Når vi stiller spørgsmålet om Gud, antager vi ofte, at tro er noget, der først skal bevises eller læres.
Men hvad hvis spørgsmålet i sig selv er forkert stillet?
Hvad hvis troen på Gud ikke er noget, vi opfinder, men noget, vi genkender?
Selvindlysende erkendelser
Nogle erkendelser er ikke noget, vi først lærer gennem avancerede argumenter, men noget, vi intuitivt forstår.
Vi stoler på vores sanser. Vi accepterer, at verden eksisterer, og vi forstår forholdet mellem årsag og virkning. Disse erkendelser opbygger vi ikke fra bunden gennem beviser, de er allerede grundlæggende for vores måde at forstå verden på.
De behandles som selvindlysende og danner grundlaget for videre tænkning.
Læs også: Det der før blev hvisket, siges nu højt
Hvis det eksempelvis hævdes, at fortiden ikke eksisterer, vil det ikke være naturligt at begynde at bevise dens realitet. Den opfattes som en selvindlysende del af menneskets forståelse af verden.
På tilsvarende vis peger meget på, at troen på en Skaber ikke fremstår som en fremmed eller sekundær idé, men som en del af menneskets grundlæggende erkendelse.
Mennesket tænker i formål og design
Når vi ser verden omkring os, tænker vi naturligt i formål og hensigt.
Hvis vi møder noget komplekst og ordnet, leder vi spontant efter en forklaring i retning af årsag og hensigt.
Et spor i sandet får os ikke til at tænke, at det er opstået uden årsag. Vi forstår intuitivt, at det må være resultatet af noget eller nogen.
Læs også: Hvem definerer muslimer – og med hvilke ord?
Denne tilbøjelighed opstår ikke først gennem lang refleksion, men er en del af menneskets umiddelbare kognitive struktur.
Dette indikerer, at mennesket er disponeret til at forstå verden i retning af intention og skabelse.
Hvad viser forskningen?
Elementer af moderne forskning peger i samme retning.
Justin L. Barrett, kognitiv forsker i religion og tidligere professor ved University of Oxford, har i værket Born Believers: The Science of Children’s Religious Belief undersøgt, hvordan børn naturligt opfatter verden.
Gennem eksperimentelle studier med børn fra forskellige kulturelle baggrunde, herunder børn uden aktiv religiøs undervisning, viser forskningen, at børn ikke opfatter verden som tilfældig, men som noget, der er forbundet med formål og intention.
Selv blandt børn i ikke-religiøse hjem og i samfund, med minimal religiøs påvirkning, opstår en forståelse af naturen som skabt med formål og hensigt, helt spontant og uden at være tillært.
Læs også: Kriminalitet har rod i islam, når muslimer begår den
Disse studier peger derfor på, at troen på en Skaber ikke blot er noget, der læres gennem socialisering, men noget, der ligger naturligt i mennesket og hænger sammen med menneskets måde at forstå verden på.
Værkets titel, Born Believers, afspejler netop denne forståelse. Tro fremstår ikke som en fremmed konstruktion, men som noget, der er til stede fra begyndelsen.
Dette udfordrer forestillingen om, at tro på Gud udelukkende er et produkt af kultur. Tværtimod peger det på, at troen udspringer af noget mere grundlæggende og er en naturlig del af menneskets måde at forstå verden på.
Troens natur
Hvis troen på Gud forstås som en del af menneskets natur, ændrer det også synet på argumenter for Guds eksistens.
Argumenter fungerer i denne sammenhæng ikke nødvendigvis som midler til at etablere tro fra bunden, men snarere som redskaber, der aktualiserer og bekræfter en allerede tilstedeværende erkendelse.
Tro fremstår derfor ikke som noget, der opstår i opposition til menneskets natur, men som noget, der er i overensstemmelse med den.
Fitrah – den naturlige disposition
I islamisk teologi beskrives denne forståelse gennem begrebet fitrah, som refererer til menneskets medfødte disposition til at erkende sin Skaber.
Fitrah indebærer, at mennesket ikke er neutralt i spørgsmålet om Gud, men er skabt med en grundlæggende tilbøjelighed til at erkende og søge en højere årsag.
Læs også: Når muslimer tager sagen i egen hånd
Fraværet af tro fremstår i denne sammenhæng ikke som udgangspunktet, men som noget, der opstår gennem påvirkning eller afvigelse fra denne disposition.
Spørgsmålet om Guds eksistens kan derfor ikke kun forstås som et spørgsmål om at nå frem til en ny erkendelse, men også som et spørgsmål om at forholde sig til noget, der allerede er til stede.
I den forstand fremstår troen på Gud ikke blot som noget, der konstrueres, men som noget, der genkendes.
Måske er det netop derfor, det ikke føles som at opdage noget nyt, men som at genkende noget, man allerede vidste inderst inde.