Jeg mødes med Kasper Mathiesen en varm forårsdag i København. Københavnerne strømmer ud for at få et glimt af solen og lidt tiltrængt D-vitamin til kroppen. Vi mødes på Nørrebro – stedet som er blevet en smeltedigel for så mange kulturer, urbane livsstile, småbørnsfamilier, studenter og venstrefløjsaktivister. Du finder ikke Berlingskesegmentet her, og hvis du gør, så lever de nok i nogle af de højtbeliggende penthouselejligheder med udsigt over søerne. Vi mødes på ‘Pladsen’ – som for de uindviede vil sige Blågårds Plads – i hjertet af Nørrebro. Vi køber noget økokaffe produceret på bæredygtige bønner fra et eller andet land i Afrika (eller var det Sydamerika?) og sætter os til rette i en af de mange nørrebro’ske baggårde. Her kan vi få lidt fred fra mylderet udenfor.
Mit kendskab til Kasper går tilbage til mine studiedage på Københavns Universitet. Jeg har netop afleveret mit speciale efter at have lavet en all-nighter på en af universitetets specialepladser. Jeg vandrer hvileløst omkring på campus og finder vej ind i universitetets stillerum og lægger mig til at tage en ’qaylulah’ (middagslur, red.) mens jeg nervøst grubler over det netop afleverede speciale. Ind kommer en kaukasiskudseende mand, som ser lige så træt ud som mig. Han har lige haft sine studerende op til eksamen og er udkørt efter at have eksamineret i flere timer. Det viser sig, at han er ph.d.-studerende i islamiske studier, har boet i Syrien, er muslim, og så er han ovenikøbet dansk. Energien kommer tilbage i mig og jeg fortæller ham entusiastisk om min egen vej i livet, min lange søgen efter mening, og min overvældelse over at finde hjem i islam. Han kigger med sine erfarne øjne på mig og siger: ”skriv det ned, om ti år har du glemt mange af disse detaljer”. Jeg ville ønske, at jeg havde taget hans råd til mig.
Her ti år senere sidder vi på en træbænk i en baggård på Nørrebro og diskuterer Danmarks- og verdenssituationen over en bryg økokaffe. Vi har meget til fælles, men en af de største, er vores bekymring for den udvikling Danmark har taget de sidste 20-30 år. Vi er begge blevet muslimer i en tid, hvor den antimuslimske retorik er blevet normaliseret, hvor angrebskrige mod andre lande er blevet normen, og hvor vestens ”civiliserende mission” fra de gamle kolonidage synes at være genopstået. Det er ikke en tid, hvor det er nemt at stå ved sin tro og identitet.
Broderismen og den store befolkningsudskiftning
De sidste 25 år har været præget af en aktivistisk dansk udenrigspolitik. Vi har en mission, og det er at udbrede vestlige værdier; spredningen af demokrati, liberalisme og sekularisme retfærdiggør invasionen af andre lande. Hvis barbarerne i Irak og Afghanistan ikke frivilligt kan begribe smukheden i disse overlegne værdier, så kommer vi med bomber og tvinger dem til at forstå. Hvis den fortælling ikke er nok til at overbevise de vestlige befolkninger, så skal de også forstå, at de skal være meget bange for barbarerne. For i virkeligheden er det dem, som har angrebet os og forsøger at tage vores friheder fra os. Og hvis det ikke er nok til at overbevise dem om legitimiteten i at invadere andre lande, så har en eller anden diktator i det gamle Mesopotamien ovenikøbet erhvervet sig såkaldte masseødelæggelsesvåben. Han har simpelthen evnen til at masseødelægge den europæiske civilisation, en civilisation som tilsammen har nok atomvåben til at udrydde hele menneskeheden. Derfor bliver vi nødt til at lave et ”preemptive strike” (et forebyggende angreb, red.) for at fjerne truslen og genetablere den civiliserede verdensorden. At det ikke viste sig at være sandt, er en mindre detalje, som vi ikke skal hæfte os for meget ved.
I 00’erne sluger jeg denne fortælling råt – det er jo os, der er blevet angrebet – men for Kasper, som var muslim på dette tidspunkt, oplevede han en anden tendens. En forråelse, et radikalt skift mod højre og en antimuslimsk og fremmedfjendsk retorik. Siden da synes han at have dedikeret sit liv til at imødegå falske narrativer om islam, at være en one-man-army mod det, som han kalder ”blasfemilobbyen” eller det ”islamforskrækkede” segment. Dem som er overbeviste om, at muslimer er organiseret i en verdensomspændende hemmelig loge – et ‘broderskab’ – hvor de søger at undergrave vestlige samfund gennem infiltration og manipulation. Det lyder forrykt, og man skulle ikke tro, at det var nødvendigt at imødegå disse stemmer i dagens Danmark, hvis ikke det var fordi de sidder i magtpositioner og yder en stærk indflydelse på politikere og beslutningstagere.
De synes at have sikret sig en plads i Berlingske Media – mediekoncernen som bl.a. huser Weekendavisen, B.T. og Berlingske. Her er de faste klummeskribenter, hvor de skriver spalte op og spalte ned om den store ”befolkningsudskiftning” – en konspirationsteori, der handler om, at muslimer arbejder målrettet – via masseindvandring og andre islamiserende foranstaltninger – på at fordrive hele den hvide europæiske befolkning. Blandt politikere, som er med til at sprede dette narrativ, finder vi bl.a. Frederik Vad med hans ’tredje erkendelse’, en teori som med høj sandsynlighed er inspireret af ’Broderismen’, en bog skrevet af den franske forfatter Florence Bergeaud-Blackler, som netop postulerer, at et hemmeligt islamisk ‘broderskab’ har infiltreret alle dele af europæisk samfund med henblik på at undergrave den vestlige civilisation.
Læs også: Den politiske elite kan ikke tolere islam
Jeg spørger Kasper, hvad der driver ham til at blive ved efter alle disse år. Bliver han aldrig træt af at skulle svare igen på alle forrykte udtalelser om islam og muslimer, som bliver udgydt af disse stemmer? For ham handler det om at imødegå falske narrativer og den unuancerede debat, som får lov til at stå uimodsagt hen: ”De islamfjendske stemmer synes at have erhvervet sig en platform, hvor deres sprog og narrativ er blevet politisk korrekt og accepteret. Hvor deres falske præmisser og usammenhængende narrativ får lov til at stå alene uden at blive udfordret – faktisk bliver det aktivt promoveret af et af Danmarks største mediehuse. Det er det, som jeg føler mig nødsaget til at modarbejde”.
Jeg spørger ham, om det ikke er en tabt sag. Synes højrefløjen ikke at have cementeret sin magtposition? Er vinduet for, hvad vi kan tale om, og hvordan vi taler om muslimer, ikke blevet rodfæstet blandt politikere og meningsdannere? Han er enig, men han ser også en lysning i mørket. Selvom det islamforskrækkede segment er kommet ind i varmen og er blevet stuerene, så fremstår de stadig hadske for den enkelte dansker, og de færreste ønsker at hade. Derfor skal propagandamaskinen hele tiden køre, og derfor skal de hele tiden skrive klummer og lave Facebookopslag, forklarer han:
”Hvis folk via deres egen personlige erfaring kan se, at muslimer bare er almindelige mennesker ligesom alle andre, så kan det billede som de ønsker at skabe af muslimer som en 5. kolonne-virksomhed, ikke bibeholdes længere og derfor skal frygten for ’de andre’ hele tiden holdes i live”.
Den sekulære tidsalder
I takt med, at skyggerne begynder at blive længere i baggården på Blågårds Plads, begynder samtalen også at bevæge sig i en anden retning. Jeg er interesseret i Kaspers analyse af den nyreligiøse opblomstring, som synes at finde sted blandt politikere og kendte. Senest har vi set Casper Christensens reformerede jeg komme i vælten for hans nyreligiøse vækkelse, ligesom vi har set kirkeministeren Morten Dahlin advokere for, at danskere skal gå i krig for kristendommen. Hvordan forklarer vi denne tendens i et ellers hypersekulariseret og liberaliseret samfund som det danske, hvor protestantismen stadig kaster lange skygger over religionen?
“Jeg tror, at den religiøse opblomstring i Danmark i høj grad skyldes mødet med islam. Muslimer er en del af den sociale struktur i Danmark. Det betyder ramadan, bøn, specielt tøj, mad osv., som man ikke kan undgå at bemærke i bybilledet. Det stirrer dig lige ind i hovedet, og det får måske den almene dansker til at tænke over deres egen kulturkristne arv. Ateismen, sekularismen og liberalismen har ikke kunnet udfylde det spirituelle tomrum, og hvis vi ikke er muslimer eller jøder, hvad er vi så? Jamen vi er kristne, og vi er moderate og bannerførerne for oplysning og civilisation i verden, så det bliver en ny fortælling, som skal samle danskerne i en tid hvor globalisering og kulturmøder har ført til en enorm splittelse og identitetskrise.”
Kasper fortsætter med at citere filosoffen Charles Taylors bog ‘A Secular Age’ – en af de store antropologiske ‘grand theory’-værker på 1000 sider – som netop tager det postmoderne paradoks op. Hvordan kan det være, at vi lever i en sekulær tidsalder, men at religion ikke er forsvundet? Der har været et opgør med religion i den postmoderne verden, hvor man var overbevist om, at det religiøse langsomt ville forsvinde og dø ud, men det er ikke sket.
“Sandheden er dog, at vi i den vestlige verden er kommet over i den sekulære tidsalder”, fortsætter Kasper. “De fleste mennesker har intet forhold til religion, de er ikke vokset op med det, de har ikke en eller anden religiøs tante, og hvis de har, så er det ubetydeligt. Deres forældre har ikke taget dem i kirke, deres skoleundervisning har ikke været udpræget religiøs, og de opfatter ikke sig selv som religiøse. Det vil sige, at der er kommet en grundlæggende sekulær opfattelse. Vi er i den sekulære tidsalder.”
Jeg spørger ham, om dette også gælder for muslimer, eller om muslimer netop er den torn i øjet, som stikker ud i denne sekulære tidsalder. Muslimer synes at holde fast i en tradition og på trods at have været igennem det sekulære skolesystem og på trods at have vokset op i vestlige sekulære samfund, så har sekulariseringsprocessen ikke nødvendigvis ført til mindre religiøsitet blandt visse højtuddannede muslimer. Måske har den i virkeligheden ført til en stigning i religiøsitet?
“Muslimer indpasser sig. Det har de altid gjort, men islam har både den spirituelle og den kropslige del. Der er nogle praksisser, noget kropslighed, som muslimen skal gøre. Derfor kan den aldrig blive helt kropsløs ligesom kristendommen. Den bevidsthed er stærk hos muslimerne: at islams fem søjler ikke kan adskilles fra religionen – de er nødvendige for at være muslim. Der vil derfor altid være en sten i skoen, hvis ikke man udfører dem, og det tror jeg er en vigtig faktor i muslimernes fastholdelse på trods af modernitetens allestedsnærværende tentakler.”
Dette fører mig til mit sidste spørgsmål til Kasper: Er det ikke netop i mødet med den postmoderne verden og den sekulære tidsalder, at den islamiske civilisation står over for sit livs krise? Er det overhovedet muligt for muslimer at tilbyde et reelt alternativ til den depressionsfyldte, meningsforladte og hyperseksualiserede vestlige verden? Sagt med andre ord, kan muslimer blive den kraft i verden, som tøjler den løsslupne tyr og viser en ny vej for menneskeheden, eller er den moderne tsunami med dens affortryllende effekt, dens ateistiske og materialistiske natur, så overvældende, at det eneste vi kan gøre at ride bølgen af os og håbe på det bedste?
“For muslimer er islam netop en tredje vej mellem vesten og østen, mellem USA og Rusland, mellem Europa og Kina. Islam tilbyder et stærkt alternativ til de to verdensmagter – de to poler – som er flydende og omskiftelige, som ikke er fast forankrede i nogle principper eller højere idealer. Her går islam ind og tilbyder en stærk tradition og nogle faste rammer, som de fleste individer higer efter i en flydende og omskiftelig verden. Det er en del af den menneskelige natur, at vi ønsker sikkerhed og tryghed, og det finder vi, når livet giver mening, når vi har nogle familiebånd og sociale fællesskaber, som binder os sammen. Det er her, at islam kan tilbyde en vej ud, en vej tilbage til menneskets natur, en vej hjem.”
– Kasper Mathiesen
Jeg afslutter min samtale med Kasper i en opløftet tilstand – en spirituel og faglig berigelse. Selvom verden står i en eksistentiel krise, er det som om, at der er en vækkelse i gang. Et slags oprør mod tidligere generationers materialisme og overfladiskhed. En higen efter dybde og mening, og selvom islam på overfladen virker overvundet og svag, så føles det som om, at foråret er på vej – at bjørnen er på vej ud af sit vinterhi.