Af Ahmad Ghofran
Påstanden om, at muslimske kvinder ikke ønsker eller ikke søger religiøs vejledning i forbindelse med deres personlige og familiemæssige anliggender, er ikke blot misvisende, den er grundlæggende i strid med virkeligheden.
Når mennesker vælger at leve deres liv i overensstemmelse med islamiske normer og værdier ud fra egen overbevisning, er det både naturligt og legitimt, at de søger rådgivning, der tager afsæt i netop dette værdigrundlag. Det gælder mænd såvel som kvinder. Det gælder i dagligdagen, i trosudøvelse og i særligt sårbare situationer som ægteskabelige konflikter og skilsmisse.
Læs også: “Kriminelle migranter” som argument mod menneskerettigheder
Når et par indgår en islamisk vielse (nikah), er det ikke en kulturel formalitet, men en religiøs kontrakt. Derfor er det også helt logisk, at hvis ægteskabet bryder sammen, ønsker parterne og i særdeleshed mange kvinder, at få en islamisk skilsmisse behandlet ud fra islamiske principper om retfærdighed, ansvar, barmhjertighed og værdighed.
At fremstille dette ønske som udtryk for manipulation, social kontrol eller patriarkalsk undertrykkelse er i realiteten at underkende muslimske kvinders handlekraft og frie vilje.
Muslimer, der praktiserer deres tro, opsøger ikke religiøs vejledning, fordi de er tvunget, men fordi det giver mening for dem. De gør det, fordi de ønsker løsninger, der både tager højde for deres juridiske situation og deres religiøse overbevisning. At ignorere dette behov er ikke frigørende, det er formynderisk.
I Center for Dansk Islamisk Rådgivning, som er en del af Det Islamiske Trossamfund, har vi siden vores oprettelse arbejdet målrettet med netop dette: At tilbyde rådgivning og vejledning til dem, der ønsker og har behov for den. De, der ikke ønsker religiøs rådgivning, står fuldstændig frit til at søge andre steder. Det er et grundlæggende princip.
Det er derfor interessant, at Kefa Abu Ras i et debatindlæg i Jyllands-Posten hævder, at kvinder ikke har behov for eller ønsker disse skilsmisseråd.
Læs også: Vestens forestilling om islam som kvindeundertrykkende – første del
For over et år siden kontaktede Kefa Abu Ras mig personligt for at få hjælp i forbindelse med en skilsmissesag for en kvindelig borger. Der var ingen afstandtagen til religiøse instanser og den vigtige rolle, de spiller i at løse konkrete sociale problemstillinger for både mænd og kvinder.
Der var et konkret behov, og hun søgte den hjælp, hun vidste, kunne løse problemet. Den hjælp ydede vi naturligvis, og sagen blev håndteret på bedste vis, hvorefter den religiøse skilsmisse blev gennemført.
Efterfølgende viste det sig, at hun uden min viden havde optaget vores telefonsamtale og senere anvendt den i en artikel i Berlingske som led i en bredere fortælling, der havde til formål at problematisere netop de islamiske rådgivningsinstanser, hun selv havde gjort brug af.
Det rejser et helt legitimt spørgsmål:
Hvis islamiske institutioner er så uønskede, så problematiske og så irrelevante for kvinder, hvorfor blev de da opsøgt? Var hun tvunget til at tage kontakt til mig? Naturligvis ikke.
Her opstår en grundlæggende uoverensstemmelse mellem det, der siges offentligt, og det, der gøres i praksis.
Udadtil fremstilles det, som om muslimske kvinder fravælger religiøs vejledning. I virkeligheden opsøges den, fordi kvinderne selv er religiøse og ønsker en religiøs afslutning på deres ægteskab. Denne fordrejning af virkeligheden er ikke blot uærlig og hyklerisk, men direkte skadelig for de kvinder, man hævder at tale på vegne af.
Læs også: Liberté, Égalité, Fraternité
Kefa Abu Ras fremhæver ofte sit eget arbejde og organisationen Søstre mod vold og kontrol som et afgørende værn for kvinder. Det er legitimt at fremhæve sit arbejde. Men det er også nødvendigt at være ærlig om proportioner, metoder og effekt.
Den indsats, som islamiske autoriteter og imamer yder i arbejdet med skilsmisse, konflikthåndtering og familierådgivning, er omfattende, kontinuerlig og dybt forankret i lokalsamfundene. I Center for Dansk Islamisk Rådgivning hjælper vi i gennemsnit omkring 200 kvinder i skilsmissesager om året. Det sker uden millionbevillinger og i mange tilfælde baseret på frivilligt arbejde og en stærk ansvarsfølelse overfor samfundet.
Sammenlignet med dette er det relevant at spørge, om de organisationer, der kritiserer islamiske institutioner, reelt matcher den indsats, de kritiserer. Hvem hjælper egentlig flest kvinder? Hvem kæmper i praksis for retfærdighed? Og hvem gør en reel forskel?
Påstanden om, at islamiske institutioner ikke samarbejder med myndighederne, er ligeledes forfejlet. I praksis henviser vi ofte sager til Familieretshuset, politiet og andre relevante instanser, når der er juridiske forhold, der falder uden for vores kompetence. Der er ingen modsætning mellem religiøs rådgivning og retsstatens institutioner, tværtimod supplerer de hinanden, når det gøres ansvarligt.
Læs også: Et hjem uden struktur er et samfund uden fremtid
Hvis nogen oprigtigt ønsker at beskytte muslimske kvinder mod tvang, vold og uretfærdighed, bør de sætte sig ind i islams grundlæggende principper. Islam tillader ikke, at en kvinde fastholdes i et ægteskab mod sin vilje. Islam accepterer ikke vold, overgreb eller undertrykkelse. Retfærdighed er et bærende princip, og enhver form for uret skal bekæmpes. Dette er ikke en moderne tolkning, men en grundlæggende del af islamisk retsforståelse.
At fremstille islamiske rådgivningsinstanser som undertrykkende, patriarkalske og socialt kontrollerende er derfor ikke oplysende men direkte misvisende og i værste fald bevidst løgn. Det udstiller en ideologisk agenda fra visse organisationer, som af opportunistiske grunde ønsker at fremme deres egen position og relevans. Det skaber unødig polarisering og undergraver det tillidsarbejde, der dagligt udføres for at hjælpe nogle af samfundets mest udsatte og sårbare mennesker.
Hvis vi reelt ønsker at hjælpe kvinder, må vi respektere deres valg, også når disse valg inkluderer religiøs vejledning. Alt andet er ikke frigørelse, men en ny form for formynderi.
Imamerne er en del af løsningen
Imamerne og de islamiske institutioner udfører et essentielt og nødvendigt arbejde for det danske samfund. De løser samfundsproblematikker, som få andre er i stand til. Det kræver blot, at man lægger sit ego og ideologisk fanatisme til side og ser på dette med objektive briller. Det er nødvendigt at anerkende, at samfundet har brug for imamernes kompetencer og ekspertise, hvis man reelt set kerer sig om både mænds og kvinders rettigheder og velfærd.
Den seneste forskning viser tydeligt, hvordan myndighedspersoner ønsker et samarbejde med islamiske institutioner, men at den politiske diskurs i praksis begrænser dette samarbejde på trods af en klar erkendelse af, at det netop er her, en del af løsningen findes.
Læs også: Kan liberalismen tolerere islam?
Ja, der findes imamer, som ikke egner sig til dette arbejde, og som ikke efterlever islamiske principper i deres praksis. Det er beklageligt og skal ikke finde sted. Men de fleste imamer udfører et unikt og uundværligt stykke arbejde, som ingen andre kan.
Samtidig er imamens position på mange måder udsat. Der er ingen støtte, anerkendelse eller sikkerhed fra myndighederne. Imamer risikerer at blive udstillet af politikere, journalister eller involverede parter. Alligevel fortsætter arbejdet – fordi det er nødvendigt og fordi vi er drevet af en stærk samfundsfølelse og et kald om at hjælpe vores medmennesker.
Dette er den reelle indsats for mennesker, der lever i uretfærdige forhold. Der er ingen behov for store armbevægelser. Gud ser og hører alt, og i dette finder vi motivation og styrke til at fortsætte kampen for retfærdighed for alle.