Muslimske kvinders frihed – eller den påståede mangel på samme – er endnu engang blevet genstand for offentlig bekymring, politisk omsorg og moralske formaninger.
I et nyligt debatindlæg “Kvinder vil ikke have religiøse råd – de vil have deres frihed”, bragt i Jyllands-Posten den 18. januar 2026, argumenteres der for, at muslimske kvinder grundlæggende ikke ønsker religiøse autoriteter involveret i deres liv, særligt ikke i forbindelse med skilsmisse. Ifølge indlægget opsøger muslimske kvinder imamer og religiøse råd udelukkende af nød – som en konsekvens af tvang, negativ social kontrol og patriarkalske strukturer – og aldrig som et frit valg.
Debatindlægget afviser samtidig forskningsbaserede undersøgelser, der peger på, at der kan eksistere en form for efterspørgsel efter religiøse instanser i forbindelse med skilsmisse. En sådan forståelse fremstilles som farlig, fordi den angiveligt flytter ansvaret fra religiøse autoriteter over på kvinderne selv.
Men i denne afvisning forsvinder et centralt aspekt: at nogle kvinder netop opsøger islamisk skilsmisse aktivt og frivilligt, fordi de anser sig selv som muslimer og ønsker at handle religiøst korrekt. Dette ønske anerkendes ikke som et valg, men affejes som resultat af tvang, internaliseret undertrykkelse eller falsk bevidsthed.
Læs også: Muslimske kvinder opsøger religiøs rådgivning – også når nogen påstår det modsatte
Dermed indtager kritikken en paternalistisk position, hvor kvinders egne udsagn om deres motivation ikke tages alvorligt: De anerkendes som ofre – men ikke som handlende subjekter. Konklusionen bliver, at frihed ikke må forhandles i religiøse rum, men udelukkende garanteres af staten og af sekulær lovgivning.
Debatindlægget afviser i beskyttelsens og ligestillingens sprog enhver religiøs ramme som udtryk for tvang og præsenterer sig samtidig som et forsvar for universelle liberale værdier. Men netop her opstår et grundlæggende problem. For i forsøget på at beskytte et segment af kvinder, der lever i reelt skadelige og kontrollerende miljøer, sker der noget mere vidtrækkende: Et konkret problem universaliseres, og hele muslimske livsformer gøres mistænkelige.
At kritisere denne generalisering er ikke at benægte tvang eller overgreb, men at insistere på proportionalitet og at nægte, at sådanne erfaringer gøres til den dominerende forklaringsramme for muslimske kvinders handlinger. Når beskyttelse på den måde ophøjes til forklaringsprincip, bliver den samtidig et moralsk frikort – et argument, der fritager for at tage pluralisme, agens og forskellighed alvorligt.
Det er her, en liberal hikke afsløres: Frihed fungerer som moralsk slagord snarere end som princip. Den hyldes abstrakt, men nægtes konkret, når den antager en religiøs form.
Denne forskydning bliver særligt tydelig i brugen af begrebet ”negativ social kontrol”. Et reelt og alvorligt problem, men i den aktuelle debat – såvel som i tidligere – løsrives den fra sin konkrete kontekst og ophøjes til en generel forklaring på muslimsk livsførelse. Dermed bliver begrebet ikke blot beskrivende, men normativt styrende for, hvordan muslimske kvinders handlinger overhovedet kan forstås.
Læs også: Vestens forestilling om islam som kvindeundertrykkende – første del
Herfra bruges det som afsæt for stadigt mere vidtrækkende konklusioner om islam, muslimske fællesskaber og muslimske kvinders evne til at handle frit.
Det er en klassisk slippery-slope logik forklædt som omsorg – en argumentationsform, vi ikke godtager andre steder i samfundet.
Når unge i Danmark drikker sig bevidstløse, udsættes for massivt gruppepres og risikoadfærd, fører det ikke til et opgør med ungdomskultur som sådan. Når alkohol spiller en veldokumenteret rolle i vold, ulykker og seksuelle overgreb, diskuteres forebyggelse, ansvar og grænser – ikke alkoholkulturens legitimitet som livsform.
Tilsvarende gælder, når danske kvinder udsættes for vold og seksuelle overgreb i nære relationer. Her bruges problemerne til at styrke rettigheder, støtteordninger og retssikkerhed. De bruges ikke til at betvivle kvinders dømmekraft generelt, til at mistænkeliggøre heteroseksuelle relationer som sådan eller til at problematisere den liberale livsførelse – forstået som de sociale og kulturelle rammer, der betragtes som legitime, også når alvorlige overgreb finder sted inden for dem.
Problemer behandles som problemer – ikke som beviser.
Men i mødet med muslimer sker der noget andet. Her universaliseres undtagelsen. Erfaringer fra kvinder, der lever i voldelige eller stærkt kontrollerende miljøer, gøres repræsentative for muslimske kvinder som sådan. Religiøs praksis bliver mistænkelig i sig selv, og ønsket om at leve religiøst tolkes ikke som et valg, men som et symptom på tvang, patriarkalske magtstrukturer og internaliseret undertrykkelse.
Læs også: Simone de Beauvoirs arv i nutidens debat om moderskab
I debatindlægget fremstilles derfor enhver kontakt med religiøse instanser som udtryk for tvang. Kritikken rettes også mod forskningsbaserede undersøgelser, der forsøger at forklare, hvordan religiøse råd og praksisser opstår – ikke fordi disse undersøgelser legitimerer religiøs magt, men fordi de anerkender kvinders handlinger som andet og mere end rene nødreaktioner. Forklaring behandles dermed som en ansvarsfralæggelse, netop fordi den udfordrer forestillingen om, at kvinders valg udelukkende kan forstås som resultat af patriarkalsk tvang.
Men denne forståelse af kvinders handlinger hviler på en sjældent udtalt grundantagelse: at frihed opstår i samme øjeblik, religiøse rammer forsvinder, og at magt først bliver problematisk, når den er religiøs. I bestræbelsen på at afskaffe det, der betegnes som tvang og magt, ender man imidlertid med selv at udøve magt. Magtudøvelsen forsvinder ikke, men flyttes – fra det religiøse til det sekulære – og forklædes som neutral omsorg og beskyttelse.
Det er ikke en neutral analyse, men en ideologisk forestilling, hvor et bestemt verdenssyn hævdes som frigørende og universelt, samtidig med at dets egen autoritet forbliver uvedkendt. Paradokset består i, at magt netop dér bliver usynlig, hvor den opfattes som legitim, nødvendig og hævet over kritik. Det bliver særligt tydeligt, når man sammenholder denne forståelse med, hvordan regulering fungerer i et sekulært retssamfund som det danske.
I Danmark kan man f.eks. ikke blot ”forlade” et ægteskab efter eget forgodtbefindende. Opløsningen sker gennem statsligt fastlagte processer: separation, skilsmisse, refleksionsperioder og juridiske afgørelser om økonomi og børn. Staten fungerer således som gatekeeper for ægteskabets ophør – og netop denne regulering opfattes som et udtryk for retssikkerhed. Det er denne forskel i fortolkning – ikke i reguleringens eksistens – der er afgørende.
Læs også: Kan islam være løsningen på kriminalitet?
Når regulering udøves af staten, opfattes den som beskyttelse. Når regulering udøves i religiøse rammer, betegnes den som undertrykkelse. Men reguleringen er til stede i begge tilfælde. Forskellen er ikke fraværet af magt, men hvilke magtformer vi kulturelt accepterer som legitime.
Det er i forlængelse af denne legitimitetslogik, at kritikken af såkaldte parallelle instanser opstår.
Kritikken rettes ofte mod, at der opstår parallelle instanser, som regulerer ægteskab uden om statens myndighed. Argumentet lyder på, at sådanne instanser udfordrer gældende lov eller fastholder mennesker i ufrivillige relationer. Men det ændrer ikke ved et grundlæggende forhold: Staten har aldrig haft monopol på de sociale, religiøse og moralske betydninger, som ægteskab rummer. At disse betydninger håndteres i religiøse eller kulturelle rum gør dem ikke automatisk illegitime. Spørgsmålet er derfor ikke, om der findes sideløbende normsystemer – det gør der i alle samfund – men derimod hvordan de udøver magt, over hvem, og med hvilket ansvar?
Når denne institutionelle kompleksitet overses, får det direkte konsekvenser for, hvordan kvinders handlinger forstås.
I den aktuelle debat reduceres muslimske kvinders handlinger til nødreaktioner. Men for mange kvinder handler kontakten med religiøse instanser ikke kun om tvang, men også om et aktivt ønske om at leve deres liv i overensstemmelse med islam. Dette ønske forsvinder ikke, fordi det kolliderer med et sekulært frihedsideal. Og det bliver ikke mindre legitimt, fordi det udtrykkes i religiøse termer.
At ville leve religiøst og samtidig kræve retfærdighed, ligebehandling og mulighed for at forlade et ægteskab er ikke en selvmodsigelse. Det er et udtryk for, at ”frihed” ikke er ens for alle – og ikke kun kan reduceres til en afstandtagen fra religion.
Netop denne forskellighed i, hvordan frihed forstås og praktiseres, rejser spørgsmålet om, hvordan autoritet udøves og legitimeres og hvorfor nogle former for autoritet accepteres, mens andre på forhånd mistænkeliggøres.
Læs også: Et hjem uden struktur er et samfund uden fremtid
Islam hævder åbent sin autoritet. Den gør krav på at definere normer, værdier og rammer for et liv levet i overensstemmelse med Gud. Det kan kritiseres – men det er i det mindste et eksplicit og ærligt magtkrav. Sekularismen hævder derimod ikke autoritet, men individuel frihed. Den fremstiller sig selv som neutral, frigørende og ikke-normativ. Netop derfor bliver dens paternalisme vanskeligere at få øje på.
Når sekulære aktører i frihedens navn begynder at definere, hvilke valg der kan anerkendes som frie – og hvilke der må forklares som resultat af frygt, social kontrol eller falsk bevidsthed – udøver de autoritet uden at vedkende sig den. Det er sekulær paternalisme: magt, der skjuler sig bag frihedens sprog.
Når kvinders religiøse orientering konsekvent tolkes som tegn på tvang, reduceres deres handlinger til symptomer på undertrykkelse – også dér, hvor der reelt er tale om et aktivt, religiøst tilvalg. Dermed fratages kvinder ikke blot retten til at blive taget på ordet, men også deres egen agens som handlende subjekter. Det er ikke en styrkelse af kvinders frihed, men en ny form for umyndiggørelse.
Denne umyndiggørelse udspringer af en snæver, negativ frihedsforståelse, hvor frihed reduceres til fraværet af bestemte normer frem for evnen til at handle meningsfuldt inden for dem.
Men er frihed virkelig blot fravær af rammer? Eller består frihed snarere i muligheden for at handle, forhandle og forlade relationer inden for de rammer, man ikke nødvendigvis selv har valgt fra begyndelsen, men som man kan tage stilling til, udfordre og bevæge sig inden for – hvad enten de er religiøse eller sekulære. Ingen lever trods alt uden rammer; forskellen mellem frihed og ufrihed ligger i, om mennesker har reel mulighed for at udøve deres handlekraft inden for dem. Spørgsmålet er derfor ikke, om der findes instanser, der regulerer skilsmisse. Det gør der altid. Spørgsmålet er, hvorfor vi kun problematiserer regulering, når den er religiøs – og samtidig bruger konkrete overgreb og kontrol i enkelte miljøer til at delegitimere hele muslimske livsformer?
Hvis frihed kun anerkendes, når den udøves på flertallets præmisser, er den ikke universel. Den er betinget.
Læs også: Når Østen gøres til den ‘Anden’
Påstanden i den kritiserede debat er, at kvinder kun opsøger religiøse autoriteter af nød – ikke som et frit valg. Det er netop denne reduktion, der fortjener modsigelse.
Kritikere vil hævde, at ovenstående kan tolkes som et forsvar for religiøst magtmisbrug. I virkeligheden er det en blotlæggelse af en sekulær offentlighed, der i frihedens navn udøver magt uden at vedkende sig den.
Når muslimske kvinders valg systematisk forklares som resultat af tvang, er det ikke for at beskytte dem, men for at neutralisere det ubehag, deres agens skaber i et ekkokammer, hvor frihed kun anerkendes, når den er genkendelig, ufarlig og kulturelt kompatibel.
Det er her, liberalismen mister sin påståede universalitet. Ikke fordi den møder modstand, men fordi den afsløres som betinget og ude af stand til at rumme valg, der ikke kan oversættes til dens egen selvforståelse.
Det er ikke muslimske kvinders frihed, der er under pres i denne debat – det er derimod liberalismens forestilling om sig selv.