Det islamforskrækkede segment i Danmark – et netværk af skribenter, meningsdannere og selvproklamerede eksperter, som sidder tungt på Berlingskes og Weekendavisens redaktioner – er bange for, at begrebet islamofobi vinder indpas i den danske offentlighed. På samme måde som antisemitismekortet kan bruges til at affeje enhver kritik af jødisk handling og adfærd, hævder de at islamofobikortet er et offerkort, der kan bruges til at affeje enhver kritik af islam og muslimer. I virkeligheden ønskes begrebet fjernet, fordi man ikke ønsker at yde muslimerne samme beskyttelse, som man tildeler den jødiske minoritet i Danmark.
Debatten er igen blevet aktuel i kølvandet på Muslimernes Fællesråds nylige Islamofobirapport, hvor begrebet indgår i selve navnet. De lobbygrupper, som søger at delegitimere og i sidste ende fjerne begrebet, hævder, at islamofobi-mærkatet bruges til at fjerne legitim kritik af islam. Det er en interessant anklage, for de selvsamme “islamkritikere” synes ikke at have noget problem, når IHRA1 ønsker at udvide antisemitismebegrebet til også at omfatte kritik af staten Israel eller dens eksistensberettigelse. De har heller ikke noget problem, når IHRA opfatter det at “anklage Israel for racisme” som antisemitisme.
Læs også: Rahma Ayad og virkeligheden for muslimske kvinder i Europa
Men så snart muslimer søger at påvise, at der finder strukturel racisme sted mod muslimer, at muslimer bliver diskrimineret, er ofre for hadforbrydelser, og at muslimer oplever en indskrænkning af deres rettigheder i det liberale Danmark, så er det et udtryk for offermentalitet og et forsøg på at true og mobbe “religionskritikere” til tavshed. Det sjove er, at mens hele verden griner over udvandingen af antisemitismebegrebet og den store inflation, ordet har gennemgået de seneste år, så kan det islamhadende prozionistiske segment ikke se, at hele verden griner over, at al kritik af Israel efterhånden er “antisemitisme”.
Når New York Times f.eks. udgiver en artikel, der dokumenterer, at Israel har brugt hunde til at penetrere og voldtage palæstinensiske fanger, så er det et udtryk for antisemitisme, ikke legitim kritik af jødisk adfærd. Men islamhaderne har for travlt til at se deres egen dobbeltmoralskhed, når deres had til muslimer blokerer for logisk konsistens.
Den ‘nye’ antisemitisme
Langt størstedelen af den folkelige opinion i den vestlige verden er efterhånden på palæstinensernes side. Israels forbrydelser er blevet udstillet til offentlig skue, og man skal være ovenud kynisk, koldblodig, racistisk, djævelsk og gudsforladt for at opretholde et forsvar af Israels handlinger. Store dele af de vestlige befolkninger kan efterhånden se, hvem der i virkeligheden udfører pression på vestlige regeringer, og hvem der i virkeligheden har vestlige institutioner, politikere og medier i et kvælertag. Den sande magt er kommet frem bag kulisserne, og alle kan nu se, at kejseren ikke har nogle klæder på og de tør endda også sige det.
Det er bl.a. derfor, at Netanyahu for nyligt i et ‘60 Minutes’-interview til CBS udtalte, at sociale medier udgør den vigtigste kampplads for Israel, og at Israels ry har lidt et direkte nederlag som resultat af sociale medier:
“We have seen the deterioration of the support for Israel in the United States almost– I would say, it correlates almost 100% with the geometric rise of social media.”2
Samtidig viser en frisk måling, at Israel er det land i verden, som opfattes mest negativt. Det vil sige, at Israel overgår lande som Nordkorea, Iran og Afghanistan i at være mest negativt opfattet i verden. Alligevel bliver denne opfattelse af Israel og dens støtter spundet som “ny” antisemitisme, som er helt ubegrundet og udelukkende kommer af et irrationelt had til det jødiske folk – det har intet med Israels forbrydelser og ageren i Gaza at gøre. Det er endda kommet så vidt, at en forsker på Københavns Universitet er blevet bevilget 12 millioner kr. til at forske i denne “nye” antisemitisme – altså den øgede kritik af Israel og zionismen, som simpelthen er så uforklarlig og mystisk, at der skal bevilges 12 millioner kr. til at finde hoved og hale i, hvor mon denne øgede kritik og bevidsthed om Israels forbrydelser kommer fra.
Læs også: Det der før blev hvisket, siges nu højt
Er dette enden på vestlig civilisation?
Så hvad handler denne kritik af islamofobibegrebet i virkeligheden om, og kan vi give indrømmelser, når det kommer til begrebets anvendelse?
Ja, alt er ikke islamhad. Der skal være plads til at diskutere islam, dens rolle i Danmark og muslimers adfærd i Danmark. Det har muslimer intet problem med. Og ja, der er klart tilfælde af islamofobi, hvor det er ‘nemmere’ at spotte. For eksempel når muslimer bliver diskrimineret på baggrund af deres opfattede identitet som muslimer, og når dette bunder i et had til islam og muslimer fra gerningsmandens side. Dette er beviseligt strafbare forhold, som er konkrete og retligt regulerede. Men betyder det, at muslimer ikke kan opleve islamofobi, når denne kommer til udtryk i form af ytringer, såkaldt “satire”, eller anden form for statslig og politisk mobning, som går fra top til bund – et slags gennemsyret had i den danske offentlighed, som selvfølgelig påvirker muslimer og befolkningens opfattelse af dem?
Læs også: Hvem definerer muslimer – og med hvilke ord?
Islamofobi kan også foregå, når denne kommer til udtryk i form af hån, spot og latterliggørelse, især når denne spot, hån og latterliggørelse kommer til udtryk i form af usandheder, der fremstiller muslimer på en forvrænget og usaglig måde. Det er med til at nære hadet og smide mere benzin på et allerede betændt bål. Politikere, eksperter, meningsdannere, medier og institutioner har et ansvar for, at sådan usaglig “kritik”, direkte løgn og manipulation, ikke får lov til at sprede sig i et samfund, som allerede er polariseret med stærke spændinger mellem befolkningsgrupper. Det gavner ikke sammenhængskraften for at kunne leve i fredelig sameksistens, omend man kan være uenig – og gerne dybt uenige – om hinandens ståsteder, tro og holdninger. F.eks. bliver satiriske tegninger af jøder som “grådige”, “griske” og med store næser ofte betegnet som hetz og forfølgelse, der bunder i antisemitisme.
Hvorfor er denne karikatur fra 1992 f.eks. antisemitisme, mens det samme ikke gør sig gældende for Jyllands-Postens tegninger fra 2005?
Hvorfor anses denne tegning for antisemitisk, mens karikaturtegningen af Profeten Muhammad (fred være med ham), som blev bragt i Jyllands-Posten, ikke anses for islamofobisk?
Muslimer er ikke averse over for kritik eller saglig samfundsdebat og diskussion om vores holdepunkter, vores religion, vores tro, og hvad vi anser for rigtigt og forkert. Det hilser vi faktisk velkommen, da vi er overbeviste om, at vi står på sandheden, at vi har retten og historien på vores side, og at vi intet har at skjule eller skamme os over. Vi hilser en åben debat velkommen, men kan vi i det mindste blive enige om, at gøre det på et sagligt, intellektuelt fornuftigt og rationelt grundlag, hvor vi ikke kaster med mudder på hinanden?
Eller er vestlig civilisation faldet til sådan et lavpunkt, at det simpelthen ikke længere er muligt?
- International Holocaust Remembrance Alliance [IHRA] har den mest anerkendte og bredest accepterede definition af begrebet antisemitisme. ↩︎
- https://www.facebook.com/watch/?v=26655753660720624 ↩︎