Den kriminelle muslim — en integrationsmæssig succes?

Man kan bryde samfundets love og samtidig have overtaget dets liberale lykkeidealer og moralske målestokke. Derfor må debatten undersøge, hvilke opfattelser der driver kriminaliteten, før manglende integration udpeges som problemet.

Islam bliver gjort til forklaringen på muslimers kriminalitet, mens manglende integration bliver udpeget som problemet. Samtidig mistænkeliggøres muslimers bestræbelser på at holde fast i netop de islamiske værdier, der fordømmer forbrydelserne. At påminde hinanden om religiøse forpligtelser — at påbyde det rette og forbyde det slette — fremstilles som en hindring for integration frem for en del af fællesskabets moralske ansvar.

Men hvilke opfattelser driver egentlig kriminaliteten? Er problemet, at den kriminelle holder fast i Islam, eller at han har tilsidesat islamiske forpligtelser og overtaget andre lykkeidealer og moralske målestokke?

Vil vi forstå kriminalitetens værdimæssige grundlag, må vi undersøge gerningsmandens forestillinger om lykke og moral. Hvorfor bliver penge, magt eller status værd at skade andre for? Hvad får ham til at sætte egen gevinst over andre menneskers rettigheder? Hans navn og familiebaggrund besvarer ingen af disse spørgsmål.

Politikere og medier, der laver koblingen til Islam, må forklare, hvorfor de leder efter årsagen i den livsanskuelse, gerningsmanden tilsidesætter, uden at undersøge de opfattelser, han faktisk handler efter. Det omgivende samfunds liberale lykkeidealer og moralske målestokke skal underkastes samme kritiske undersøgelse.

Læs også: Muslimer er blevet så succesfulde, at de nu ikke skal have lov til at bære synlige islamiske symboler i det offentlige rum

Her bliver integration afgørende. Den kriminelle kan have overtaget forestillingen om, at det gode liv handler om personlig tilfredsstillelse, og valgt ulovlige midler til at realisere den. Er kriminaliteten da et brud med disse idealer — eller en hensynsløs stræben efter at opfylde dem?

Den kriminelle skal stå til ansvar. Men en debat, der forklarer hans handlinger med værdier og manglende integration, må gøre klart, hvilke værdier handlingerne afspejler, og hvilke der skal ændre dem.

Islams syn på kriminalitet

De islamiske tekster giver intet belæg for de forbrydelser, som forsøges koblet til Islam. Tværtimod er fordømmelsen klar og straffene hårde — både i dette liv og det næste.
Tyveri, voldeligt røveri og voldtægt er eksempler, der viser, hvor alvorligt Islam betragter kriminalitet og krænkelser af andre menneskers rettigheder. Islamisk ret foreskriver under bestemte betingelser håndsafhugning for tyveri og blandt andet korsfæstning for alvorlige former for voldeligt røveri. (Koranen 5:38 og 5:33).

Når alkohol, festkultur og seksuelle forhold uden for ægteskab indgår i hans forestilling om det gode liv, har han på disse områder overtaget den omgivende sekulære kulturs normer. Sammen med jagten på penge, status og personlig tilfredsstillelse tegner det et billede af en livsførelse præget af de liberale lykkeidealer, vi undersøger. Hans muslimske baggrund gør derfor ikke Islam til den opfattelse, der faktisk styrer hans liv.

Læs også: Som muslimsk kvinde siger jeg fra overfor Mette Frederiksens nedladende kommentarer om muslimske mænd

Voldtægt straffes ligeledes strengt. Straffen pålægges gerningsmanden; den, der udsættes for overgrebet, bærer ingen skyld og skal ikke straffes for det. Dette fastslås blandt andet af Imam Mālik i al-Muwaṭṭaʾ, bog 36, afsnittet om voldtægt.

Men alvoren begrænser sig ikke til dette liv. Om de forbrydelser, der omtales i verset om voldeligt røveri og alvorlig fordærv, siger Allah:

»Og i det hinsides venter der dem en vældig straf.«
— Koranen 5:33, afsluttende uddrag, dansk oversættelse fra arabisk.

Profeten Muhammad صلى الله عليه وسلم siger: »Uretfærdighed er mørke på Dommens Dag.«
— Sahih al-Bukhari, hadith 2447, dansk oversættelse fra arabisk.

Den, der undgår en jordisk dom, undgår altså ikke ansvaret over for Allah.

Kriminaliteten bliver hverken acceptabel, fordi den giver personlig gevinst, eller fordi gerningsmanden slipper afsted med den.
En muslim, der stjæler, røver eller voldtager, tilsidesætter tydeligvis Islams værdier, opfattelser og forpligtelser. Det rejser et spørgsmål, der rækker ud over forbrydelsen: Hvilke grundlæggende opfattelser af lykke, succes og moral har erstattet de islamiske og gjort personlig gevinst vigtigere end andre menneskers rettigheder?

Kriminalitetsstatistikker, minoriteter og livsopfattelser

Kriminalitetsstatistikkerne dokumenterer en overrepræsentation blandt bestemte minoritetsgrupper. De dokumenterer ikke, at Islam er årsagen. Når tallene fremstilles som bevis på denne forbindelse, bliver statistik gjort til et redskab til at mistænkeliggøre Islam og muslimer.

Ifølge Integrationsbarometeret havde mandlige indvandrere og efterkommere fra MENAPT-landene i 2025 et alderskorrigeret kriminalitetsniveau for straffelovsovertrædelser på henholdsvis omkring to og tre gange gennemsnittet for den mandlige befolkning. Men opgørelsen registrerer herkomst og domme — ikke religiøs overbevisning, livsførelse eller motiver.
Statistik kan misbruges politisk, uden at tallene er falske. Det sker, når en opgørelse over herkomst bliver præsenteret som en undersøgelse af religion, eller når overrepræsentation bliver gjort til bevis på en bestemt årsag.

Tallene kan være korrekte, mens den forklaring, de bruges til at fremme, er udokumenteret. Derfor skal både statistikken og den politiske udlægning af den undersøges kritisk.

Overrepræsentation er heller ikke særligt for grupper med muslimsk baggrund. I USA er sorte amerikanere, latinamerikanere og oprindelige amerikanere overrepræsenteret i blandt andet anholdelser og fængslinger sammenlignet med hvide amerikanere. National Academies’ forskningsgennemgang beskriver betydningen af blandt andet fattigdom, segregation og retssystemets praksis. Disse mål kan ikke sidestilles direkte med danske domstal, men de viser, at overrepræsentation også findes blandt grupper, som ikke deler Islam som livsanskuelse.

Sociale vilkår skal undersøges. De fritager ingen for ansvar og forklarer ikke alene, hvorfor et menneske vælger kriminalitet. Vi må også undersøge, hvad personen opfatter som et godt liv, og hvilke midler han accepterer for at opnå det.

Den kriminelles øvrige livsførelse understøtter også argumentet om værdimæssig integration. Islam er ikke fællesnævneren i de internationale eksempler. Sekulære og liberale samfund udgør derimod en fælles ramme. Det beviser ikke en årsagssammenhæng, men gør deres lykkeidealer og moralske målestokke relevante for undersøgelsen.

Læs også: Som muslim underkaster jeg mig Gud, ikke samfundets omskiftelige normer

Spørgsmålet går på tværs af befolkningsgrupper og kriminelle miljøer. Bandemedlemmet, der røver, menneskehandleren, der udnytter kvinder seksuelt for profit, og direktøren, der bedrager sine kunder og ødelægger deres liv økonomisk, kan alle sætte egen gevinst over andre menneskers rettigheder. Forbrydelsernes karakter og alvor er forskellige, men den moralske prioritering kan være den samme: Andre menneskers tab og lidelse accepteres som prisen for egen vinding.

At udpege minoriteter som problemet efterlader denne problemstilling urørt.

Kritikken må rette sig mod de opfattelser, der gør personlig tilfredsstillelse værd at skade andre for — uanset hvem der handler efter dem.

Kriminalitetens ideologiske fundament

Kriminalitet begynder ikke først, når nogen griber en kniv eller bedrager en kunde. Forud ligger opfattelser af, hvad der er værd at stræbe efter, og hvilke midler man accepterer. Derfor må vi undersøge forbindelsen mellem kriminalitetens motiver og de liberale forestillinger om individet, lykken og moralen.

Med liberalisme mener jeg her en livsanskuelse, ikke et bestemt parti. Kritikken retter sig mod det sekulære fundament, hvor religionen adskilles fra organiseringen af livet, og individets selvbestemmelse står centralt. Når dette forbindes med lykke forstået som personlig tilfredsstillelse, bliver spørgsmålet, hvilke forpligtelser der begrænser jagten på det, man ønsker.

Muslimer vokser ikke op isoleret fra det samfund, de lever i. Fra tegnefilm og børnebøger til grundskole, musik, reklamer og sociale medier møder de forestillinger om individet, lykken og det gode liv. Liberale opfattelser formidles ikke kun som politiske holdninger. De indgår som selvfølgelige budskaber om at følge sine ønsker, realisere sig selv og vælge sin egen målestok for livet.

Påvirkningen sker derfor også uden en bevidst beslutning om at tilslutte sig liberalismen. Et menneske kan identificere sig som muslim og samtidig tilegne sig andre opfattelser af lykke og moral gennem sin hverdag. Muslimsk baggrund fortæller os derfor ikke, hvilke værdier der faktisk former personens prioriteringer.

Når vi undersøger kriminalitetens værdimæssige grundlag, må denne påvirkning indgå. Vi kan ikke behandle gerningsmanden, som om han alene er formet af Islam, og holde det omgivende samfunds livsopfattelser uden for undersøgelsen.

Synet på lykke fastlægger målet, mens synet på moral afgør, hvilke handlinger man accepterer for at nå det. Hvis penge, status og nydelse bliver målestokken for et godt liv, hvilken plads får andre menneskers rettigheder, når de står i vejen?

Sat på spidsen:
Enhver liberal er ikke bandekriminel, men enhver bandekriminel er liberal.

Bandemedlemmet, der jagter penge, magt og status, behøver ikke kende liberalismens navn for at have overtaget dens individualistiske og materialistiske forestillinger om det gode liv. Han måler sin succes i det, han kan skaffe sig, og lader egen tilfredsstillelse veje tungere end de mennesker, han skader. Det er denne prioritering, betegnelsen »liberal« her peger på.

Læs også: Hvem vurderer, hvor meget “muslimsk” en muslim må være?

Den dyre bil, pengene og anerkendelsen er ikke idealer, der kun findes i bandemiljøet. De promoveres også gennem samfundets kulturelle udtryk. Bandemedlemmet kan derfor forkaste samfundets love og samtidig forfølge dets succesidealer.

I Scarface og Top Boy følger vi de kriminelles ambitioner, konflikter og relationer. Min læsning er, at fortællingerne kan skabe både empati for forbryderen og fascination af hans livsstil, selv når de viser kriminalitetens brutale konsekvenser. Vi kan føle med ham, håbe på hans succes og frygte hans nederlag.

I dele af gangsterrappen fremstilles penge, våben og seksuelle erobringer som statussymboler, mens hensynsløshed bliver et tegn på styrke.

Når beundringen samler sig om forbryderens succes, og ofrenes tab bliver baggrund for hans historie, får livsstilen en følelsesmæssig og værdimæssig tiltrækning. Politisk fordømmes kriminaliteten, mens dele af den kommercielle kultur gør den attraktiv.

Her bliver kombinationen af konsekvensetik og sekulær individualisme central for kritikken. Konsekvensetik vurderer handlinger ud fra deres følger. Når vurderingen indsnævres til følgerne for ens egen lykke, bliver det moralske spørgsmål: Hvad gavner mig? Konsekvenserne for andre træder i baggrunden, når hensynet til dem hindrer egen tilfredsstillelse.

Forestillingen om, at »enhver er sin egen lykkes smed«, kan bruges til at skubbe ansvaret fra sig: Jeg må sikre min succes, og andre må tage vare på deres liv. For den kriminelle bliver moralen et regnestykke over gevinst og risiko: Hvor meget kan jeg tjene? Bliver jeg opdaget? Kan straffen betale sig?

Denne kyniske prioritering kan også vise sig uden for kriminaliteten. Når ældres behov for besøg og omsorg igen og igen må vige for de pårørendes egne planer, underordnes deres behov andres tilfredsstillelse. Når en virksomhed skjuler kendte skadevirkninger ved sine produkter for at beskytte indtjeningen, bliver kundernes helbred en omkostning i regnestykket. Moralen prøves dér, hvor det koster noget at tage ansvar.

Den islamiske moral bygger på en markant anden målestok. Ret og uret fastlægges ikke efter personlig gevinst, men efter Allahs påbud og forbud. Livets retning er at søge Hans tilfredshed, og egne ønsker er underlagt denne forpligtelse. Konsekvenser har betydning i islamisk etik og ret, men personlig fordel kan ikke ophæve et klart forbud.

Et røveri bliver ikke rigtigt, fordi pengene gør røveren lykkelig. Bedrageri bliver ikke acceptabelt, fordi det sikrer direktørens fremtid. Andres rettigheder og ansvaret over for Allah består, også når forbrydelsen aldrig bliver opdaget.

Konklusionen er derfor, at den kriminalitet, man så desperat forsøger at gøre til et islamisk problem, har værdimæssige rødder i den sekulære baghave. Den vokser ud af de lykkeidealer og moralske målestokke, som det omgivende samfund selv er med til at forme mennesker med.

Bekæmpelsen kræver derfor et opgør med disse sekulære og liberale værdier — uanset om forbrydelserne begås af muslimer eller ikke-muslimer. Man kan ikke bekæmpe kriminalitetens frugter og samtidig frede dens værdimæssige rødder.

Værdimæssig integration — en del af problemet

Mere værdimæssig integration er ingen løsning, når de overtagne lykkeidealer og moralske målestokke bidrager til kriminalitetens motiver. Kravet om integration må derfor mødes med spørgsmålet: Integration i hvilke værdier?

Sprog, uddannelse og arbejde er ikke det samme som værdimæssig integration. Man kan tale flydende dansk, have en uddannelse og passe et arbejde uden at overtage en liberal livsanskuelse.

Omvendt kan liberale lykkeidealer præge et menneske, der står uden for arbejdsmarkedet. Integrationsdebatten må holde disse spørgsmål adskilt.
Lovbrud dokumenterer heller ikke i sig selv afstand til dominerende livsopfattelser. Den kriminelle, der gør personlig tilfredsstillelse til sit mål og egen gevinst til sin moralske målestok, følger den individualistiske logik, vi har undersøgt. Lovens grænser er forkastet, mens jagten på egen lykke består.

Kravet om at overtage »vores værdier« rammer derfor ved siden af, når værdierne ikke bliver præciseret. Problemet kræver en moral, der forpligter mennesket over for andre, også når hensynet til dem står i vejen for egen tilfredsstillelse.

Læs også: Fra den vilde til islamisten

Alligevel bruges den kriminelle muslims baggrund som anklage mod den livsanskuelse, han tilsidesætter. Islam gøres ansvarlig, mens de opfattelser af lykke og moral, der kommer til udtryk i handlingerne, får mindre kritisk opmærksomhed. Den skævhed må politikere og medier stå til ansvar for.

Løsningen ligger efter vores islamiske overbevisning i de islamiske værdier og opfattelser og i efterlevelsen af dem. Sprog, uddannelse og arbejde er vigtige for deltagelsen i samfundet. Men integration i de sekulære og liberale lykkeidealer og moralske målestokke, vi her har kritiseret, er en del af problemet.
Den værdimæssige integration må vi gøre op med.

Det muslimske fællesskabs ansvar

Det muslimske fællesskab har et stort ansvar — både for at bekæmpe kriminaliteten og for at forstå dens årsager. Moskeer, foreninger, undervisere og familier skal konfrontere overgreb, støtte ofrene og hjælpe mennesker ud af kriminelle miljøer. Vi må hverken bagatellisere forbrydelserne eller lade frygten for at skade muslimers omdømme gøre os tavse.

Ansvaret er også intellektuelt og opdragelsesmæssigt. Vi må gøre muslimer opmærksomme på, hvordan sekulære og liberale opfattelser formidles gennem opvæksten og hverdagen og kan blive overtaget, uden at man selv bemærker det. Påvirkningen vedrører langt mere end kriminalitet.

Den kan også præge forholdet til familie, seksualitet, forbrug og religiøse forpligtelser og bidrage til en livsførelse, der strider mod Islam.

Moskeer, undervisere og familier må derfor hjælpe mennesker med at genkende og undersøge disse opfattelser i deres eget liv. Det er utilstrækkeligt alene at påpege, at en handling er haram, hvis den forståelse af lykke og moral, der gør handlingen attraktiv, forbliver urørt. Vi skal både forklare de islamiske forpligtelser og udfordre de opfattelser, der får dem til at fremstå som hindringer for et godt liv.
Denne kritik angår også den muslim, der betragter sig som lovlydig og derfor holder den kriminelle på afstand. Han skal ikke bruge den kriminelle som et bekvemt spejl, der får ham selv til at fremstå retskaffen. At handle med renter, have seksuelle forhold uden for ægteskab eller drikke alkohol bliver ikke mindre syndigt, fordi dansk lov tillader det. Lovlighed er ingen islamisk frifindelse.

På det værdimæssige plan har den lovlydige muslim med en uislamisk livsstil og den kriminelle, flere ligheder end forskelle. Når begge gør egen tilfredsstillelse vigtigere end Allahs vejledning, deler de en grundlæggende målestok, selv om den kommer til udtryk i forskellige handlinger. En ren straffeattest er ikke bevis på en islamisk livsførelse.

Den lovlydige muslim kan derfor ikke tage afstand fra den kriminelles målestok og samtidig bruge den til at retfærdiggøre sit eget liv. Den ene holder sig inden for dansk lov; den anden overskrider den. Begge tilsidesætter islamiske forpligtelser, når de lader egne ønsker få forrang for Allahs påbud og forbud.

Det gør ikke kriminaliteten mindre alvorlig. Gerningsmanden skal stå til ansvar for sine forbrydelser og den uret, han påfører andre. Men den lovlydige muslim kan heller ikke tage sin manglende straffeattest som bevis på en bedre stilling over for Allah. Dansk lov afgør ikke syndernes alvor eller regnskabet på Dommens Dag. Den dom tilhører Allah.

Vi skal også turde kritisere disse værdier åbent. Vi kan ikke nøjes med at fordømme kriminaliteten og tie om de sekulære og liberale opfattelser, der kan gøre den attraktiv. Vores kritik er, at problemet på det værdimæssige plan begynder dér, hvor egen tilfredsstillelse bliver livets mål, og andres rettigheder underordnes personlig gevinst. De opfattelser skal udfordres, også når kritikken møder modstand.
Vores svar skal være Islam: en forståelse af lykke, moral og ansvar, hvor menneskets ønsker er underlagt Allahs vejledning, og hvor andre menneskers rettigheder forpligter, også når det koster os noget. Det kræver undervisning, gode forbilleder og vedvarende støtte til at omsætte forståelsen til handling. Det er ikke nok at kalde sig muslim. De islamiske opfattelser skal forme både vores mål og de handlinger, vi vælger for at nå dem.

Vi kan ikke nøjes med at hælde rent vand i et glas, der stadig er fyldt med forurenet vand. De opfattelser, der har gjort egen gevinst vigtigere end andres rettigheder, må udfordres og erstattes. Islam skal ikke være et tyndt lag oven på en sekulær forståelse af livet. Den skal forme selve forståelsen — og de handlinger, der følger af den.


Del artiklen: