Dette er tredje del af en artikelserie på tre afsnit. Læs første del her og anden del her.
Dette essay vil søge at nuancere og udfordre diskussionen om civilisatorisk fremskridt. Selvom jeg fremfører en længere kritik af det moderne samfund, er det ikke udtryk for en længsel efter et idealiseret præmoderne samfund. Derudover skal det ikke forstås sådan, at der ikke findes fremskridt eller tilbageskridt. Fra start til slut vil jeg stille en række spørgsmål for at ændre den framing, diskussionen om fremskridt ofte føres på.
Modernitetens løfter om fremskridt
Vesten mistede åndeligheden, fordi modernitetens ubønhørlige materialisme sejrede. Det var ikke uundgåeligt, men at det er sket, skyldes, at man lod sig forføre af modernitetens fremskridtsløfter. Ligesom Iblis frister med falske løfter, lover moderniteten, at dem, som bekender sig til den, vil opleve konstant økonomisk vækst og teknologisk udvikling. Såfremt de forbliver hengivne til fremskridtstroen, vil fremskridtet en dag bringe himmel på jorden. Gud skubbes så at sige ud af historien, og fremskridt bliver et mål i sig selv.
Fremskridtstroen er afgudsdyrkelse i sin rene form, og med al slags afgudsdyrkelse har den ingen magt i sig selv. Den er ikke andet end en projektion af menneskets håb og frygt. Den har ingen uafhængig eksistens, ingen intention eller vilje og forholder sig heller ikke til moralske spørgsmål. Tilsidesætter man Gud, vil fremskridt således kun være deskriptivt, ikke normativt. Det vil sige, at fremskridt ganske vist kan udvide vores mulighedshorisont, men den vil aldrig kunne fortælle os, om disse muligheder er moralsk rigtige.
Modernitetens frembrud
Fremskridtstroen har sine rødder i renæssancens Europa, hvor det europæiske sind blev formet i et spændingsfelt mellem religiøs asketisme og en voksende optagethed af det materielle liv. Forestillingen om, at “verdenens” manglende videnskabelige og samfundsmæssige udvikling skyldtes religion, begyndte at vinde udbredelse. Man hævdede, at tidens store tænkere var for optaget af religiøse skrifter frem for naturvidenskabernes eksperimenter og observationer.
Læs også: Vestens forestilling om islam som kvindeundertrykkende – første del
Modernitetens løfter fremstod for alvor troværdige i mange europæeres øjne under oplysningstiden, hvor Europa gennemgik modernisering gennem økonomiske og teknologiske udviklinger. Den sekulære stat blev så at sige til for at muliggøre yderligere fremskridt gennem rationel tænkning og social ingeniørkunst. Forskellen mellem de forskellige moderne politiske ideologier ligger altså ikke i målet, men i midlerne og tempoet, hvormed utopien skal realiseres.
Fremskridtstroen er grænseløs og antikultur
Troen på fremskridt fungerer som et filter, hvorigennem det moderne samfund måler og vurderer holdninger og handlinger ud fra deres nytteværdi i forhold til økonomisk vækst. Som sociologen Hartmut Rosa fornemt påpeger, er løftet om konstant økonomisk vækst samt teknologisk og kulturel innovation ikke blot et middel på vejen til utopien. Det er selve grundlaget, hvorfra det moderne samfund får sin legitimitet. Altså den legitimerer sig selv gennem løfter om mere og mere, bedre og bedre. Derfor tvinges alle aspekter af livet til at underlægge sig dette rationale for at holde hamsterhjulet kørende.
Hvis staten og virksomhederne ikke leverer årlig vækst, hvis borgerne ikke løber stadig hurtigere, og hvis både store og små kriser ikke straks brandslukkes, vil det opfattes som brud på fremskridtsløftet. Fremskridtstroen er af den grund dybt engageret i at ”frigøre” individet fra alle begrænsninger, netop fordi stabilitet eller permanens udgør en eksistentiel trussel for dens videre virke.
Derfor fremstilles den ideelle borger som én, der villigt tilpasser sig de omvæltninger, som fremskridtet kræver for at kunne realisere utopien. Eksempelvis oplever muslimer øget pres til at flygte ud af “ghettoen” eller købe en bolig med renter. Og hvis ikke de giver efter for fristelserne selv, står staten for noget nudging. Glem ej de antagonistiske typer, der i deres afsky for det moderne bliver reaktive. Nogle reaktionsmønstre synes nemlig at centrere moderniteten. Selvom det hverken er intentionelt eller bevidst.
Læs også: Hvem definerer muslimer – og med hvilke ord?
”Frigørelse” fra religion og traditionelle normer er paradoksalt nok en ny form for tvang, idet mennesket aldrig må hvile i en stabil identitet, men hele tiden presses til at genskabe sig selv på ny. Tænk på, hvordan vores institutioner faciliterer grænseløshed, men samtidig slår hårdt ned på stille bøn. Når hver generation opmuntres til at hylde grænseløsheden, er formålet ikke netop at indprente i én forestillingen om, at der ingen alternativer findes. Er det ikke derfor, at de fremskridtstroende lettere kan forestille sig enden på verden end enden på fremskridtstroen?
Set i lyset af dette, bør vi da ikke betragte muslimer som idealborgere for at afvise grænseløsheden og modsætte sig fremskridtstroens snærende fælder?
Nogles fremskridt er andres undergang
Den fremskridtstroende elite prædiker til masserne, at det var det lykkelige brud med religion, som muliggjorde udviklingen af moderne medicin og drastisk reduktion af børnedødeligheden, gav os moderne transportmidler, global kommunikation, sociale og politiske rettigheder og multilaterale institutioner. Samtidig forties de skyggesider, der fulgte med forestillingen om fremskridt: udryddelsen af mange oprindelige folk, den transatlantiske slavehandel og kolonialiseringen af den tredje verden, eugeniks, Holocaust, de to verdenskrige, totalitære regimer, overvågningssamfundet og en overhængende trussel om brugen af atomvåben.
Var det fremskridt, da Columbus udnyttede Arawakfolkets gæstfrihed ved at slavegøre dem? Hvad kunne retfærdiggøre sådan en gerning? Var det deres manglende påklædning, som han mente var udtryk for et totalt fravær af fremskridt? De fleste europæere ville beklageligvis have svaret ja dengang, mens mange af deres efterkommere i dag synes at have en komplet modsat holdning, hvad angår påklædning og dens relation til fremskridt. Det står nu klart: Fremskridtstroen bruges som et magtinstrument og har siden sin fremkomst været dybt indlejret i magtrelationer.
Tag som et eksempel, at Europas vej mod kapitalistiske nationalstater gik hånd i hånd med plyndringen af ikke-europæiske territorier. En kendsgerning, som eurocentriske historikere ynder at fortie med deres snak om særlige europæiske dyder. Virkeligheden er ikke så rosenrød, som de fremlægger den. For Vestens modernisering var betinget af historiske omstændigheder, såsom Europas relative ressourceknaphed, kirkelig legitimitetskrise, konstante interne krige og tæt kontakt med den muslimske verden.
Læs også: Fra magtkamp til mening: Islams svar på kønsdebattens blindgyde
Før de skelsættende begivenheder som osmannernes erobring af Konstantinopel og faldet af Al-Andalus banede vejen for Columbus’ såkaldte ”opdagelse” af ”den nye verden”, cirkulerede der i Europa beretninger om fjerntliggende og ressourcerige territoriers rigdomme. Særligt rygterne om en muslimsk afrikansk konges pilgrimsrejse skabte enorm fascination i Europa, hvilket gav europæiske stormagter et stærkt incitament til at finansiere maritime ekspeditioner uden for kontinentet. Siden cirka 1500-tallet har diskursen om at “civilisere” “barbarerne” fungeret som et retorisk slør, for at legitimere dominans og plyndring af ressourcer. Mens eurocentriske intellektuelle fremstiller ”civiliseringen” af ”underudviklede” lande som deres pligt og byrde, har ofrene måttet erfare tab af historisk kontinuitet, territorial suverænitet, politisk selvbestemmelse, naturressourcer, økonomisk uafhængighed og kulturel autonomi.
Selv udviklingen af den europæiske suverænitetstanke er knyttet til frarøvelse af ikke-europæiske folks ressourcer. Ideen blev institutionaliseret i Europa kort efter den Westfalske fred i 1648, i kølvandet på den protestantiske reformation og kristne sekteriske religionskrige. Med freden forpligtede regenterne sig til gensidig anerkendelse af territorial integritet, hvilket skabte en historisk religiøs tolerance og politisk stabilitet. Bagsiden af denne historie er imidlertid, at den interne fred skubbede deres kamp om territorier og ressourcer uden for Europa. Til egen fordel udstrakte de ikke suverænitetsprincippet til ikke-europæere. Suverænitet er stadig selektivt udstrakt i dag.
Tabserfaringer og en ny verdensorden
Vesten er ikke længere fremtidsoptimistisk som tidligere. Fremskridtstroen er sat på anklagebænken på samme måde, som dengang kristendommen blev kendt skyldig for at hæmme den materielle og samfundsmæssige udvikling i Europa. Som sociologen Andreas Reckwitz påpeger, har flere årtiers dramatiske tabserfaringer efterladt det moderne fremskridtstroende menneske desillusioneret. Man har indset, at fremskridt er et spørgsmål om tradeoffs, hvor man må afveje, hvad man er parat til at tabe med de evindelige omvæltninger, som fremskridtet frembringer. De fremskridtstroende mærker nu tabene meget mere end de gør fremskridtet.
Allerede i 1950´erne kunne vestlige intellektuelle fornemme betydningen af tab for Vesten. Anden Verdenskrig var netop afsluttet, og man havde oprettet internationale institutioner, der skulle sikre freden og understøtte ”udviklingen” af fattige lande. Alligevel var visse dele af verden mere optimistiske end Vesten. Ifølge historikeren E. H. Carr skyldtes dette, at man i Vesten stod over for et magttab globalt. Pessimismen var en erkendelse af, at Vestens to hundrede års globale dominans sang på sidste vers.
Læs også: Den liberale refleks: Når sekularisme bliver paternalisme
Denne fremtidspessimisme fik en kortvarig afbrydelse med Berlinmurens fald i 1989 efter mange årtiers kold krig, hvor en euforisk stemning bredte sig i Vesten. Førende intellektuelle liberalister erklærede triumferende, i en nærmest sekulariseret udgave af et koransk vers, at fremskridtstroen nu var fuldendt og dens løfte om himmel på jorden snart indfriet. Eftersom de øvrige moderne ideologier havde erkendt nederlag, blev fremskridt gjort synonymt med den kapitalistiske-liberaldemokratiske samfundsmodel uden noget reelt alternativ. Det efterlod en tilfredsstillende følelse hos mange, der længtes efter at kunne universalisere fremskridtstroen. Hvis disse intellektuelle blot havde rådført sig med Ibn Khaldun, hvis historiefremstilling er cyklisk, ville man have undgået sin naive fortolkning af den kolde krigs afslutning. For det viste sig nemlig at være en kortlivet optimisme. En kontinuerlig kaskade af kriser forvandlede straks fremtidsoptimismen til fremtidspessimisme.
Chokket over terrorangrebet den 11. september og de efterfølgende krige i Irak og Afghanistan rykkede mange fra optimisme til kynisme. I Europa havde man ikke længere en optimistisk holdning til integrationsspørgsmålet. Finanskrisen i 2008 og det uforløste COP15-topmøde i 2009 gjorde en hel generation af unge skeptiske over for kapitalismens holdbarhed, hvilket gav vind i sejlene til venstreorienterede sociale bevægelser og deres kamp mod ulighedsskabende magtstrukturer. Fremskridtstroen viste sig ikke blot at være geografisk afgrænset til Vesten, men ikke engang at være en selvfølge i Vesten. Obamas “Hope and Change” bragte en momentvis optimisme igen for dem, der opfattede valget af den første sorte præsident som en bekræftelse på fremskridt. Sådan så republikanerne det ikke, hvis modreaktion førte til Trumps “Make America Great Again”. De ønsker sig nemlig et samfund à la 1960’ernes USA.
Læs også: Når muslimer tager sagen i egen hånd
Vi befinder os nu i et multipolært øjeblik. Med Kinas fremkomst som supermagt, hvor landets økonomi snart overhaler USA’s, og det samtidig positionerer sig som førende inden for teknologi og på andre områder, vil det næppe overraske, at der lyder bitre klager fra Vesten. Hvis liberalismens sejr over kommunismen var mest gunstigt for fremskridtet, så fristes man til at spørge, om Vesten fremover vil efterligne den kinesiske model. Mange vil givetvis affeje spørgsmålet, særligt fordi man dermed ville miste sine politiske friheder. Det ironiske vil i så fald være, at de selvsamme liberalister udskammer muslimer for ikke at erstatte Islam med liberalismen.
Tab af land, klima eller Gud
Det mest presserende spørgsmål angående fremskridt er således, hvad man ikke er villig til at tabe. Når det kommer til stykket, er tabet af “nationen” det mest vægtige tab for højrefløjen. Dele af denne fløj erklærer endda åbent: hellere fattigdom end etnisk diversitet. Højrefløjens fremtidspessimisme er bedst eksemplificeret ved frygten for, at ”de fremmede” vil erstatte ”den oprindelige befolkning” – ironisk taget historien i betragtning. Så mens højrefløjen anfægter værdien af en verden uden et sted, de kan kalde “hjem”, mener venstrefløjen, at et “hjem” ingen reel betydning har, hvis planeten er ubeboelig.
Fra den muslimske ummah lyder det: Har du først mistet din tro på Gud, har du tabt alt. Har du ikke, har du alt. For er det ikke denne etos, som har holdt Islam intakt mens alt andet har givet efter for modernitetens grænseløshed? Var det stagnation, at ummaen gik i hi, lige i det øjeblik moderniteten så allermest tiltrækkende og fristende ud? Kan det da ikke også være en form for fremgang at stå stille i noget tid, hvis alternativet er at handle uden omtanke?
Lad mig slutte med en parafrase fra en kristen historiker, der for snart et hundrede år siden gjorde følgende observation og forudsigelse: Man har forvekslet politisk og økonomisk overlegenhed med sejr over den muslimske civilisation. Vi har overgivet åndelig overlegenhed til muslimerne. Men før eller siden tipper også disse to øvrige dimensioner i deres favør — igen.