vi dem, at visse holdninger ganske enkelt ikke må høres?
Lærer vi dem, at ytringsfriheden gælder alle? Eller lærer vi dem, at den gælder nogle mere end andre?
Når unge mennesker oplever, at deres perspektiver systematisk mistænkeliggøres, mens andre politiske holdninger anses som naturlige og acceptable, så mister de ikke bare tillid til institutionerne. De mister tillid til selve idéen om, at den offentlige debat er åben og retfærdig.
Læs også: Hvem definerer muslimer – og med hvilke ord?
Danmark hævder at have en stolt tradition om frisind, debat og inklusion. Men de værdier styrkes ikke ved at afskærme elever fra holdninger, der ikke flugter med majoritetens synspunkter. De styrkes ved at lade argumenter møde modargumenter i det åbne rum – også når argumenterne handler om magtkritik. Hele ideen med ytringsfriheden er at kunne tale magten imod uden frygt for censur og andre indskrænkelser af tanke- og talefrihed.
Hvis vores gymnasier virkelig ønsker at danne borgere, som kan tænke kritisk og selvstændigt, må de turde stole på, at unge mennesker kan tænke selv.
Det er måske det vigtigste spørgsmål i denne sag:
Er formålet med uddannelse at lære unge at tænke kritisk – eller at lære dem, hvilke holdninger, der er acceptable at have?