Denne artikel er en del af en serie, der undersøger islams rationelle grundlag og spørgsmålet om dens sandhed.
I den første artikel undersøgte vi spørgsmålet: Findes der en Gud? Og med bevarelsen af dette opstår et nyt spørgsmål:
Hvad ønsker denne skaber fra os?
Gennem historien har forskellige religioner og skrifter hævdet en forbindelse til Gud. Men en påstand om guddommelig forbindelse ikke i sig selv et bevis. Hvis en bog hævder at være Guds åbenbaring til menneskeheden, må vi kunne undersøge denne påstand rationelt: Hvordan skelner vi mellem menneskers egne ord og en bog, der faktisk er åbenbaret af Gud?
Som minimum bør en sådan bog opfylde fire grundlæggende kriterier:
1. Den skal selv hævde at være åbenbaret af Gud.
2. Den skal være bevaret, så vi kan vide, at det, vi har i dag, er den samme åbenbaring, som oprindeligt blev overleveret.
3. Den må ikke indeholde egentlige indre modsigelser.
4. Den skal indeholde beviser på sin guddommelige oprindelse – altså noget, der giver os grund til at tilskrive den Gud frem for et menneske.
De første tre kriterier er nødvendige, men ikke tilstrækkelige. Et menneske kunne i princippet skrive en bog, hævde, at den var fra Gud, undgå modsigelser og sørge for, at den blev bevaret uændret.
Men det ville stadig blot være en bog.
Læs også: Findes der en Gud?
Hvis vi skal konkludere, at en bog virkelig er åbenbaret af Gud, må der derfor også være noget ved den, som giver os grund til at tro på dens guddommelige oprindelse.
Lad os anvende disse fire kriterier på Koranen.
1. Hævder Koranen selv at være åbenbaret af Gud?
Det første kriterium er det mest grundlæggende.
Før vi overhovedet undersøger, om en bog er åbenbaret af Gud, må den selv fremsætte denne påstand. Ellers forsøger vi at bevise noget om den, som den ikke engang hævder om sig selv.
Koranen er meget tydelig på dette punkt. Den præsenterer sig ikke som Profeten Muhammads ﷺ egne tanker eller som menneskelige ord inspireret af Gud. Den hævder at være Guds ord, åbenbaret til Profeten Muhammad ﷺ:
“Åbenbaringen af denne Bog (Koranen) er fra Allah (Gud), den Almægtige, den Alvise.”
(Koranen 39:1)
Koranens påstand er således tydelig.
2. Er Koranen bevaret?
Hvis Gud har åbenbaret en bog som vejledning til menneskeheden, er det afgørende, at den også er blevet bevaret. Ellers kan vi ikke vide, om det, vi undersøger i dag, faktisk er den oprindelige åbenbaring.
Koranen blev bevaret på to parallelle måder: mundtligt og skriftligt.
Læs også: Troen på Gud er naturlig
Allerede mens Profeten Muhammad ﷺ levede, blev Koranen memoriseret og reciteret af hans ledsagere, samtidig med at åbenbaringen blev nedskrevet. Denne mundtlige overlevering fortsatte fra generation til generation og eksisterer stadig i dag. Millioner af muslimer verden over har i dag memoriseret hele Koranen udenad.
Samtidig findes der meget tidlige skriftlige vidnesbyrd. Et af de mest kendte er Birmingham-manuskriptet. Pergamentet er dateret til ca. 568–645 e.Kr. med 95,4 % sandsynlighed og ligger dermed tidsmæssigt helt tæt på Profeten Muhammads ﷺ egen levetid.
Vi står derfor ikke med en åbenbaring, der først dukker op flere hundrede år senere uden forbindelse til sin oprindelse. Koranen har både en meget tidlig skriftlig historie og en kontinuerlig mundtlig overlevering på det arabiske originalsprog.
Det betyder, at når vi nu undersøger Koranens indhold, undersøger vi ikke en senere rekonstruktion, men den åbenbaring, der er blevet overleveret fra Profeten Muhammads ﷺ tid.
3. Indeholder Koranen modsigelser?
Det tredje kriterium følger af de egenskaber, en Skaber nødvendigvis må have. Hvis Gud er Skaberen af alt og kilden til al viden, kan Hans viden ikke være begrænset eller mangelfuld. En alvidende og fuldkommen Gud kan derfor ikke tage fejl eller modsige sig selv. Hans ord kan heller ikke indeholde udsagn, der reelt modsiger hinanden.
Koranen fremsætter selv dette som en prøve:
“Reflekterer de da ikke over Koranen? Havde den været fra andre end Allah (Gud), ville de have fundet mange modsigelser i den.”
(Koranen 4:82)
Det er en bemærkelsesværdig udfordring. Koranen beder ikke læseren om at ignorere spørgsmål eller undgå kritisk undersøgelse. Tværtimod opfordrer den mennesket til at reflektere over Koranen og undersøge dens budskab.
Læs også: Når muslimer tager sagen i egen hånd
Koranen blev desuden åbenbaret gradvist over omkring 23 år og under vidt forskellige omstændigheder – på forskellige tidspunkter, i forskellige situationer og om vidt forskellige emner. Alligevel finder man ingen indre modsigelser i Koranen. Tværtimod fastholder den et konsekvent og sammenhængende budskab om Gud, mennesket, tilbedelse, moral, ansvar og det kommende liv.
Koranen modsiger ikke sig selv, og dens udsagn modsiges heller ikke af den virkelighed, vi kan observere og efterprøve.
Men heller ikke fraværet af modsigelser er i sig selv nok. En menneskeskabt bog kan være sammenhængende.
Det bringer os til det afgørende fjerde kriterium.
4. Hvilke beviser er der for, at Koranen er fra Gud?
Indtil nu har Koranen opfyldt de tre første kriterier. Men det er stadig ikke nok. En bog kan være velbevaret og sammenhængende uden at være Guds ord.
Det afgørende spørgsmål er derfor:
Hvad findes der i Koranen, som giver os grund til at tro, at den er fra Gud?
Hvis Koranen ikke er fra Gud, må dens indhold have en menneskelig forklaring. Hvis Profeten Muhammad ﷺ selv var ophavsmanden, måtte det, vi finder i Koranen, kunne forklares ud fra den viden, de kilder og de muligheder, han havde adgang til i det 7. århundredes Arabien.
Men hvad hvis Koranen indeholder viden, som et menneske på den tid ikke kunne have haft adgang til?
Så bliver spørgsmålet ikke blot, hvad Koranen siger, men hvilken forklaring der bedst gør rede for dens ophav.
Læs også: Krig i Danmark – en krig mod minoriteter
Koranen indeholder ikke blot ét enkelt bevis, men mange forskellige beviser på tværs af flere områder – sproglige, historiske, naturvidenskabelige og dens viden om fremtidige begivenheder.
Inden for hver af disse kategorier findes der igen en række eksempler, som tilsammen peger mod Koranens egen forklaring på sit ophav: at den er åbenbaret af Gud.
Det følgende er kun et lille udvalg. Hver af disse kategorier rummer langt flere eksempler, end vi kan gennemgå i én artikel. Formålet er derfor ikke at fremlægge dem alle, men at vise nogle få eksempler fra forskellige områder og dermed illustrere, hvorfor det samlede billede peger på en Alvidende Gud som Koranens ophav.
Et sprogligt værk uden sidestykke
Koranen blev åbenbaret blandt et folk, der mestrede det arabiske sprog på sit højeste. Poesi, veltalenhed og retorik var områder, hvor araberne udmærkede sig, og de beherskede sprogets fineste nuancer. Det var netop til dette sprogligt højtstående folk, at Allah (Gud) fremsatte en direkte udfordring:
“Og hvis I er i tvivl om det, Vi har sendt ned til Vores tjener, så frembring en surah (kapitel) magen til den …”
(Koranen 2:23)
Koranen er hverken almindelig prosa eller traditionel arabisk poesi. Den har sin egen særlige sproglige form, rytme, struktur og retoriske kraft.
Koranens særegne sprog, retorik og komposition er gennem århundreder blevet studeret som iʿjāz al-Qurʾān – Koranens uefterlignelighed.
Hvis Koranen blot var et menneskes ord, burde andre mennesker også kunne frembringe noget tilsvarende. Det er netop, hvad Allah udfordrer mennesket til.
Udfordringen er blot at frembringe én surah (ét kapitel), der kan måle sig med Koranen – og Koranens korteste surah består kun af tre vers.
Allah erklærer derefter:
“Men hvis I ikke gør det – og I vil aldrig kunne gøre det …”
(Koranen 2:24)
Allah fremsætter altså ikke blot udfordringen, men erklærer på forhånd, at mennesket aldrig vil kunne imødekomme den.
Læs også: Tvangskristningen af Danmark
Mennesker har gennem tiden forsøgt at efterligne Koranen, men ingen har formået at imødekomme udfordringen. Og i dag har mennesket større sproglige ressourcer end nogensinde før: århundreders forskning i det arabiske sprog, enorme mængder litteratur og avanceret kunstig intelligens.
Mere end 1.400 år senere er udfordringen stadig den samme:
Frembring blot én surah magen til den.
Koranens udfordring står den dag i dag – stadig umødt.
Viden om den naturlige verden
Koranen indeholder også bemærkelsesværdige udsagn om den naturlige verden. Det interessante er ikke blot, hvad den siger, men hvornår det blev sagt: i det 7. århundrede, længe før teleskoper og moderne teknologi gjorde det muligt at observere og undersøge universet, som vi kan i dag.
Koranen beskriver solen og månen som bevægende himmellegemer:
“Og Han er Den, der skabte natten og dagen og solen og månen – hver især svømmer i sin bane.”
(Koranen 21:33)
Og om solen:
“Og solen bevæger sig mod sit fastsatte bestemmelsessted. Det er Den Almægtiges, Den Alvidendes bestemmelse.”
(Koranen 36:38)
I dag ved vi, at solen ikke er statisk, men bevæger sig gennem Mælkevejen og kredser om galaksens centrum. Det er ikke en bevægelse, man kan erkende blot ved at se op på himlen med det blotte øje.
Læs også: Forbundet med noget større
Koranen beskriver også himlen som noget, der udvides:
“Og himlen byggede Vi med styrke, og sandelig, Vi udvider den.”
(Koranen 51:47)
Universets udvidelse kan heller ikke observeres med det blotte øje. Først i det 20. århundrede gjorde moderne astronomi og kraftige teleskoper det muligt at observere fjerne galakser og opdage, at universet udvider sig – blandt andet gennem Edwin Hubbles berømte observationer.
Et andet eksempel er Koranens beskrivelse af bjergene:
“Har Vi ikke gjort jorden til et leje og bjergene til pløkker?”
(Koranen 78:6–7)
Det arabiske ord awtād betyder pæle eller pløkker. Beskrivelsen er bemærkelsesværdig, fordi det, vi ser af et bjerg over jordoverfladen, kun er en del af dets struktur. Moderne geologi viser, at store bjergkæder kan have dybe rødder i jordskorpen – et fænomen forbundet med isostasi.
Og dette er blot nogle få eksempler blandt mange. Koranen er ikke en lærebog i astronomi eller geologi. Pointen er, at den i det 7. århundrede beskrev forhold i den naturlige verden, som mennesket først langt senere fik teknologien til at undersøge og afdække.
Viden om fortiden
Koranen indeholder også viden om mennesker og civilisationer fra en fjern fortid.
Et eksempel er Farao, som Koranen beskriver som en hersker, der ophøjede sig selv og hævdede, at han var gud:
“Jeg er jeres Herre, Den Højeste.”
(Koranen 79:24)
Et andet sted siger han:
“O høvdinge! Jeg kender ingen anden gud for jer end mig.”
(Koranen 28:38)
Denne enormt vigtige detalje – at Farao hævdede at være gud – findes ikke i Bibelens fortælling om Moses. Og det er ikke en lille eller ubetydelig detalje. At en hersker gør krav på guddommelighed siger noget helt grundlæggende om hans position, magt og selvforståelse.
Læs også: Kan liberalismen tolerere islam?
Profeten Muhammad ﷺ levede mere end tusind år efter det faraoniske Egypten, på et tidspunkt hvor kundskaben om at læse de egyptiske hieroglyffer for længst var gået tabt. Først med fundet af Rosettestenen i 1799 blev det igen muligt at afkode hieroglyfferne og få adgang til oldtidens egyptiske tekster.
Det, moderne egyptologi siden har afdækket, viser, at faraonisk kongemagt havde en guddommelig karakter.
Koranen ramte altså plet igen: Den beskrev en central side af Faraos magt og selvophøjelse fra en civilisation, hvis egne skrifter ikke længere kunne læses på Profeten Muhammads ﷺ tid – og som mennesket først mange århundreder senere igen fik adgang til gennem de gamle egyptiske kilder.
Viden om fremtiden
Mennesker kender ikke fremtiden. Alligevel fortæller Koranen om begivenheder, der endnu ikke var sket – nogle gange med konkrete personer eller folk, udfald og tidsrammer.
Et markant eksempel findes i Sūrah al-Rūm. Det Byzantinske Rige havde lidt knusende nederlag til Perserriget, mistet store territorier og vigtige byer, heriblandt Jerusalem, en af kristendommens helligste byer, og befandt sig i en dyb krise.
Midt i denne situation erklærede Allah (Gud):
“Romerne er blevet besejret i det nærmeste land. Men efter deres nederlag vil de sejre inden for nogle få år.”
(Koranen 30:2–4)
Det arabiske udtryk biḍʿi sinīn betegner mellem tre og ni år.
Det var altså ikke en vag udtalelse om en fjern fremtid. Allah angav, hvem der ville vende nederlag til sejr, og satte en konkret tidsramme på det – netop mens udviklingen pegede i den modsatte retning.
Romerne var alvorligt svækkede, og alt pegede på fortsat tilbagegang. Men Koranen sagde det modsatte: Romerne ville vende udviklingen og sejre. Og inden for den angivne tidsramme skete netop det.
Læs også: Når muslimer tager sagen i egen hånd
Koranen ramte altså ikke blot udfaldet, men også tidsrammen.
Og dette er blot ét eksempel. Koranen indeholder flere udsagn om fremtidige begivenheder, der senere fandt sted; her ser vi kun på ét af dem.
Når beviserne samles
Det afgørende er ikke ét enkelt eksempel, men det samlede billede. Det, vi har set her, er kun et lille udvalg fra flere kategorier, der hver rummer langt flere eksempler.
Koranen står med en sproglig udfordring, som mere end 1.400 år senere fortsat er umødt. Den beskriver forhold i den naturlige verden, som mennesket først langt senere fik teknologien til at undersøge. Den indeholder viden om civilisationer fra en fjern fortid og fortæller om begivenheder, der endnu lå i fremtiden – og som siden fandt sted.
Alt dette findes i én og samme Koran, åbenbaret gradvist gennem omkring 23 år i det 7. århundredes Arabien.
Hvad fortæller det os om Koranens ophav?
Hvis Koranen er åbenbaret af den Alvidende Gud, som den selv hævder, giver det samlede billede mening. Guds viden er ikke begrænset af tid, sted eller menneskets adgang til information. Han kender den verden, Han selv har skabt. Han kender fortiden, nutiden og fremtiden. Og Han tager ikke fejl.
Læs også: Arven efter Kant og Hegel i “islamdebatten”
Og det er netop det billede, vi finder i Koranen. På tværs af vidt forskellige områder peger beviserne mod den samme konklusion: Koranen er ikke et produkt af den begrænsede menneskelige viden, der var tilgængelig i det 7. århundredes Arabien. Den peger på det ophav, den selv erklærer – den Alvidende Gud.
Koranen siger:
“Åbenbaringen af denne Bog (Koranen) er fra Allah (Gud), den Almægtige, den Alvise.”
(Koranen 39:1)
Det er den påstand, vi begyndte med. Nu har vi set, hvorfor der er grund til at tro, at den er sand.
Men beviserne stopper ikke ved Koranen. Profeten Muhammad ﷺ fremsatte selv konkrete udsagn om fremtidige begivenheder, profetier, som senere fandt sted. Profetens ﷺ profetier udgør endnu et område af beviser for hans påstand om at være Guds sendebud.
Det er det, vi skal se nærmere på i den næste artikel.