Den danske muslim vokser op i et samfund præget af bestemte forestillinger om frihed, moral, individet og det gode liv. Allerede fra en tidlig alder bliver muslimen igen og igen eksponeret for disse forestillinger gennem institutioner som folkeskolen og gymnasiet samt gennem populærkulturen, arbejdspladsen og den offentlige debat. På den måde bliver bestemte opfattelser af individet og samfundets indretning en naturlig del af den virkelighed, den danske muslim vokser op i.
Idéernes styrke ligger netop i, at de ofte ikke præsenteres som ideologiske synspunkter, men som noget universelt og selvfølgeligt. De fremstilles som naturlige forudsætninger for, hvad det vil sige at være et rationelt og godt menneske – som noget, der ikke må diskuteres.
For en muslim, der vokser op i Vesten, finder den islamiske opdragelse sted side om side med en konstant påvirkning fra det omgivende samfund. Mange muslimer har, alhamdulillah, lært tawḥīd, ṣalāh, Qur’an og grundlæggende islamisk praksis hjemmefra. Familien har således givet dem et fundament for, hvad de skal tro på og praktisere.
Men det er ikke nødvendigvis det samme som at have fået en fundemantal forståelse for, hvorfor islam er sandheden, hvorfor Allahs åbenbaring udgør den højeste autoritet, og hvordan islam adskiller sig fra de menneskeskabte verdenssyn, som omgiver dem.
Resultatet kan blive, at islam bliver den overbevisning, der skal forklares og undersøges, mens de normer og antagelser, som islam vurderes ud fra, ofte forbliver uundersøgte. Muslimen kan dermed ende med at vurdere islam ud fra en målestok, som han gennem mange år har lært at opfatte som naturlig og selvindlysende.
Når islam bliver vurderet ud fra Vestens målestok
Problemet bliver særligt tydeligt, når muslimen senere møder aspekter af islam, som ikke stemmer overens med de normer, vedkommende gennem mange år har vænnet sig til.
Et islamisk syn på køn kan eksempelvis vurderes ud fra feministiske forestillinger om lighed og autonomi. Islamiske regler om seksualitet kan vurderes ud fra idealer om seksuel frihed. Islamiske regler kan vurderes ud fra forestillingen om, at individet selv bør være den højeste autoritet over sit eget liv. Når islam ikke stemmer overens med disse normer, kan tvivlen opstå hos muslimen i Vesten. Men hvorfor er det islam, der skal tilpasse sig disse normer?
Hvis islam er åbenbaringen fra Allah, den alvidende Skaber, kan menneskeskabte ideologier ikke gøres til den højeste målestok, som islam skal bedømmes efter. Det ville indebære, at man først accepterer et bestemt menneskesyn som sandt og derefter kræver, at åbenbaringen skal bevise sin værdi ved at være i overensstemmelse med det. Dermed vendes forholdet mellem åbenbaring og menneskelig tænkning på hovedet.
Læs også: Staten ejer ikke min moral
I stedet for at spørge, om islam stemmer overens med liberalisme, feminisme, socialisme eller andre menneskeskabte ideologier, bør spørgsmålet vendes om hvorvidt stemmer disse ideologier selv overens med islam? Det betyder, at det ikke længere er islam, der står til eksamen, men menneskets idéer, der må stå til eksamen over for åbenbaringen.
Når en muslim møder noget i islam, som vedkommende finder problematisk, kan der være mange årsager. Det kan være, at der mangler viden, kontekst eller en korrekt forståelse af den islamiske position. Men det kan også være, at vurderingen tager udgangspunkt i et moralsk framework, som muslimen har fået med sig gennem sin opvækst, uddannelse og det omgivende samfund.
Den første opgave er derfor at undersøge hvor kommer denne moralske intuition fra. Hvorfor er netop Vestens opfattelse af moral, etik og retfærdighed den rigtige? Og er disse opfattelser blevet valgt efter en selvstændig undersøgelse, eller er de gennem mange års påvirkning blevet så velkendte, at de i dag blot føles som selvfølgeligheder?
Læs også: Som muslim underkaster jeg mig Gud, ikke samfundets omskiftelige normer
Hvis man aldrig stiller disse spørgsmål, risikerer man at forveksle det velkendte med det sande. Det, man er vokset op med, bliver det normale, mens det, der afviger fra det, lettere fremstår som forkert.
På den måde kan islam komme til at fremstå problematisk, fordi den udfordrer nogle af de antagelser, der allerede er blevet en del af den forståelsesramme, som den muslim, der er opvokset i Vesten, ser verden igennem.
Søgen efter islamisk viden er af afgørende betydning
En muslim, der ikke har et solidt kendskab til Qur’anen, Sunnah, tawḥīd og det islamiske verdenssyn, står svagere, når vedkommende møder indvendinger mod islam. Man kan derfor møde en kritik af islam og opleve den som overbevisende, selvom den bygger på en fejlagtig forståelse af islam, manglende kontekst eller en moralsk forudsætning, som man aldrig selv har undersøgt. Mangel på viden kan dermed føre til, at man kender kritikken af islam bedre, end man kender islam selv. Men hvis islam skal være ens verdenssyn, må man derfor kende og forstå dette verdenssyn.
Hvis Qur’anen skal være ens referencepunkt, må man studere Qur’anen. Hvis Profeten ﷺ skal være ens eksempel, må man lære hans liv og Sunnah at kende. Og hvis tawḥīd skal være grundlaget for ens liv, må man forstå, hvad tawḥīd faktisk indebærer.
Durūs og en tilbagevenden til islam på dens egne præmisser
Det er her, durūs, moskéundervisning og en systematisk søgen efter islamisk viden bliver afgørende. Muslimen bør ikke lade politikere, medier eller kritikere af islam være de primære kilder til forståelsen af islam. Islam bør først og fremmest læres gennem dens egne kilder og gennem mennesker med den nødvendige islamiske viden.
Læs også: Hvem vurderer, hvor meget “muslimsk” en muslim må være?
Det betyder, at man må lære Qur’anen og Profeten ﷺ at kende, studere Sunnah, forstå tawḥīd, stille spørgsmål og fortsætte med at søge viden. For jo mere man lærer, desto bedre rustet bliver man til at møde kritik af islam.
Gennem denne proces kan en tro udvikle sig til en mere overbevisning. Islam bliver dermed referencepunktet. Det er ikke længere islam, der skal måles op imod de dominerende normer; det er de dominerende normer, der må vurderes i lyset af islam.