Det starter ikke med de ekstreme udtalelser. Det starter med det, vi lader passere.
Jeg stødte for nylig på en kommentar fra en, jeg gik i folkeskole med. En person, jeg husker som helt almindelig. Ikke særlig politisk. Ikke særlig ekstrem. Kommentaren handlede om islam.
Om hvor meget han hadede det. Hvor “forfærdeligt” det var. Jeg blev ikke kun chokeret over, hvad han skrev. Men over, at han skrev det uden tøven. For noget er ved at rykke sig. Det er ikke blot et enkelttilfælde.
Læs også: Hvem definerer muslimer – og med hvilke ord?
Når man ser på udviklingen i den offentlige debat, er det svært at ignorere, at grænserne for, hvad man kan sige om muslimer, har rykket sig. Ikke nødvendigvis i retning af mere had, men i retning af større accept af det. Ifølge TrygFondens rapport ”Angreb og had i den offentlige debat på Facebook 2025” er 92 % af de hadefulde kommentarer med religiøst indhold rettet mod muslimer. Dette er ikke bare et tilfælde, det er en klar udvikling. Det er ikke kun et digitalt mønster. Det er en normalisering.
Ny Islamofobirapport: Tallene taler deres eget sprog
For nylig viste en video fra Aarhus en ung dreng råbe racistiske og højreorienterede udsagn i det offentlige. Episoden fik mange til at reagere, men kommentarerne viste også, hvor mange unge der så det som noget helt normalt og endda sjovt. Det er her, normaliseringen viser sig. For had opstår ikke pludseligt, men det opstår gradvist i det vi accepterer.
Tallene taler deres eget tydelige sprog i årsrapport om islamofobi i Danmark 2025, udarbejdet af Muslimernes Fællesråd, som peger på, at islamofobi i dag ikke kun kommer til udtryk som åbenlyst had. Rapporten beskriver en tendens, hvor fordomme ikke kun er åbenlyst had, men også som generaliseringer og gennem politiske forslag. Den fremhæver bl.a. hvordan politiske udtalelser og forslag gentagne gange kobler islam til samfundsproblemer, som dermed ikke blot stigmatiserer, men også er med til at fremme islamhad. Man begrunder samfundsproblemer med Islam.
Læs også: Sekularisme
Retorikken fra vores politikere forsvinder ikke når debatten slutter, men den siver ned i hverdagen. I kommentarspor. I samtaler. I skolegårde. På arbejde. Når det er overalt, føles det hurtigt som noget normalt.
Der ses også i rapportens konkrete eksempler. Den 18. juli 2025 trængte medlemmer af Generation Identitær ind på Imam Ali Moskeens område i København, hængte et banner med hadtale op fra moskeens tag og affyrede røde røgbomber, mens de råbte til forbipasserende. Kort efter, den 8. august 2025, blev den muslimske afdeling på Herstedvester Kirkegård udsat for hærværk, hvor 20 muslimske gravsten blev væltet og smadret.
Rapporten nævner også 18 indberetninger om jobsøgningsdiskrimination, 23 om islamofobiske tilråb eller øgenavne i offentligheden og ved sportsstævner, 4 om klistermærker på private hjem og 11 om klistermærker på valgplakater.
Det er ikke længere kun kommentarer på Facebook, men et udtryk for, at flere føler sig trygge nok til at omsætte deres had til handling. Det er moskeer, gravsteder, valgplakater og hjem der bliver ramt. Det betyder, at danske muslimer ikke kun skal forholde sig til hvad der bliver sagt om dem i debatten, men også til om deres moske, deres gravplads, deres arbejdsansøgning, deres hjem eller deres krop kan blive gjort til mål. Konsekvensen er ikke kun frygt. Det er omvendt integration. Et samfund, der konstant problematiserer en gruppe, kan ikke samtidig forvente, at den gruppe føler sig som en naturlig del af fællesskabet.
Læs også: Kriminalitet har rod i islam, når muslimer begår den
Når tilhørsforhold bliver mødt med mistanke, bliver afstand en logisk konsekvens.
Tryghed for dig, ikke for mig
Det bliver endnu tydeligere, når man ser på, hvem der rent faktisk får politisk opmærksomhed. Mette Frederiksen har flere gange været tydelig, når det gælder jøders tryghed i Danmark.[1] Hun har deltaget i højtideligheder, holdt taler og understreget, at jøder skal kunne leve frit og uden frygt.[2] Men den samme tydelighed mangler, når det gælder islamofobi.
For samtidig med at muslimske kvinder i København ifølge rapporten fortæller, at de føler sig utrygge i det offentlige rum, er der ikke den samme politiske tyngde bag deres oplevelser. Der er ikke de samme taler. Ikke de samme markeringer. Ikke den samme følelse af, at “det her er uacceptabelt”. Og det er ikke fordi problemet ikke findes. Det gør det. Det er dokumenteret. Det sker i det offentlige rum, i hverdagen, i Danmark.
Så spørgsmålet er egentlig ret simpelt: Hvorfor reagerer man ikke ens?
Læs også: Krig i Danmark – en krig mod minoriteter
Hvis budskabet er, at ingen skal leve i frygt på grund af deres religion, så burde det ikke afhænge af hvilken religion der er tale om. Det her handler ikke kun om, hvad der bliver sagt. Det handler om, hvad det gør ved et samfund over tid.
Når grænserne for, hvad man kan sige og gøre, langsomt bliver rykket, så ændrer det også ved, hvad vi accepterer. Ikke fra den ene dag til den anden, men lidt ad gangen.
Og det er måske det mest bekymrende. At det ikke længere føles som noget særligt.
[1] https://stm.dk/statsministeren/taler/statsminister-mette-frederiksens-tale-til-aarsdagen-for- krystalnatten-i-koebenhavn-den-9-november-2025/
[2] https://nyheder.tv2.dk/live/samfund/2023-10-14-hoejtidlighed-i-koebenhavns-synagoge/nu-taler- mette-frederiksen?entry=c382a5cb-8ffe-4c90-9e1b- 41415b02c42a#:~:text=Det%20J%C3%B8diske%20Samfund%20arrangerede%20en%20h%C3%B 8jtidelighed%20i,for%20ofrene%20for%20Hamas%20angreb%20l%C3%B8rdag%207.

