I den politiske debat herhjemme tales i dag om behovet for en ”åndelig oprustning” – her menes ofte en bevægelse tilbage mod kristne værdier og kulturarv som fundamentet for det moderne samfund.
Det er fint at bruge historien som kompas. Men altså, lad os ikke bedrage os selv og hinanden med falske fortællinger.
Fortællingen om kristningen af Danmark præsenteres ofte som historien om en fredelig overgang, hvor Harald Blåtand så lyset ved Jelling og ”gjorde danerne kristne”.
Alle der har gået i den danske folkeskole kender disse formuleringer.
Læs også: Forbundet med noget større
Men historisk set var kristendommens udbredelse resultatet af et massivt, århundreder langt, geopolitisk, juridisk, militært og institutionelt pres.
Reelt blev Danmark tvangskristnet – og det gælder stort set hele kontinentet med.
Kristen totalitarisme
De tidlige islamiske kalifater i 600- og 700-tallet skabte imperier via militær ekspansion, men tillod samtidig de underlagte befolkninger at beholde deres religion, helligsteder, egne love og regler og ikke mindst ejendom. Ikke-muslimske befolkninger med dhimmi-status betalte jizya – omtrent det samme beløb (ofte mindre) som muslimer i samme områder var pålagt under den obligatoriske Zakat – og samtidig var de undtaget fra at tjene i militæret.
Den kristne europæiske magtelite valgte i modsætning hertil – og historisk set ret parallelt – en fuldstændig strukturel ensretning – brutalt, blodigt og blottet for religiøs tolerance og personlig frihed.
Læs også: En historie om Vestens fremskridtstro – fra optimisme til pessimisme
Den personlige religiøse frihed var fra begyndelsen af Europas kristne historie aldrig et vilkår; den var en total umulighed.
Romerriget og Karl den Store
Kristningsprocessen – efter nogle århundreder, hvor kristne til tider var jaget vildt i Romerriget – startede i år 380 med Ediktet i Thessalonica, hvor den romerske kejser Theodosius 1. gjorde kristendommen til eneste tilladte statsreligion. I løbet af et døgn blev millioner af ikke-kristne juridisk fredløse i et rige, der dækkede det, vi i dag kender som Italien, Spanien, Portugal, Grækenland, Frankrig og hele Balkan – samt Nordafrika, Syrien, Palæstina, Libanon og Tyrkiet.
Altså tvangskristning af først Romerriget og senere det Østromerske Byzans.
Private bønner til antikkens husguder blev straffet med døden eller tab af ejendom. Juridisk set mistede man sine rettigheder, hvis man ikke var kristen. I år 529 lukkede kejser Justinian Platons Akademi i Athen for at fjerne den sidste rest af uafhængig filosofi.
Da kristendommen bevægede sig mod nord, gav man med Kirkens velsignelse og som bannerfører delvis slip på det juridiske element af kristningsprocessen – til fordel for metoder, der var mere direkte militære og brutale.
Læs også: Når Østen gøres til den ‘Anden’
Under de saksiske krige i de områder af Tyskland, der ikke var kristent endnu, indførte Karl den Store love, der dikterede dødsstraf for at nægte dåb. Tyskland blev tvangskonverteret under det tysk-romerske regime, der kom efter Karl Den Store. Det kulminerede i Massakren i Verden (år 782), hvor 4.500 saksere blev henrettet på én dag – lidt syd for nutidens Bremen – for at nægte at lade sig kristne.
Syd for Bremen og faretruende tæt på den danske grænse.
Det var præcis rygterne om og frygten for denne type hellig krig fra syd, der fik Harald Blåtand til at knæle og lade sig døbe i 965. Ikke teologisk overbevisning eller kristen sødme og korsets lys, men politisk pragmatisme og frygt.
Indførelsen af kristendommen i Danmark var et strategisk skjold for at afværge en tysk invasion fra kejser Otto den Store, som var ‘stor’ netop fordi han i ledtog med Kirken var mester i at tvinge folk til kristendommen.
Ligesom under 2. verdenskrig indså den danske konge, at han stod over for en overmagt og kapitulerede – og kristnede danerne.
Sådan begyndte kristendommen i Danmark – som i Tyskland og på tværs af Europa – med modvillig kapitulation.
Andre europæiske folkeslag, vores norske og svenske broderfolk blandt andre, blev tvangskonverteret ved sværd og tortur.
Det skandinaviske kontrastbillede: Sværdmission og borgerkrig
Selvom Danmarks trosskifte i høj grad var et diplomatisk og topstyret kompromis, var billedet et helt andet hos vores nordiske naboer. Her mødte befolkningen den direkte tvang: I Norge skete Kristningen under kongerne Olaf Tryggvason og Olav den Hellige omkring år 1000 – med ekstrem brutalitet. Bønder og stormænd, der nægtede at blive kristne og opgive forfædrenes tro og normer, blev udsat for tortur, lemlæstelse eller henrettelse. Olav den Hellige gennemtvang en kristen retsorden, hvor al anden religionsudøvelse blev forbudt ved militærmagt.
Læs også: Sekularisme
I Sverige udløste trosskiftet over et århundrede med bitre borgerkrige og dyb politisk splittelse. Det hedenske kultcentrum i Uppsala fungerede som modstandens hjerte helt frem til slutningen af 1000-tallet, hvor kristne konger brændte templet ned for endegyldigt at knuse de gamle religioner og praksisser.
Det nykristne danske kongehus var på kirkens side i De Nordiske Korstog i 1100-1200-tallet. Pavestolen sendte brutale korsridderordener ind i Baltikum. Her deltog Danmark aktivt i det, der reelt var en imperialistisk og ekstremt brutal hellig krig. Det var under et sådant blodigt erobringstogt i Estland i 1219, at Dannebrog ifølge legenden faldt ned fra himlen – et flag i blodets farve født i korstogenes voldelige forsøg på at tvangskristne de sidste resterende ikke-kristne befolkninger i Europa – de baltiske broderfolk.
Det var en åndelig oprustning af kristen kultur for fuld udblæsning.
Landskabslovene: Den juridiske kvælning af den ikke-kristne dansker
For den almindelige danske befolkning kom troen og kristendommen således ikke som en åbenbaring eller et personligt valg. Den kom over tid som en række kontante, juridiske krav i de første nedskrevne landskabslove (Skånske Lov, Sjællandske Lov og Jyske Lov) over de næste par århundreder.
Her havde kirken overtaget penneføringen og koblede folks religion direkte sammen med de mest grundlæggende borgerlige rettigheder – herunder ejendoms- og arveretten. Et af de mest kontante eksempler finder vi i Jyske Lov fra 1241, som slår fast at:
Læs også: Knud Holmboe – Den første danske muslim
»Et barn skal tage arv, hvis det er døbt, ellers ikke.«
Det er også Jyske Lov som gav os det ikoniske “med lov skal land bygges.”
Det var altså blandt andet det – at ikke-kristne skulle være lovløse i Danmark – formuleringen indebar.
Hvis forældre nægtede at bringe deres nyfødte barn til den kristne dåb, mistede barnet enhver juridisk ret til slægtens jord. Derudover indførtes også tiendet (en obligatorisk 10 % skat til kirken – Zakat er til sammenligning 2,5% og må kun gå til fattige og hjemløse og nødlidende og ikke til eksempelvis moskébyggeri), faste-tvang og forbud mod gamle ikke-kristne skikke under trussel om bandlysning.
At blive bandlyst betød total retsløshed: Man blev fredløs, mistede sit juridiske værn, og ved sin død blev man nægtet begravelse på kirkegården og således placeret uden for fællesskabet.
Pietismen i 1700-tallet: Statskirkens absolutte kontrol og det totale religiøse rædselsregime
Modsat hvad mange tror, stoppede den statslige tvang ikke med middelalderens afslutning. Det absolutte lavpunkt for den personlige frihed kom under pietismen i 1700-tallet. Under kong Christian 6. – den nuværende konges stolte forfader som har bygget selveste Christiansborg og mange andre ikoniske danske perler – blev kristendommen og samarbejdet mellem stat og kirke omdannet til et totalt overvågningsapparat.
Læs også: Kan liberalismen tolerere islam?
Et religiøst diktatur med én og kun én tilladt religion (bortset fra jøder… hvis de havde penge nok med).
Med helligdagsforordningen af 1735 indførte staten tvungen kirkegang om søndagen. Mødte bonden eller hans familie ikke op til gudstjeneste, mødte de ikke blot moralsk fordømmelse, men kontante straffe: tårnhøje bøder, gabestokken uden for kirken eller fængsel.
Det var også her, i 1736, at den tvungne konfirmation, som stadig er en tradition blandt danske unge, blev indført.
Det globale perspektiv og nutidens debat
Denne europæiske kristendomsmodel nåede et af sine historiske klimakser i Spanien omkring år 1500. Hele kristningen af den Iberiske Halvø er et kapitel for sig, som her blot nævnes i sine hovedlinjer.
Alhambra-dekretet fra 1492 forbød jødedom men sikrede til at begynde med muslimers religionsfrihed.
Pragmatica fra 1502 og senere 1526 brød med dette princip og indførte totalt forbud mod islam og arabisk og moskéer og muslimske navne og praksisser.
Kongen og kirken tvang således spaniens muslimske befolkning til enten at konvertere på få måneder eller blive fordrevet fra deres hjemland uden ejendom under overvågning af Den Spanske Inkvisition.
Læs også: Troen på Gud er naturlig
Fordrivelsen måtte kun ske til kristne lande, hvor islam også var forbudt – så altså med udsigt til dødsdomme. Eksil (som var praktisk umuligt) indebar desuden at man mistede alle ejendele og sine børn, som skulle blive i Spanien og tvangsdøbes.
500.000 muslimer blev tvangsdøbt i begyndelsen af 1500-tallet. Efterfølgende blev de overvåget af inkvisitionen i en sådan grad at det var forbudt at lukke døren til sit eget hus, fordi de gammel-kristne skulle have fuld adgang til at tjekke om man eksempelvis vaskede sig i hemmelighed før bønnen – dvs. den rituelle afvaskelse (wudu) som muslimer foretager sig inden bønnen.
Omtrent samtidig blev modellen eksporteret til Amerika, hvor de indfødte civilisationer under Requerimiento-lovene blev stillet over for valget mellem øjeblikkelig underkastelse under kirken eller total krig og slaveri.
Når vi i dag taler om en ”åndelig oprustning” og hylder de kristne rødder, bør vi således gøre det med det historiske filter nogenlunde intakt og realistisk.
Demokrati og menneskerettigheder og individualisme og sekularisme og den personlige frihed er ikke resultatet af kristendommens åndelige oprustning. Tværtimod.
Læs også: Afkolonisering af det muslimske sind
Det moderne, sekulære samfund er ikke opstået på grund af kristendommens historiske metoder, men snarere på trods af dem og i det dybe, grumme opgør med den kristne kirkes undertrykkelse og ledtog med magtliderlige konger og adel, som med kristendommens love i hånden kontrollerede og forandrede dansk kultur for altid.
Den dybe mistro over for religion, som kendetegner Danmark i dag, har blandt andet rødder i at vores forfædre og mødre i høj grad blev tvunget til kristendommen.
Friheden til at vælge – eller fravælge – religion blev først vundet, da Grundloven i 1849 endelig brød det monopol, som stat og kirke i fællesskab havde håndhævet i næsten tusind år.
I Spanien gjaldt lovene mod jøder og muslimer – forbud mod ikke-kristen religion – fra begyndelsen af 1500-tallet indtil 1968, da Franco faldt.
Er det mon denne kristne åndelige oprustning, vores politikere efterlyser og længes efter?
Eller kender de bare ikke Europas og Danmarks kulturarv og kristendommens historie i Danmark?