Af Muzna Ammora
I den aktuelle debat fremstilles menneskerettighederne ofte som et historisk levn fra efterkrigstiden, ude af trit med nutidens sikkerhedsudfordringer. I denne fortælling figurerer “den kriminelle migrant” som det centrale problem: En figur, der angiveligt beskyttes af rettigheder på bekostning af ofre, nationale fællesskaber og statens handlekraft. Men denne argumentation hviler på en grundlæggende misforståelse af både menneskerettighedernes funktion og den politiske logik, hvori “kriminelle migranter” produceres som problem.
Læs også: Kan islam være løsningen på kriminalitet
Fra et postkolonialt perspektiv er det afgørende at forstå, at denne retorik ikke primært handler om kriminalitet, men om magt (Fanon 1967). 1
Racialisering og produktionen af “den farlige anden”
Når kriminalitet systematisk kobles til migration og herkomst, sker der en racialisering af sociale problemer. Migranten fremstilles ikke blot som en person, der har begået en forbrydelse, men som et symbol på moralsk afvigelse. Historisk har vi været vidner til, hvordan sådanne figurer produceres gennem diskurser, der adskiller “os” fra “dem”, mens Frantz Fanon (1967) har analyseret, hvordan koloniale magtforhold kropsliggør vold og kriminalitet i den racialiserede anden.
Kriminalitet forstås dermed ikke længere som en individuel handling, men som et kollektivt træk. Denne bevægelse er afgørende, fordi den muliggør, at rettigheder gøres betingede af identitet og tilhørsforhold snarere end af universelle retsprincipper. Dette er blot en fortsættelse af kolonial styring, hvor bestemte befolkningsgrupper placeres i en permanent zone af mistanke.
Den vestlige herskermentalitet
Denne diskurs imod den ikke-vestlige befolkning, herunder den ikke-vestlige mand, er ikke et nyt fænomen eller et nyopdaget “problem”. Det er her, den vestlige imperialistiske herskermentalitet bliver tydelig. Migranter, særligt mænd med ikke-vestlig baggrund, kritiseres ofte for at bringe en “herskermentalitet” eller patriarkalsk voldskultur med sig. Men paradokset er, at det netop er staten og dens politiske repræsentanter, der udøver en herskende magt ved at definere hele grupper som potentielt farlige og dermed mindre rettighedsværdige.
Læs også: Vestens forestilling om islam som kvindeundertrykkende
Richard C. Keller viser i Colonial Madness 2, hvordan franske koloniale myndigheder i Algeriet fremstillede algeriere som barbarer, løgnere, røvere og kriminelle, ikke som individuelle afvigere, men som en samlet befolkning præget af moralsk underlegenhed.
I den koloniale diskurs blev algerierne konstrueret som fundamentalt utroværdige og som en befolkningsgruppe, der ikke blev anset for at have retten til at være mennesker på lige fod med franskmændene. De havde ingen rettigheder. Det var ikke noget, man mente var nødvendigt for deres eksistens.
Denne fremstilling blev understøttet af kolonial psykiatri i Algeriet og fungerede som legitimation for systematisk vold og tortur. Fordi algerierne blev forstået som iboende farlige, kunne franskmændene fremstille deres egen undertrykkelse som nødvendig, rationel og civiliserende (Keller 2007). Den samme logik genfindes i nutidens figur om “den kriminelle migrant”. Når politikere konsekvent kobler migration til voldtægt og seksualforbrydelser, produceres ikke blot frygt for konkrete gerningsmænd, men en forestilling om, at visse kroppe aldrig kan være helt uskyldige. Hvis “den brune mand” altid potentielt er en voldtægtsmand, kan ingen i gruppen fortjene tillid eller rettigheder.
Dette er en post-kolonial måde at organisere mistillid på, og det er præcis den samme metode, vi vidner i vores samfund.
Migration som sikkerhedstrussel: Securitization i liberale demokratier
Johannes von Rosen analyserer i The Securitization of Migration as a Threat to Liberal, Democratic Societies,3 hvordan migration i stigende grad konstrueres som en eksistentiel trussel mod liberale demokratier, ikke blot mod statens territoriale grænser, men mod dens sociale sammenhængskraft og sikkerhed (von Rosen 2019). I denne proces forskydes migration fra et politisk og socialt anliggende til et sikkerhedspolitisk problem, hvor ekstraordinære indgreb fremstilles som nødvendige for at “beskytte demokratiet” og den vestlige borger.
Von Rosen peger på et grundlæggende paradoks i denne udvikling: I bestræbelserne på at beskytte det liberale demokrati bliver der taget politiske skridt, som i praksis svækker de værdier, demokratiet bygger på, herunder lighed for loven, retssikkerhed og universelle rettigheder.
Migration gøres til et spørgsmål om civilisatorisk selvforsvar, særligt når migranter forbindes med kriminalitet, seksuel vold eller manglende respekt for demokratiske værdier. I denne ramme fremstilles menneskerettigheder som naive eller forældede barrierer, der hindrer staten i at handle effektivt, og der konstrueres et falsk modsætningsforhold mellem sikkerhed og rettigheder.
Gentagen politisk italesættelse af migration som trussel skaber over tid offentlig accept af indgreb, som under normale omstændigheder ville fremstå uacceptable, herunder kollektiv mistænkeliggørelse og differentieret rettighedsbeskyttelse. Set i forlængelse af postkolonial kritik bliver det tydeligt, at denne “sikkerhedsdiskurs” ikke rammer alle grupper lige, men i særlig grad ikke-vestlige immigranter, ofte fra muslimsk dominerede lande. Securitization (sikkerhedsliggørelse, red.) fungerer her som en nutidig videreførelse af kolonial styring, hvor bestemte befolkningsgrupper fremstilles som iboende risici, hvis blotte tilstedeværelse kræver kontrol.
Læs også: Sproget som våben
Kritikken bliver således; Hvordan kan et liberalt demokrati, der hævder at være progressivt og rettighedsbaseret, samtidig fastholde en politisk diskurs, der i mødet med ikke-vestlige borgere er forankret i koloniale forståelsesformer?
Når menneskerettigheder fremstilles som forældede, er det værd at stille sig kritisk og spørge: Forældede i forhold til hvad? Hurtigere udvisninger, mindre retssikkerhed og større statslig handlefrihed uden proportionalitet? Hvis svaret er ja, er problemet ikke menneskerettighederne, men vores villighed til at genaktivere en kolonial herskerlogik, hvor nogle menneskers rettigheder altid kan sættes i parentes.
- Fanon, F. (1967). Black Skin, White Masks. New York: Grove Press. ↩︎
- Keller, R. C. (2007). Colonial Madness: Psychiatry in French North Africa. Chicago: University of Chicago Press. ↩︎
- von Rosen, J. (2019). The Securitization of Migration as a Threat to Liberal, Democratic Societies. Cham: Springer. ↩︎