“Mennesket fødes frit, og overalt er det i lænker.” Sådan skrev den schweiziske filosof Jean-Jacques Rousseau i 1762.
Selvom Rousseau skrev i kontekst af europæisk oplysningstid, ustabilitet og revolution giver hans ord genklang i en anden kontekst; nemlig livet som religiøst mindretal i et land præget af politisk intolerance over for vores eksistens.
Som praktiserende muslim i dagens Danmark er det ikke svært at komme på talrige eksempler, hvor det politiske Danmark forsøger at lænke mig til sine vestlige ideologier og normer, som strider imod mit eget værdisæt som muslim. Men som praktiserende, tørklædebærende muslimsk kvinde er det lige så nemt for mig at se gennem assimilationsprojekterne og mistænkeliggørelsen som det er at anerkende, at jeg helt naturligt og selvfølgeligt er lænket til Gud.
Læs også: Staten ejer ikke min moral
Alle mennesker tilbeder noget – for muslimer er det Gud
Før det islamhadske segment er klar til at overdynge kommentarsporet med, at jeg er en stakkel, som lider under social kontrol og middelalderlige dogmer er det vigtigt at pointere, at ethvert menneske er slave af noget. Vi er alle lænket til noget, vi er alle i vores eget metafysiske fængsel. Om det er penge, politik, status, job, sociale medier, tilhørsforhold eller sæsonens nyeste modetrends er underordnet – vi tilbeder dét, som dikterer vores handlinger og opsluger vores sind. Anerkender man ikke denne præmis, bør man reflektere mere over, hvad ens formål egentlig er med livet.
Læs også: Troen på Gud er naturlig
For mig er formålet med livet ikke at følge samfundets forventninger og normer, som er lige så omskiftelige som vejret. Det er ikke mit formål at sørge for, at Mette Frederiksen, Frederik Vad eller hvilken som helst anden politiker er tilfredse med mig som samfundsborger. Det er ikke mit formål at sikre, at en anonym trold på et BT kommentarspor synes jeg er “en af de gode”. Det er heller ikke mit formål at påtvinge andre min religion, eller få dem til at acceptere mit tørklæde. Formålet med mit liv er at tilbede min Skaber og sørge for, at Han er tilfreds med mig. Det gør jeg ved at følge Hans guddommelige anvisninger for at leve det bedste liv.
Med tilbedelse af Gud kommer friheden
Det er ikke tilfældigt, at ordet ‘islam’ på arabisk deler samme lingvistiske rod som ordet ‘fred’. Der er en direkte linje mellem at overgive sig til Gud og få den fred, som kommer af at være fri fra menneskets lænker. For mig er tilbedelsen af Gud alene dét som frigør mig fra samfundets, politikernes, normernes og kulturens forventninger til mig. Tilbedelsen af Gud er dét som holder mig hel i et samfund, hvor hvis jeg skulle leve op til alles forventninger, ville medføre, at jeg skulle nedbryde mig selv i tusindvis af små stykker for at gøre alle tilfredse. Ved at udelukkende sørge for, at Gud er tilfreds med mig, frigør jeg mig fra at gå op i, hvad alle og enhver tænker og føler om mig og min levevis. Det er frihed.
Læs også: Hvem vurderer, hvor meget “muslimsk” en muslim må være?
Der skal lyde en disclaimer her; jeg er naturligvis ikke ligeglad med loven, offentlig anstændighed, pli og manerer. Her vil jeg gerne afklare en central pointe; hvor splittende kræfter anklager religion for at være en barbarisk, samfundsundergravende faktor i danske muslimers liv, er det faktisk helt omvendt. Islam lærer mig, hvordan jeg bygger og vedligeholder en smuk karakter, gode manerer, plejer relationer, udviser høflighed, omsorg og barmhjertighed. Islam lærer mig at være et ordentligt menneske og giver mig værdier, som jeg kan bruge i mit liv om jeg er 19 eller 90 år gammel. I et sekulært samfund som det vi har i Danmark har man tendens til kun at se på religioners – og særligt Islams – strafferetlige rammer (hvad man må og ikke må) for at understrege, hvor undertrykkende og begrænsende religion egentlig er. Sandheden er, at religion som noget af det første forfiner karakter og lærer om god etikette i alle former for relationer. Det er noget, som sekulære samfund kan lære af i en tid præget af moralsk fordærv jf. hele årsagen til MeToo bevægelsen, støtte til folkemord i Palæstina mv.
Case in point: tørklædedebatten
Med tvang kommer intet godt, og intet menneske kan tvinge et andet menneske til at tilbede noget uden hjertet er med. Man kan naturligvis altid regulere det kropslige, men aldrig det sjælelige. Den seneste tids eksempel, som mere end noget andet gør mig indigneret, er tørklædedebatten. Her forsøger det politiske Danmark ihærdigt at overtale (ja, faktisk manipulere) det danske samfund og især den muslimske kvinde om, at valget om at gå med tørklæde ikke er hendes eget frie selvstændige valg. Det må kun være resultat af negativ social kontrol, fordi ingen kvinder med egen fri vilje i hele verden vil “tage et lagen over hovedet med to huller i”, som S-ordfører, Thomas Skriver Jensen, så absurd sagde i Deadline til Isam B. Ja, hvad er årsagen til, at muslimske kvinder frivilligt vælger at dække sig til? Svaret er i dette indlæg, kære læser. Vi dækker os til for at tilbede Gud, fordi vi tror på, at Han har valgt det for os, og ved at gøre det tilfredsstiller vi Ham. Punktum. Man behøver ikke at forstå det, eller ønske det for sig selv. Vi beder blot om, at vores valg og religiøse levevis respekteres. Vi er ikke til harme for nogen.
Læs også: Alle siger, at jeg som muslimsk kvinde er undertrykt. Her er sandheden
Men alligevel har det politiske Danmark svært ved at forstå det, og vi muslimske kvinder har gennemslagskraft svarende til, hvis vi havde forklaret os selv på et fremmedsprog, når vi ihærdigt forsvarer vores valg over for lovgiverne. Det eneste sprog, de tilsyneladende ser ud til at forstå, når en muslimsk kvinde taler, er, når hun taler om tvang og kultur. Men aldrig, når hun forsvarer sin religion og de valg, hun træffer på grund af den. Politikerne har stadig ikke svaret på denne gåde; i et såkaldt liberalt samfund, hvor man bryster sig af frihedsrettigheder, hvorfor det kun er okay at forsvare valget til at afklæde sig, og ikke tildække sig som kvinde?
Til lovgiverne er min appel følgende: jeg beder jer ikke forstå min livsverden, men blot at respektere, at mine valg er mine egne. I stedet for at pådutte mine valg skjulte motiver eller intentioner, som jeg ikke har, så prøv i stedet at forstå, hvor frigørende mine religiøse valg egentlig er for mig.