Post mediestorm sidder jeg tilbage med en følelse, jeg ikke havde forventet: Jeg er skuffet.
Ikke over, at mennesker er uenige med mig. Det må de gerne være. Jeg er skuffet over det menneskesyn, jeg har mødt. Jeg anede ikke, at det stod så skævt til.
Hvor kommer forestillingen om den muslimske mand som den mørke, aggressive mand – og den muslimske kvinde som det undertrykte offer egentlig fra?
Måske skal vi længere tilbage.
Før den muslimske mand blev islamist, var han den vilde. Den primitive. Den mørke. Den uciviliserede. Europæiske filosoffer og kolonialister var med til at skabe hierarkier mellem mennesker. David Hume skrev eksempelvis om sorte som naturligt underlegne hvide.
Læs også: Er den muslimske mand farlig?
Det er ikke hele Europas idéhistorie. Men det er en del af den. Og idéer har konsekvenser.
Vi har alle læst Tintin. Jeg elskede Tintin og hans hvide hund Terry. Som barn så jeg eventyrene. Som voksen kan jeg også se det koloniale blik i Tintin i Congo: Den hvide mand er den, der ved, forklarer og civiliserer, mens den sorte bliver objektet.
Fortællingen har ændret kostume. Den muslimske mand er blevet den potentielle aggressor. Den muslimske kvinde bliver offeret, som Europa skal befri. Men hvem har givet jer retten til at bestemme, hvordan hendes frihed skal se ud?
Fra Højskolesangbogen til Allahs 99 navne
I weekenden lavede jeg interview til P1’s litteraturprogram. Jeg valgte at tale om Højskolesangbogen, fordi politikere igen og igen antyder, at jeg er blevet for muslimsk til rigtigt at høre til i dansk kultur.
Fint. Så lad os tale om dansk kultur.
Under interviewet opdagede jeg noget smukt ved Op, al den ting, som Gud har gjort. Salmen er på mange måder ren tawheed. Den peger direkte på én Skaber:
“Op, al den ting, som Gud har gjort…”
Gud er ikke en vag idé i baggrunden. Gud er centrum.
Og så tænkte jeg på Ramadan i København. Sproget dér er meget mere nudansk og urbant. Og ordet Gud indgår faktisk ikke direkte.
Det var ikke tilfældigt.
Læs også: Skik følge eller land fly
Jeg husker tydeligt bagtanken, da vi skrev den:
“Don’t upset the white people.”
Vi ville gerne fortælle om Ramadan i København, men vidste også, at hvis vi sagde for meget for direkte, kunne døren hurtigt blive lukket.
Det siger noget om den rejse, vi har været på: Fra at forsøge ikke at forstyrre, til at turde sige det højt. Derfor har jeg besluttet, at min næste single bliver “Allahs 99 navne”.
En gave fra mig til hele det islamiske Danmark. Alhamdulillah.
Værten spurgte mig også: “Bliver du ikke irriteret over ordet Gud, når der ikke står Allah?”
Nej. Gud er Allah. Åbn Biblen på arabisk. Der står Allah.
Mange danskere er blevet en slags hyggeanalfabeter, når det kommer til religion. For mange er bøn noget, man måske har gjort to gange i livet – ved en højtid eller når det virkelig brændte på.
Vi beder fem gange om dagen. Tro er ikke pynt. Det er praksis.
Mens vi diskuterer tørklæder
Jeg er ikke i tvivl om, hvordan jeg oplevede den seneste mediestorm:
Jeg oplevede den som politisk iscenesat. Det er min vurdering.
Jeg ser en politisk debat, hvor tørklæder, bedelokaler og islam igen og igen bliver gjort til nationale problemer, mens andre problemer fylder langt mindre.
Læs også: Som muslim underkaster jeg mig Gud, ikke samfundets omskiftelige normer
Hvis Ida Auken og hendes mand vil bekæmpe islam, som man bekæmpede nazismen, er hun og bliver hun aldrig min repræsentant for min tro i Folketinget.
Har vi nogensinde haft en?
Hvorfor lige islam?
Hvorfor bliver muslimers religiøse praksis så ofte stedet, hvor Danmarks problemer skal forklares?
Og hvorfor skal vi diskutere vores tøj, mens vi samtidig må spørge, hvad danske institutioner investerer i, og hvilken rolle Danmark spiller i Gaza?
Jeg vil ikke acceptere, at vi hele tiden skal kigge på muslimernes hænder, mens vi aldrig må kigge på vores egne institutioners.
Engang var vi de nye
Det, jeg har lært efter stormen, er måske det vigtigste:
Jeg har altid befundet mig i kultursammenstødet. Men forandring er uundgåelig.
Engang var vi de nye i landet.
Så blev vi de nye i klassen.
Nu er vi de nye i Familien Danmark.
Jeg tror på, at islam har en stor fremtid i Danmark. Det ved de godt inde på Christiansborg.
Måske er det derfor, de hele tiden taler om islam. For uden at vide det laver de jo da’wa.
Læs også: Vestens dogmer må ikke diskuteres
Tag Emil Salzer, der skriver kritiske digte om islam i Berlingske, men samtidig er begyndt at studere arabisk på universitetet for at kunne læse og forstå Koranen.
Khallas!
Må Allah give ham hidaya.
Sig ameen.
For måske er det den største ironi:
De vil have os til at tale mindre om islam. Men de får os til at tale mere om islam.
De vil gøre Koranen fremmed. Men nogle åbner den. De vil gøre muslimen til den fremmede. Men vores børn vokser op her.
Så lad dem tale.
Vi beder.
Vi faster.
Vi synger.
Vi lever.
Vi bygger.
Vi er her.
Og vi bliver her.
Måske var mediestormen aldrig så farlig, som vi troede. Måske var den bare et glas vand.
Alhamdulillah.