Feminismens rolle i redefineringen af kvindeundertrykkelse
Vestlig feministisk teori har spillet en central rolle i redefinering af kvindeundertrykkelse. Simone de Beauvoir argumenterede i Det andet køn for, at kvinden historisk er blevet fastholdt som “det andet” – det immanente objekt – mens manden repræsenterer det transcendente subjekt. Traditionelle roller som hustru og moder forstås i denne analyse som patriarkalske konstruktioner, der fastholder kvinden i en underdanig position. Frigørelse forudsætter derfor, at kvinden bevæger sig mod autonomi, magt og selvrealisering – idealer, der i praksis ofte er modelleret efter mandlige normer.
Denne tænkning videreføres af et andet feministisk ikon, Germaine Greer, i The Female Eunuch, hvor tildækning og seksuel tilbageholdenhed fremstilles, som grundlæggende redskaber i opretholdelsen af patriarkalsk kontrol. For Greer er seksuel frigørelse en afgørende forudsætning for kvindens frihed og selvstændighed. 1
Disse feministiske perspektiver har i høj grad formet Vestens nutidige forståelse af kvindefrigørelse – og dermed også Vestens normative vurdering af andre samfunds normer og værdier.
I dag fungerer Vesten med et nyt sæt normer, som Orientens kvinder i stigende grad forventes at rette sig efter. De normer, der tidligere fastsatte, hvad der skulle forstås som kvindeophøjelse i samfundet, er i dag markant forandrede. Inden for denne nye feministiske normramme fortolkes islamiske kønsnormer som patriarkalske og kvindeundertrykkende. Med Simone de Beauvoirs analyse som udgangspunkt forstås den muslimske kvindes tilvalg af traditionelle kønsroller således som et valg af immanens og objektposition frem for det transcendente, handlende subjekt. Med Greer som analytisk udgangspunkt, opfattes den muslimske kvindes praksisser – herunder tildækning og afvisning af seksuel frigørelse – en begrænsning og undertrykkelse af kvindens autonomi og frigørelse. Endnu en gang fremstilles Orientens kvinde som den afvigende, fordi hendes livsvalg ikke er i overensstemmelse med Occidentens normer.
Læs også: Vestens forestilling om islam som kvindeundertrykkende – første del
Når Vesten ser på den muslimske kvinde, der ikke underkaster sig de kønsnormer, som anses som legitime i vestlige samfund – normer formet af feminismen og præget af idealer om seksuel frihed, individuel autonomi samt stræben efter magt og selvrealisering – mødes hun ofte med foragt og moralsk overlegenhed. Ligesom de orientalske forestillinger efter Napoleons invasion af Egypten fremstilles hun nu gennem et nyt kolonialt narrativ, hvor hun ikke længere ses som den seksuelt ubehersket og uciviliseret kvinde, men som den ufrie undertrykte kvinde, der må reddes af den overlegne vestlige civilisation.
Enten er den muslimske kvinde kontrolleret af “Orientens mørke mænd”, imamer og religiøse autoriteter, der holder hende væk fra de vestlige normer, som ethvert rationelt individ angiveligt ville foretrække. Eller også forklares hendes valg gennem antagelsen om mystifikation, hvor hun anses for at have internaliseret patriarkalske strukturer og dermed ubevidst accepteret sin egen underordning. I begge tilfælde fratages hendes valg legitimitet, og konklusionen bliver den samme, nemlig at Vesten må komme Orientens kvinde til undsætning.
Denne “hjælp” manifesterer sig konkret gennem politiske og sociale indgreb, hvor tørklædet forbydes, kvinder tvinges til at deltage i kønsblandede aktiviteter, og muslimske kvinder fremstilles som nogen, der skal befries fra traditionelle kønsroller. Den offentlige debat om muslimske kvinder foregår således inden for en diskurs, der domineres af Occidentens stemmer, mens muslimske kvinder placeres som repræsentanter for Orienten som skal formes og reguleres ud fra vestlige standarder.
Den muslimske kvindes fravalg af Occidentens normer og tilvalg af islam
Til trods for feminismens tese om mystifikation er den muslimske kvinde imidlertid i stand til rationelt, selvstændigt og velovervejet at fravælge Vestens værdier og feministiske idealer. I stedet tilvælger hun de normer og værdier, hun forstår som givet af Gud – Allah, den alvidende, barmhjertige og retfærdige Skaber. For muslimske kvinder er målet ikke magt, seksuel frigørelse og total autonomi, men relationen til Gud.
I modsætning til Simone de Beauvoirs forståelse, hvor det traditionelle kvindelige kategoriseres som immanent og objektposition, er disse roller i islam ophøjet og værdifulde. Og i modsætning til Germaine Greers analyse, hvor tildækning og fravalg af promiskuitet ses som patriarkalske strukturer, kvinden må befri sig fra, forstås disse i islam som udtryk for selvrespekt og værdighed. I stedet for at anvende Occidentens normer som universel målestok anvendes islam som referencepunkt.
Læs også: Simone de Beauvoirs arv i nutidens debat om moderskab
Netop her opstår provokationen. Den muslimske kvinde, der bevidst vælger islamiske normer for kvindelighed frem for vestlige, fremstår som en direkte udfordring af Vestens selvforståelse som normskaber.
Ved aktivt at afvise Occidentens krav på at definere, hvad frihed, autonomi og kvindelighed betyder, undergraver hun Vestens normative autoritet. Hun accepterer ikke Vestens monopol på at fastlægge, hvad der er kvindeundertrykkelse og kvindefrigørelse, men orienterer sig i stedet mod et andet normativt centrum. Når hun anerkender Allah som normgiver og øverste autoritet, udfordrer hun fundamentalt Vestens position som det selvudråbte universelle referencepunkt.
Spørgsmålet om, hvorvidt islam er kvindeundertrykkende, kan derfor ikke besvares uden først at spørge, hvem der har magten til at definere kvindeundertrykkelse. Vesten hævder dette definitionsmagt gennem feministiske normer, men den muslimske kvinde afviser det. Netop derfor bliver hun en vedvarende udfordring for Occidenten. Et levende eksempel på et individ, der ikke accepterer Vestens overlegenhed og definitionsmagt, men aktivt vælger et andet normativt grundlag.
- Greer, Germaine (1970). Det kvindelige eunuk (The Female Eunuch). ↩︎