Hvem definerer danskhed?

Den 1. juni besøgte kongeparret Odinskolen, som en del af sommertogtet med Kongeskibet Dannebrog.¹ Jeg har både en kusine og en fætter, der går på Odinskolen. Begge skulle deltage aktivt i at byde kongeparret velkommen til deres skole.

Jeg spurgte i den forbindelse min fætter på 13 år, om han ikke glædede sig til at møde kongen. Hvor mange børn får nogensinde mulighed for at møde Danmarks konge ansigt til ansigt? Men han trak bare på skuldrene. Jeg spurgte igen, om han ikke syntes, det var spændende. “Det ved jeg ikke,” svarede han. Da jeg spurgte hvorfor, tøvede han et øjeblik, før han sagde: “Jeg er bare bange for, at kongen stopper op, peger på mig og siger, at jeg skal rejse ud af Danmark.” Jeg blev stille et øjeblik. Mundlam. Til sidst svarede jeg, at kongen er en god mand, og at han i øvrigt heller ikke har magten til at bestemme sådan noget. Men mine ord var blot lappeløsninger. For bag hans frygt lå noget langt mere alvorligt: en reel usikkerhed om, hvorvidt han en dag kan miste det land, han betragter som sit hjem.

Læs også: Højrefløjen elsker, når terror begås af muslimer

Siden har jeg tænkt meget over samtalen. Over hvordan et barn forbinder et kongebesøg med frygt frem for begejstring. Jeg håber mest af alt, at besøget rummer et budskab til de børn og unge, der hver dag hører debatter om udvisninger, hjemsendelser og spørgsmålet om, hvem der egentlig hører til i Danmark. For over 92% af skolens elever har en anden etnisk baggrund.²

Hvor mange elever stod mon på Odinskolen med samme følelse som min fætter? Hvor mange forbandt kongeparrets besøg med usikkerhed frem for stolthed? Hvor mange børn og unge går rundt med frygt for, at de en dag kan blive bedt om at forlade det land, de er vokset op i, har deres venner i og kalder deres hjem?

Den ‘generaliserede anden’

For mange børn og unge med minoritetsbaggrund kan der ligge en vedvarende følelse af ikke helt at høre til. Ikke nødvendigvis fordi de selv er i tvivl om, hvor de hører hjemme, men fordi omgivelserne igen og igen minder dem om, at de ser anderledes ud end det billede, mange stadig forbinder med den “almene dansker”.

Psykologen Erik Erikson argumenterede for, at ungdomsårene handler om at udvikle en stabil identitet. Hvis unge oplever usikkerhed om, hvor de hører til, kan det skabe identitetskonflikter, som kan følge dem ind i voksenlivet. Så usikkerhed om, hvorvidt man hører til eller er accepteret i et samfund, kan direkte påvirke selvværd, tilknytning til samfundet og oplevelsen af at være en legitim del af fællesskabet.³

Læs også: Når Østen gøres til den ‘Anden’

Og her opstår spørgsmålet, hvorfor den “almene dansker” egentlig er hvid? Hvorfor er min fætter ikke den almene dansker? Han er vokset op i Danmark. Går i dansk skole. Taler dansk. Hans venner er her. Hans minder er her. Hans hjem er her. Han elsker Odense, og har lyst til at bo der for evigt. Han kender ikke til andet. Alligevel møder han fortællinger, der får ham til at tvivle på, om han virkelig hører til.

Vi lærer at se os selv gennem samfundets normer og forventninger, som kaldes for den “generaliserede anden”. Hvis den “generaliserede anden” i Danmark stadig fremstilles som hvid, etnisk dansk, med danske rødder gennem generationer, kan minoritetsunge opleve, at de står uden for normen, selvom de er født og opvokset her.⁴

“I Danmark er jeg født…”

Måske er det også derfor, at mødet med kongen ikke vakte begejstring. For når han møder kongen, kan han ikke spejle sig i ham. Ikke på grund af pigmentet i huden, men snarere fordi, at når man ser på landets stærkeste nationale symboler, kan det være svært at spejle sig i dem, hvis man aldrig føler sig afspejlet i fortællingen om, hvem der er dansk. Så når min fætter bliver mødt af fortællinger om, at mennesker med anden etnisk baggrund er mindre danske eller potentielt kan sendes væk, kan han begynde at tvivle på hans egen plads i fællesskabet.

Læs også: Det, der før blev hvisket, siges nu højt

Det interessante er, at Kronprinsen selv sagde i sin 18-års fødselsdagstale: “Jeg har rødder mange steder i verden, og jeg nyder at rejse ud. Men hjemme vil altid være her. For jeg elsker mit land.”⁵

Det blev med rette hyldet som et smukt udsagn om tilhørsforhold og kærlighed til Danmark. Men hvorfor skulle den følelse være mindre gyldig for andre danskere med rødder flere steder i verden? Handler det i bund og grund ikke om tilhørsforhold, fællesskab og kærlighed til det sted, man kalder sit hjem?

Del artiklen: