“Det er nogle problemer, der knytter sig specifikt til de lande, hvor langt hovedparten har én specifik religion,« siger statsministeren.(…) konklusionen er, at der er en overrepræsentation på noget, der er meget forkert, fra især mænd fra ikke-vestlige lande.´´ Hvorfor tror du?“Jeg er ikke stærk nok i Koranen til at vurdere, hvad der specifikt gør det. Jeg kan bare konstatere, at det er sådan, det forholder sig. Og det er ikke kun i Danmark.´´1
Således sagde Mette Frederiksen d. 18. november 2024, i et interview til Jyllands Posten, med henvisning til, at kriminalitetsniveauet blandt mandlige, ikke-vestlige indvandrere og efterkommere fra de såkaldte MENAPT-lande i 2023 blev målt til at være hhv. 2,5 og 3,5 gange højere end gennemsnittet for mænd i befolkningen. Selvom hun imellem citaterne også siger at; “man kan ikke oversætte det til, at fordi du er muslim, så begår du kriminalitet. Eller fordi du er muslim, så slår du dine børn´´2, så spekulerer hun trods alt åbentlyst i, at det må have noget med deres muslimske kulturbaggrund at gøre. Svaret må ligge et eller andet sted i Koranen, insinuerer hun.
Det er desværre langt fra første gang, at enkelte muslimers kriminelle handlinger kædes direkte sammen med deres islamiske baggrund, men intet kunne dog være længere fra sandheden. Den kriminalitet, der begås af muslimske unge, og alle mulige andre for den sags skyld, står uden undtagelser i diametral modsætning til islams etik. Narkotikahandel, tyveri, vold, drab og voldtægt med videre, som eksempler på nogle af de kriminalitetsformer man ikke er bleg for at kæde sammen med muslimer, er ganske enkelt strengt forbudt i islam. Deres religiøse tilhørsforhold burde altså ikke være årsagen til deres kriminalitet, men derimod afskrække dem. Dertil er det især organiseret bandekriminalitet, der kædes sammen med muslimer, og som har ledt til en voldsom stigmatisering af unge mænd med indvandrerbaggrund. Man bruger vendinger som klanmentalitet, i et retorisk forsøg på at give kriminaliteten eksotiske konnotationer, og således årsagsforklare kriminaliteten med deres ophav, men bandernes foretagende er ligeledes den diametrale modsætning til islams lærdom. Organiseret bande-/gruppekriminalitet har eksisteret i Vesten længe før de uciviliserede beduinklaner kom til. Det er altså tydeligt, at de organiserede kriminelle ikke henter deres inspiration i islam. Så hvis de ikke gør det, hvor stammer det så fra?
Bandekriminalitet har ikke rod i islam
Organiseret kriminalitet er ikke noget, indvandrere har taget med sig, men i høj grad en kultur, man har adopteret i Vesten. I flere årtier har vestlig (læs: amerikansk) populærkultur, især film- og musikindustrien, forherliget og gjort det cool at være kriminel. Samtidig præges det liberale samfund af en hedonistisk nyttemoral, der fremprovokerer, at nogle mennesker vil gå rigtig langt for at opnå det gode liv, i sekulær kontekst; maksimal nydelse i det verdslige liv. Det er der desværre nok mange unge, inklusivt muslimer, der faldet for. Især i mindre bemidlede demografiske områder, hvor man i øvrigt har haft for vane at indhuse muslimske flygtninge. Dertil har der været en voldsom stigmatisering af unge indvandrere grundet et mindretals kriminelle handlinger. Både af medier og politikere, men det er også en kendsgerning, at myndighederne foretager en etnisk profilering, og rent anekdotisk kan man spørge en ung mellemøstlig eller afrikansk udseende mand, hvor ofte han er blevet stoppet af politiet. Man kan spørge sig selv, hvad det vil gøre ved en ung mand, hvis han konstant får at vide, at hans blotte tilstedeværelse er utryghedsskabende, og at han hele tiden møder verden med den byrde på skuldrene? Der er ydermere en enorm uligevægt i fokuset på den kriminelle indvandrer. Det lader til, at man har glemt, at der før indvandrerbander, allerede var rockere, og før dem læderjakkerne. Allesammen til dels importerede fænomener, men altså ikke fra Mellemøsten. Så hvorfor er det overhovedet vigtigt at associere dem med islam? Man betegner ikke andre kriminelle med deres livssyn. Vi læser ikke om kristne rockere eller ateistiske voldtægtsforbrydere?
Sandheden om politikerne og meningsdannere
Sandheden er desværre nok, at politikerne og meningsdannere er ganske klare over, at kriminaliteten ikke har noget med den kriminelles muslimske baggrund at gøre. Men det er man fløjtende ligeglad med. Alting, der kan presses ind i deres islamfjendske narrativ, skal presses ind, om så det er løgn. For nyligt kom det frem, at hændelsen med Inger Støjberg der mente, at hun på motorvejen, af to indvandrere, blev forsøgt presset ud i autoværnet, og som statsministeren kaldte ‘et angreb på demokratiet’, i virkeligheden var det pure opspind. I virkeligheden var der tale om to klaphatte, der kørte virkelig råddent, og som bagefter undskyldte, afslører politirapporten. Hvis man kan lyve om det, hvor der endda er vidner, hvad kan man så ikke lyve om? Man er overdrevent optaget af de negative historier om muslimer, og sandheden skal hele tiden modificeres i henhold til deres agenda.
Man kommer i snakken om muslimers kriminalitet, ikke uden om at runde kriminalstatistikkerne. Kritikere mener, at visse fløjes udlægning af statistikken er uretvisende, med det formål at underbygge egne politiske holdninger. Udover at man fuldstændig undlader at forholde sig kritisk til de forskellige biases der kan ligge til grund for det statistiske materiale, udlægger man data, så der gives det mest skræmmende billede.
Enattention bias manifesteres allerede i den etniske profilering, der hersker før en sigtelse, der kan være med til at skævvride data. Ikke vestlige unge sigtes oftere, uden at det leder til en egentlig dom. Ifølge Institut for Menneskerettigheder3 er sandsynligheden for at blive sigtet uden det leder til en fældende dom 45 og 67 procent højere for hhv. indvandrere og efterkommere. Man skal ikke være særligt fantasifuld for at se at ovenstående kunne have en indflydelse på repræsentationen i tallene. Dertil bor ikke vestlige indvandrere i højere grad, steder hvor der er en højere kriminalitetsrate4. Confirmation bias kommer til udtryk når man tilpasser og udlægger tallene ift. hvad man vil bekræfte. Man kan med statistik, tilpasse og udlægge tallene på den måde, der passer bedst ind i ens narrativ. Hjarn von Zernichow Borberg kommer i bogen Nydansk (2020)5, med et eksempel. I 2013 blev 1,2 procent af danskere (svarende til ca. 50.000) og 2,7 procent af nydanskere (svarende til ca. 8300) i 2013 dømt for kriminalitet. Tager man procentdelen af nydanskere, som andel indenfor egen gruppe, er det over dobbelt så meget som danskere, og man kunne hurtigt konkludere at nydanskere er over dobbelt så kriminelle som danskere. Men ser man de absolutte tal, vardanskere seks gange så kriminelle som nydanskere. De samme tal, men to forskellige måder at udlægge dem. En anden og mere positiv måde at udlægge data på, kunne være at sige; 98,8 % af danskere og 97,3 % af nydanskere ikke blev dømt for kriminalitet, og således fokusere på det positive, men så tjener statistikken ikke længere den ønskede fortælling. Det betyder ikke at den lille procentdel nydanskere, som ifølge statistikken, som andel inden for egen gruppe er mere kriminelle end danskere, er vigtig og noget man skal kunne tale om. Det handler om det komplet uproportionale narrativ, man optegner, fordi langt størstedelen, i begge grupper, ikke er kriminelle.
Med alt det sagt, er det ganske rigtigt, at der, uden at gøre problemer større end det er, er for mange muslimer involveret i kriminalitet. Det har vi ikke noget problem med at erkende. Det er heller ikke et urimeligt krav at stille til personer, der lige er kommet til landet, at de skal holde sig inden for landets love og rammer. Problemet er den konsekvente sammenkobling mellem muslimer og kriminalitet. Således er kriminelle muslimer i virkeligheden en lige så stor belastning for muslimerne som for det resterende samfund, hvis ikke større. For det første styrker de, de islamkritiske røsters ammunition, og giver anledning til en endnu større stigmatisering af den menige muslim. Men ligeledes frygter vi, at det har en afskrækkende effekt, og at ikke-muslimer i mindre grad vil undersøge sandheden om islam.
Islam er ikke problemet
Så islam opfordrer på intet tidspunkt til nogen form for kriminalitet. Læser man de islamiske tekster og den islamiske tradition finder man hurtigt ud af, at den islamiske vejledning lægger vægt på ærlighed, ydmyghed, gode manerer og respekt. Ligeledes at holde sig væk fra alt, der ved guddommelig befaling er skadeligt for samfundet og for mennesket. Derfor er det tankevækkende, når meningsdannere og medier konstant forsøger at tegne billedet af, at islam er problemet. Hvis man reelt vil løse kriminalitetsproblemet, bør man samarbejde med moskeer og andre muslimer frem for at skabe mere had og splitte samfundets borgere.
- https://jyllands-posten.dk/politik/ECE17635417/mette-frederiksen-advarer-efter-jpmaaling-blandt-muslimer-samfundets-sammenhaengskraft-er-paa-spil/ ↩︎
- https://jyllands-posten.dk/politik/ECE17635417/mette-frederiksen-advarer-efter-jpmaaling-blandt-muslimer-samfundets-sammenhaengskraft-er-paa-spil/ ↩︎
- https://menneskeret.dk/files/media/document/Etnisk%20profilering%20kvantitativ%20analyse.pdf ↩︎
- https://www.information.dk/debat/2020/09/stol-paa-tal-faar-minoritetsetniske-unge-fremstaa-langt-mere-kriminelle ↩︎
- https://solidaritet.dk/statistik-designet-til-muslim-bashing/ ↩︎