Det var nærmest med begejstring, at dele af højrefløjen kastede sig over tasterne for at afkræve en afstandtagen fra muslimer oven på det tragiske angreb i Berlin og for at fortælle, at venstrefløjen måtte vælge mellem muslimer og LGBTQ+ rettigheder. Faktisk kører der i disse dage en intens kampagne fra højrefløjspolitikere og meningsdannere, som søger at drive en kile mellem muslimer og venstrefløjen med henblik på at isolere den muslimske minoritet fra politiske alliancer, der kan hjælpe med at beskytte deres rettigheder.
Begge dele bygger på den falske præmis, at muslimer og islam kan tages til indtægt for gerningsmandens forbrydelse, selvom intet kunne være længere fra sandheden. For islam forbyder drab mod uskyldige, og muslimer der forbryder sig mod dette princip, dræber uskyldige på trods af islam, ikke på grund af islam. Derudover må ingen muslimer tage ‘loven i egen hånd’ og udøve en eller anden form for misforstået og forskruet form for selvtægt. Islam bygger på et retssamfund, hvor ingen borger må tage loven i egen hånd udenom myndighederne. Derfor er disse såkaldte ‘islamistiske’ terroristers handlinger overhovedet ikke funderet i islam – faktisk ville de blive straffet med døden i et islamisk samfund for de forbrydelser, som de udfører mod civile borgere.
Læs også: Tvangskristningen af Danmark
Det faktum, at homoseksuelle forhold er forbudte i islam, kan ikke bruges til at retfærdiggøre gerningsmandens forbrydelse – det er ikke carte blanche til selvtægt hverken i vesten eller nogen andre steder. Det er ikke nogen kontroversiel holdning at sige dette i islam, det er en mainstream holdning. Hvis nogle forbryder sig mod den islamiske lovgivning, så er det op til staten, myndighederne og domstolene at effektuere en eventuel straf, såfremt det kan bevises, at man har gjort noget ulovligt. Det er ikke op til den enkelte borger, som faktisk vil begå en ulovlighed ved selv at tage loven i egne hænder – det ville være selvtægtsmanden, som blev straffet i et islamisk system, ikke dem, som han forbryder sig imod.
Man kan ikke både blæse og have mel i munden
Højrefløjens reaktion afslørede en total ligegyldighed over for ofrene for angrebet. De blev reduceret til brikker i højrefløjens ‘gotcha’-argumentation på X. Det kom blandt andet til udtryk i Morten Messerschmidts tweet, hvor han fremhævede en række tiltag, som andre europæiske regeringer havde indført, og som Danmark ifølge ham burde kopiere – herunder et forbud mod hovedtørklæder i folkeskolen efter østrigsk forbillede.
Læs også: Hvem definerer muslimer – og med hvilke ord?
Et andet eksempel er Mitchell Oliver, Messerschmidts kommunikationsrådgiver, der i et tweet henvendt til venstrefløjen skrev “Nu må venstrefløjen vælge side. Vil I kæmpe for homoseksuelles sikkerhed? Eller vil I fortsætte med at importere mennesker fra en religion, der udgør den absolut største trussel mod homoseksuelle. I kan ikke få begge dele”.
Messerschmidt og Oliver ved udemærket godt, hvad der er op og ned, hvad der er forbudt og tilladt i islam. Men de er villige til at reducere både homoseksuelle medborgere såvel som muslimske medborgere til brikker i et politisk spil, der vinder dem billige point på kort sigt, men ofrer den ærlige debat, der skal til for at opbygge et velfungerende og sammenhængende samfund på trods af vores forskelligheder.
I virkeligheden er det op til de føromtalte stemmer på højrefløjen at vælge, om de ønsker at leve op til den borgerlige dyd, som ærlighed er og gøre sig til repræsentanter for den, eller om de hellere vil misrepræsentere og manipulere. De kan ikke få begge dele.

