I sundhedsvæsenet taler man ofte om trivsel, sikkerhed og psykologisk tryghed. Alligevel kan man som religiøs minoritet opleve, at selv de mest grundlæggende behov, som at kunne bede, gå på toilettet eller amme i fred, bliver genstand for debat, regulering eller direkte modstand. Derfor ses og opleves en gradvist udfordring for medarbejdere med minoritetsbaggrund. Udover de fælles rammer, der forventes at man som ansat tilpasser sig på arbejdspladsen, så forventes der en ekstra tilpasning, ud over de formelle krav, for medarbejderen, hvis behov afviger fra majoritetens behov.
For mig blev dette tydeligt allerede inden starten på et kommende klinikophold. Jeg var heldig at få et kliniksted, hvor der indtil videre er forståelse for mine religiøse behov. Men hvad hvis der ikke var? Frygten er reel. Tankemylderet om kommende ophold, fremtidige steder, nye afdelinger og ukendte mennesker er konstant til stede. Det bør ikke være sådan; ikke i et land, der siger, at trivsel og mental sundhed er en kerneværdi.
Læs også: Retorikkens barske konsekvenser
For mange af os handler det om noget langt mere basalt end symbolpolitik: det handler om at kunne passe sit arbejde, yde sit bedste og stadig have plads til den tro, der giver ro, grounding og identitet. Når et lille lokale, mindre end mange kontorer, bliver genstand for politiske udmeldinger og skræmmekampagner, siger det noget om, hvordan retorikken omkring muslimer i Danmark har flyttet sig.
Samtidig sætter det spor. Man begynder at skjule. At spørge mindre. At undlade at bede om lov, fordi risikoen for afslag eller mistænkeliggørelse føles for stor. Unge piger tøver med at tage tørklæde på, selvom de ønsker det; noget jeg ser voksende i mit netværk. En hel religiøs minoritet lever i en form for lavmælt frygt; midt i et land, der bryster sig af høj trivsel.
Det er ikke småting, der udløser denne bekymring. Det er hverdagsdetaljer. I Kastrup Lufthavn tænker jeg over, om stillerummet mon stadig findes, hvilket det gudskelov gør. På hospitaler tænker jeg over, om der er plads til at bede uforstyrret. På uddannelsen overvejer jeg, om næste kliniksted vil være forstående.
Læs også: Selektiv ytringsfrihed på danske gymnasier – hvad lærer vi vores unge?
Det centrale er, hvordan den offentlige debat og den politiske retorik påvirker mennesker med religiøs minoritetsbaggrund. For mange kan det skabe en følelse af konstant at være under vurdering eller mistanke, hvilket kan føre til et vedvarende alarmberedskab og ængstelighed.
Det er paradoksalt i et samfund som det danske, der lægger stor vægt på mental sundhed og trivsel. Men trivsel er ikke ens for alle. Behov er ikke ens for alle. Derfor bør diskussionen ikke handle om religionens plads i det offentlige rum, men snarere om, hvordan vi skaber et samfund, hvor forskellige måder at leve og trives på anerkendes og respekteres.
Et eksempel, der for mange virker bagatelagtigt, men som for os er enormt betydningsfuldt, er de hijabs, Odense Universitetshospital (OUH) kræver, at ansatte og studerende bruger. Stoffet er tykt, firkantet, svært at forme og føles langt fra naturligt for de fleste muslimske kvinder. At være okay med beklædningsregler er én ting; at blive tvunget til en løsning, der er upraktisk, ukomfortabel og kulturelt misforstået, er en anden. Og så, som en overraskelse for mange, lyttede OUH til deres ansattes bekymringer og ændrede deres hijab til noget, der faktisk kan bruges. Jeg smilede fra det ene øre til det andet, da jeg så de nye hijabs på hylden. Jeg var blevet set og hørt.
Læs også: Hvem definerer muslimer – og med hvilke ord?
Det, jeg forstod, var, at man kan, hvis man vil. Da jeg startede mit nye job på Vejle Sygehus, smilede min mor stort til mig og sagde: “Der har de et stillerum.” Jeg åndede lettet op, for min mor, som jeg og mange andre religiøse minoriteter, forstod den konstante bekymring for, hvor jeg kunne udføre mine basale menneskelige behov på et nyt sted, hvor jeg ønskede at give et godt førstehåndsindtryk.
En anden oplevelse, der bekræftede mig i, at man kan, hvis man vil være inkluderende, var Aarhus Universitet. Det er et stort universitet spredt over flere bygninger i byen, hvor jeg var en del af planlægningsteamet bag et internationalt arrangement for medicinstuderende. Der havde de ikke bare ét, men fem stillerum spredt over campus. Her kunne vi fortælle de knap 100 muslimske studerende, at der var steder, hvor de kunne udføre deres bøn. Sikke en velkomst og inklusion.
Det samme kan jeg dog ikke sige om Syddansk Universitet (SDU), der i sommeren 2025 valgte at lukke deres eneste fordybelsesrum. I starten af året skulle jeg med min mor til et arrangement på universitetet, og jeg glædede mig til at have hende med. Men da bønnetiden kom, kunne jeg ikke tilbyde hende et sted at bede. Så vi fandt et tomt lokale, lagde vores jakker på gulvet og udførte vores bøn, mens vi håbede, at ingen pludselig ville åbne døren og forstyrre os. Det er en daglig realitet for muslimske studerende på SDU. Er det virkelig det billede, SDU ønsker at sende udadtil? Er det sådan et campus, de vil invitere internationale studerende og samarbejdspartnere til?
Læs også: Social eller statslig kontrol af muslimsk ungdomsliv?
Vi har nået et punkt, hvor den virkelighed, religiøse minoriteter lever i, ikke matcher fortællingen om Danmark som et land med “høj trivsel”. Såkaldt “hensyn” til minoriteterne sker på majoritetens præmisser. Hvad er trivsel, hvis en gruppe borgere, studerende, ansatte, unge piger, mødre konstant må tilsidesætte deres identitet for at undgå konflikt?
Trivsel er ikke kun ergonomi. Det er ikke kun arbejdstid og frokostpauser. Trivsel er også følelsen af at kunne være sig selv uden at frygte sanktioner, kommentarer eller eksklusion.
For mig handler det ikke om særkrav. Det handler om basale behov: at kunne bede, gå på toilettet, amme sit barn og arbejde i fred. At kunne bevæge sig gennem hverdagen uden at skulle forklare, undskylde eller forsvare sin tro.
Når samfundet får lov til at bevæge sig i den retning, det er på vej i, bliver det sværere og sværere at hvile i sin religion og sin identitet. Og det bør bekymre os alle, ikke kun minoriteterne. For problemer starter altid småt, og snart er vi alle berørte af det.