Der bliver ofte talt om integration, som om det udelukkende er en opgave for minoriteterne. Men hvad nu, hvis vi stiller det forkerte spørgsmål?
Et års gammel forskning fra Aalborg Universitet peger på, at integrationen i Danmark går bedre. Danskere mødes i stigende grad på tværs af etnicitet, beskæftigelsen er højere, flere tager en uddannelse og hadefuld adfærd ser ud til at fylde mindre i hverdagen.
Det er positivt. Men skyldes udviklingen egentlig, at integrationen er blevet bedre? Eller skyldes den, at det danske samfund har ændret sig?
Jeg tænker ikke på Christiansborg eller de skiftende politiske dagsordener. Jeg tænker på den folkelige udvikling. Er det i virkeligheden ikke mere præcist at tale om større inklusion, mere pluralisme, øget multikulturalisme eller en gensidig akkulturation? Et samfund, hvor både majoritet og minoritet har bevæget sig?
Læs også: Hvem definerer danskhed?
Hvis dette er tilfældet, fortjener det danske samfund et skulderklap. Vi lever i en stadig mere globaliseret verden, og Danmark er, måske langsommere end nogle havde ønsket, blevet et mere mangfoldigt samfund, hvor mennesker med forskellig baggrund i stigende grad lever, arbejder og uddanner sig side om side. Noget, jeg selv kan se, når jeg ser mig omkring på mine venner, kollegaer og bekendtskaber.
Det udfordrer også en udbredt politisk fortælling. Alt for ofte hører vi, at integrationen halter, fordi minoriteter ikke ønsker at være en del af fællesskabet. Men tallene peger i en anden retning.
En ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, baseret på data fra Danmarks Statistik, viser eksempelvis, at uddannelsesgabet for unge kvinder med ikke-vestlig baggrund er lukket. Faktisk har knap 82% af de 25-årige kvindelige efterkommere med ikke-vestlig baggrund gennemført en ungdomsuddannelse eller højere uddannelse; en højere andel end blandt etnisk danske kvinder på samme alder.
Det fortæller en historie om mennesker, der kæmper, uddanner sig, arbejder og investerer i deres fremtid i Danmark. Ikke om mennesker, der vender samfundet ryggen.
Læs også: Højrefløjen elsker, når terror begås af muslimer
Det betyder ikke, at problemerne er forsvundet. Racisme, diskrimination og hadforbrydelser eksisterer stadig. Senest blev endnu en moské i år udsat for hærværk med racistiske budskaber som “Rejs hjem” og “Dumme perker”.
Men netop derfor er det værd at hæfte sig ved, at de langsigtede udviklingstal alligevel går i en positiv retning. På trods af modstand fortsætter mange minoriteter med at skabe sig en plads i det danske samfund, og samfundet virker samtidig til gradvist at blive mere åbent og mangfoldigt, selvom det ikke altid kan føles sådan.
Hvis denne udvikling fortsætter, bør vi måske begynde at tale mindre om integration som noget, minoriteter skal præstere, og mere om den fælles samfundsudvikling, vi alle er en del af.
Ligesom det ikke kun er den nye elev i klassens opgave at blive en del af fællesskabet, men snarere hele klassens opgave at lukke den nye elev ind og inkludere ham/hende i kollektivet.
For hvis virkeligheden er, at både minoriteterne og majoritetssamfundet har flyttet sig, så udfordrer det den politiske retorik, der fortsat fremstiller muslimer og etniske minoriteter som et grundlæggende integrationsproblem. Den fortælling bliver stadig sværere at forene med den udvikling, forskningen og statistikkerne dokumenterer.