Når man i Europa og den vestlige verden fremhæver oplysningstiden, hylder man den som den epoke, der gav os universelle menneskerettigheder, det liberale demokrati og den frie fornuft og tænkning. Oplysningstidens tænkere, kerne-filosoffer som Immanuel Kant og G.W.F. Hegel opfattes med stolthed som dem, der lagde grundstenene til vores nuværende vestlige civilisation og vores mere humane samfund.
Dette er ikke usandt, men der findes en dyb, historisk fortielse indlejret i fortællingen: Oplysningstiden var ikke bare central for det vestlige friheds-begreb og opgøret med feudalisme og tidligere tiders religiøs fanatisme og feudal despoti. Den var også fundamentet for den systematiske, videnskabelige racisme, der stadig i dag gennemsyrer megen tænkning.
Kant og Hegel leverede selve det abstrakte operativsystem, som legitimerede århundreders kolonialisme, og som i dag har indlejret sig i den vestlige kulturs kollektive ubevidste som en patroniserende og ekskluderende grundtone over for ikke-vestlige folkeslag og i særdeleshed over for muslimer.
Læs også: Den oversete succes
Denne grundtone er overalt i den offentlige debat: muslimer og andre “ikke-vestlige folk” opfattes ofte som uoplyste og moralsk og filosofisk underlegne, endda som fornuftsmæssigt tilbagestående.
Kant og opfindelsen af det biologiske racehierarki
Det er et dybt paradoks, at Immanuel Kant – moralfilosofiens fader, der formulerede det kategoriske imperativ om, at ethvert menneske er et mål i sig selv – samtidig lagde fundamentet for at systematisere racelære akademisk, og dermed også selve fundament for kolonisering og ideen om den hvide mand som overlegen i absolut antropologisk forstand.
I sine forelæsninger om antropologi og geografi argumenterede Kant for, at menneskeheden er opdelt i et biologisk hierarki. Øverst placerede han den hvide europæer som den eneste, der besidder anlæggene til fuld fornuft, videnskab og moralsk autonomi. Asiatiske folk havde ifølge Kant en vis sans for kunst, men manglede derimod selve evnen til abstrakt begrebstænkning. De ikke-hvide er simpelthen ikke i stand til at tænke og forstå verden og filosofi på samme niveau som hvide – de stakler.
Læs også: Tvangskristningen af Danmark
Endnu værre var det med sorte afrikanere og oprindelige folkeslag som i Amerika. Disse racer, som Kant opstillede det, var helt ude af stand til at hæve sig over den rå, dyriske natur.
Kants system, som gennemsyrede og definerede samtidens verdensforståelse, medførte således en filosofisk kattelem: De universelle rettigheder var smukke og hævede mennesket til et nyt stadie, men de gjaldt i praksis kun for hvide, fordi ikke-hvide folkeslag pr. definition var rationelt defekte og derfor manglede den intellektuelle kapacitet til at forvalte friheden.
Hegel og historiens ånd
Hvor Kant gjorde udelukkelsen biologisk, gjorde generationen efter ham – anført af G.W.F. Hegel – racismen historisk. Hegel argumenterede for, at “Verdensånden” (den guddommelige fornufts udvikling) vandrer geografisk gennem historien fra øst mod vest, og finder sin absolutte og endelige rejsestation i det kristne, europæiske Europa.
Hegel anerkendte, at Islam var en revolution i Orienten, der brød med tidligere tiders naturreligion og flerguderi og introducerede monoteisme. Han anerkendte også Profeten Muhammed som et vigtigt verdenshistorisk individ. Han anerkendte endda, til en vis grad, at eksempelvis muslimske tænkere i middelalderen havde haft en slags intellektuel guldalder.
Læs også: En historie om Vestens fremskridtstro – fra optimisme til pessimisme
Men i Hegels dialektiske system var dette ikke noget essentielt, for muslimerne var blot en slags midlertidigt postbud for Guds egentlige adressat, som var den hvide mand i Europa – historiens crème de la crème. Muslimerne opbevarede således den græske filosofi (uden rigtig at forstå og bruge den forstås, fordi de jo ikke havde kapacitet til det) og afleverede den så trofast til Europa, som – qua deres højere rang i racehierarkiet – kunne bruge den til noget. Så snart denne opgave var fuldført, var islams historiske rolle udspillet. De stakler.
I Hegels sind var den islamiske verden (og resten af verden herunder Indien og Kina) dømt til permanent stagnation og en slags “orientalsk despoti”. Islam set fra Hegels elfenbenstårn – han besøgte som bekendt aldrig den muslimske verden – var en religion præget af “abstrakt monoteisme” og blind fanatisme, der ikke havde efterladt sig noget varigt bidrag. Muslimsk tænkning blev dermed skrevet ud af filosofihistorien og islam reduceret til en død religion uden fremtid – for ægte tænkning var forbeholdt den ophøjede race.
Kant og Hegel og det filosofiske skjold bag de koloniale invasioner
I modsætning til i nutiden var datidens filosoffer – herunder i særdeleshed Kant og Hegel – superstjerner af en anden verden, der ikke blot tænkte abstrakte tanker. De leverede selve det verdensbillede, der kendetegnede samtiden. Kant og Hegel leverede således også de moralske begreber, som de franske og britiske imperier manglede.
Hvis man brugte ren økonomisk logik, lignede kolonialismen det, den var: kynisk grådighed efter guld, bomuld og geopolitisk magt. Brutale nedslagtninger af mennesker og besættelse af hele verden. Rædsel og død og brutalitet for egen vindings skyld.
Filosofien tilbød derimod et “højere” moralsk sprog, der re-brandede det brutale tyveri som en moralsk og civilisatorisk nødvendighed.
I Frankrig havde man begrebet “Mission civilisatrice”, der var selve rygraden i det franske imperiums selvforståelse om, at de havde en pligt til at civilisere de “uoplyste” folkeslag.
Læs også: Kan liberalismen tolerere islam?
Briterne havde ideen om “The White Man’s Burden”, altså den britiske ideologi om, at det var den hvide mands tunge, men ædle pligt at administrere samfund, der var tabt af historiens evolutionære tog.
Endelig overtog USA Kant og Hegels tænkning med begrebet “Manifest Destiny”: Den amerikanske overbevisning om, at USA var guddommeligt udvalgt til at sprede sit system fra kyst til kyst – og senere til resten af verden.
Tysk tænkning var i samtiden ledende i hele Vesten. De tyske teorier satte en dagsorden, der er svær at begribe i nutiden, og de fremstod givetvis mere “neutrale” og videnskabelige, og kunne således give briterne, franskmændene og senere amerikanerne det perfekte juridiske og filosofiske fripas.
De invaderede ikke verden, og i særdeleshed den muslimske verden, som brutale røvere, men som “opdragere” og bibringere af frihed og oplysning.
Nutidens nykolonialisme og arven i det kollektive ubevidste
Denne tunge filosofiske arv er ikke forsvundet og har ikke udspillet sin rolle. Den ophørte ikke med afkoloniseringen af verden, men lever stadig.
Francis Fukuyamas berømte (og dybt hegelianske) tese om “Historiens afslutning” efter Den Kolde Krig er en nutidig efterdønning med enorm kraft, der i høj grad stadig definerer Vestens verdensforståelse. Den filosofiske arv efter Kant og Hegel har lagt sig som et sediment i den vestlige kulturs kollektive ubevidste.
I dag udtrykker denne arv sig ikke kun udenrigspolitisk, men også som en konstant, patroniserende grundtone i den offentlige samtale, når vi diskuterer indvandrere, muslimer og geopolitik.
Læs også: Afkolonisering af det muslimske sind
“Muslimen” opfattes ofte som et moralsk undermenneske, når man i vestlige medier og politiske debatter pr. automatik rammesætter muslimer og ikke-vestlige indvandrere som præmoderne, ufornuftige, antidemokratiske eller fastlåst i middelalderen.
Således genopføres Kants og Hegels manuskript igen og igen. Ikke-vestlige indvandrere, særligt muslimer, betragtes implicit som moralske undermennesker, der mangler det “vestlige gen” for kritisk tænkning. De forstår ikke vesten og kan aldrig forstå vesten – de er simpelthen fanget i deres ubehjælpelige natur.
Den patroniserende integrationstankegang: Selve måden, integrationsdebatten ofte føres på, er gennemsyret af en faderlig, nedladende og kolonial logik. “Den Anden” – altså den ikke-vestlige – skal ikke blot integreres. Han skal “oplyses” og reddes fra sin egen tilbagestående kultur af den overlegne, vestlige rationalitet. I store segmenter af det vestlige politiske spektrum lever endda opfattelsen af at det simpelthen er umuligt – derfor opfattes remigration, som er kodeord for etnisk udrensning af ikke-hvide, en nødvendighed for at bibeholde den rene, ophøjede kultur og race.
Den militære og økonomiske neo-kolonisering
Da USA og dets allierede invaderede Irak i 2003 under dække af at ville “indføre demokrati”, eller når Verdensbanken og IMF i dag tvinger lande i det globale syd ind i vestlige markedsmodeller, hviler det på nøjagtig samme logik: Vesten sidder på den eneste sande definition af det gode samfund, og resten af verden er blot umodne børn, der må tvinges til fornuft.
Læs også: Sekularisme
Når man i gymnasier og på universiteter åbner en filosofibog, begynder historien som regel i Grækenland og springer direkte til Frankrig, England og Tyskland. Dette er ikke en tilfældighed, men udtryk for en grundlæggende opfattelse af verden. Det er en hvid, lineær fortælling, der aktivt opretholder illusionen om et vestligt monopol på rationalitet og sandhed og fornuft – på ægte menneskelighed.
Man kan ikke bekæmpe strukturel racisme eller forstå den vestlige verdens dybe islamofobi og manglende respekt for og anerkende af resten af verden, før man kigger grundigt ind i det mørke, som nogle af de allerstørste filosoffer efterlod sig i oplysningens navn.
Oplysningstidens forståelse og ordnen af verden – herunder især dens forståelse af “resten af verden” – er ikke en ubetydelig historisk parentes, man bare kan se bort fra. Det er selve oplysningstidens fundament, og grundlaget for den europæisk-vestlige tilgang til verden – og den lever i bedste velgående.