I den seneste uge har der udspillet sig en offentlig debat om muslimske elevers liv på landets gymnasier. Debatten blev udløst af en kampagne fra Hizb ut-Tahrir, som opfordrer muslimske gymnasieelever til at holde fast i deres islamiske identitet og støtte hinanden i at efterleve Islam. Debatten kom imidlertid hurtigt til at handle mindre om disse opfordringer og mere om organisationen bag dem.
Det blev tydeligt i Deadline-debatten mellem Rasmus Stoklund og Elias Lamrabet. Afsenderens øvrige politiske og islamiske holdninger blev gentagne gange trukket ind, og samtalen blev dermed flyttet fra kampagnens konkrete indhold til en række andre og mere kontroversielle spørgsmål.
Det er en effektiv debatteknik. Når politikerne først har placeret afsenderen i kategorien “ekstrem”, kan betegnelsen overføres til budskabet, uden at de behøver at påvise, hvad der er ekstremt ved selve indholdet. Afsenderen kommer dermed til at fungere som argument.
Det skal kort anerkendes, at Elias Lamrabet håndterede den vanskelige debat roligt og overbevisende. Mere centralt var det imidlertid, at Stoklund havde vanskeligt ved at levere en substantiel begrundelse for sin kritik af kampagnens konkrete opfordringer. Hvad er ekstremt ved, at muslimske elever fastholder deres islamiske værdier og minder hinanden om deres ansvar over for Allah? Og hvornår bliver frivillig påmindelse og vejledning til negativ social kontrol? Der kom ikke klare svar. I stedet blev budskabet igen koblet til afsenderens øvrige holdninger.
Denne indramning må ses i lyset af Socialdemokratiets politiske interesser. Partiet har gennem en årrække søgt at fremstå som en stærk aktør i den stramme udlændinge- og integrationspolitik og dermed fastholde vælgere, som ellers kunne søge længere mod højre. Samtidig kan debatten skabe grundlag for yderligere indgreb på gymnasierne. Før nye stramninger kan fremstilles som nødvendige, må der etableres en opfattelse af, at der findes et alvorligt problem, som kræver politisk handling.
Udviklingen er allerede synlig. Vi har gentagne gange set politiske forslag om at forbyde bederum på uddannelsesinstitutioner og en vedvarende problematisering af muslimske kvinders tørklæde og andre synlige islamiske praksisser. Stoklunds indramning følger den samme politiske logik: Når muslimske elevers indbyrdes islamiske påvirkning forbindes med ekstremisme og social kontrol, kan påstande om tvang, trusler og chikane bruges til at mistænkeliggøre almindelig islamisk formaning og fællesskab. Dermed skabes der grundlag for at gå endnu længere – både retorisk, ved at stemple flere islamiske praksisser som ekstreme, og juridisk, gennem nye begrænsninger og forbud.
Det mest vidtrækkende er derfor ikke politikernes forsøg på at fremstille en bestemt organisation som ekstrem. Det afgørende er, at denne kategorisering får lov til at smitte af på opfordringen til at holde fast i Islam og støtte andre muslimer i det gode. Dermed isoleres en almen islamisk praksis som noget, der kun tilhører en lille gruppe, mens grænsen for acceptabel Islam på gymnasierne gradvist indsnævres.
En sag, der angår alle muslimer
Det er derfor afgørende at skelne mellem afsenderen og budskabets konkrete indhold. Man behøver ikke at tilslutte sig en bestemt organisation eller dens øvrige holdninger for at anerkende, at opfordringen til at holde fast i Islam og støtte andre muslimer i det gode er en del af den fælles islamiske tradition.
Princippet om at påbyde det rette og forbyde det forkastelige – al-amr bil-maʿrūf wa-n-nahy ʿan al-munkar – går igen i Koranen og Sunnah og anerkendes på tværs af de islamiske retsskoler. De lærde har diskuteret, hvordan princippet skal praktiseres, hvilke betingelser der gælder, og hvilket ansvar der påhviler den enkelte. Men der er ikke uenighed om selve princippet: Muslimer har et ansvar for at støtte hinanden i det gode, advare hinanden mod det forbudte og hjælpe hinanden med at fastholde Islam.
Allah gør ikke blot dette til en opgave for enkelte muslimer, men til en definerende egenskab ved det muslimske fællesskab:
“I er det bedste fællesskab, der er frembragt for menneskene. I påbyder det rette, forbyder det forkastelige og tror på Allah.”
(Āl ʿImrān 3:110)
Et muslimsk fællesskab, der ikke længere formaner, vejleder og støtter sine medlemmer i det gode, mister derfor en afgørende del af sin beskyttelse. Hvis de kommende generationer skal fastholde Islam, kan dette ansvar ikke undværes. De unge formes ikke alene gennem formel undervisning, men også gennem de påmindelser, forventninger og den omsorg, som eksisterer mellem muslimer i hverdagen.
De grundlæggende budskaber, som den aktuelle kampagne tager op, er derfor ikke særlige for en lille gruppe. At muslimske unge bør værne om deres islamiske identitet, lade Islam forme deres valg og minde hinanden om deres ansvar over for Allah, er almen islamisk praksis.
Netop derfor angår debatten hele det muslimske fællesskab. Hvis sådanne principper får lov til at blive isoleret som “ekstreme”, er det ikke kun én organisation, der rammes. Det påvirker alle moskéer, foreninger, forældre og unge, som ønsker, at Islam fortsat skal være en levende overbevisning og praksis – også uden for hjemmet og moskéen.
Det interne arbejde kan ikke stå alene
Der foregår allerede et vigtigt arbejde i mange moskéer, foreninger og muslimske miljøer. Unge undervises, vejledes og opfordres til at fastholde deres islamiske værdier. Dette arbejde skal anerkendes og styrkes. Men når almindelige islamiske principper udfordres i offentligheden, kan det interne arbejde ikke stå alene.
Den offentlige debat når langt ud over den enkelte moské og forening. Den påvirker den danske befolknings opfattelse af Islam, læreres og skoleledelsers møde med muslimske elever og de politiske rammer, som fremtidens islamiske praksis skal eksistere indenfor. Samtidig når den de mange muslimske unge, som ikke regelmæssigt kommer i en moské eller er tilknyttet en islamisk forening.
Det bør derfor give anledning til eftertanke, at muslimske moskéer, foreninger og ungdomsorganisationer ikke i højere grad har gjort det klart, at de centrale principper i denne debat er fælles islamiske principper. Det handler ikke om at forsvare en bestemt organisation, men om at forhindre, at almindelig islamisk praksis bliver isoleret som noget ekstremt og fremmed for størstedelen af muslimerne.
Tavsheden kan have forståelige forklaringer. Nogle frygter måske selv at blive sat i bås eller mødt med politiske og mediemæssige repressalier. Andre ønsker ikke at blive forbundet med en organisation, som de har forskelle med. Men uanset årsagen kan tavsheden få den konsekvens, at den politiske fremstilling får lov til at stå uimodsagt.
Det interne arbejde styrker de unge, som vi allerede når. Men det kan ikke alene korrigere de forestillinger om Islam, som skabes i den brede offentlige debat, og som også påvirker de unge, vi endnu ikke når. Når påvirkningen er offentlig og rammer bredt, må en del af svaret derfor også være offentligt og bredt.
Forskelle må ikke føre til tavshed
Der har historisk altid eksisteret uenigheder blandt muslimske lærde og forskelle mellem muslimske miljøer. De har haft forskellige vurderinger, arbejdsmetoder og prioriteringer, og sådanne forskelle vil også eksistere fremover. Enhed har aldrig betydet, at alle muslimer skal mene det samme om ethvert spørgsmål.
Men forskellene må ikke forhindre os i at støtte hinanden i det, der er godt og fælles. Allah siger:
“Hjælp hinanden i fromhed og gudsfrygt, men hjælp ikke hinanden i synd og fjendskab.”
(Al-Mā’idah 5:2)
At støtte en rigtig handling eller et islamisk princip betyder ikke, at man tilslutter sig alt, hvad en bestemt person, forening eller bevægelse står for. Det betyder blot, at man anerkender det rette som ret og ikke lader forskelle på andre områder stå i vejen for at forsvare noget, der angår hele det muslimske fællesskab.
Vi må derfor hverken tie af frygt for repressalier og for selv at blive placeret i kategorien “ekstreme” eller af modvilje mod dem, der på andre områder har andre vurderinger end os. Hvis frygten for at blive sat i bås forhindrer os i at forsvare fælles islamiske principper, overlader vi den offentlige definition af disse principper til deres kritikere.
Det betyder ikke, at alle moskéer og foreninger skal tale med én fælles stemme eller udsende en fælles erklæring. De kan reagere hver for sig, med deres egne ord og ud fra deres egne traditioner og arbejdsformer. Flere selvstændige muslimske stemmer kan netop tydeliggøre, at disse principper ikke tilhører én bestemt gruppe, men har en bred forankring blandt muslimer.
Vi behøver derfor ikke tale med én stemme, men vi bør tale højt og åbent om det, der angår os alle.
Konsekvenserne bæres af ungdommen
Den alvorligste konsekvens af denne debat vedrører ikke en bestemt organisation, men de muslimske unge, som debatten hævder at ville beskytte. Hvis opfordringen til at holde fast i Islam isoleres som et ekstremt budskab, der kun tilhører en lille gruppe, kan det påvirke en hel generations forståelse af deres religion.
Unge muslimer kan gradvist få det indtryk, at det er yderligtgående at lade Islam sætte grænser for deres handlinger. At det er mistænkeligt at minde en muslimsk ven om Allah. At omsorg er kontrol, formaning er pres, og islamisk standhaftighed er ekstremisme. Den eneste Islam, der accepteres uden modstand, bliver dermed en privat identitet, som ikke må få synlige konsekvenser for den unges valg, relationer og livsførelse.
Den unge kan samtidig efterlades med en oplevelse af at skulle vælge mellem sin islamiske overbevisning og gymnasiets sociale fællesskab. Hvis muslimske stemmer forholder sig tavse, mens almindelig islamisk praksis marginaliseres, kan tavsheden opfattes som en indirekte bekræftelse af den politiske fremstilling. Den enkelte elev efterlades dermed alene med et pres, som i virkeligheden bør bæres af fællesskabet.
På længere sigt risikerer grænsen for “acceptabel Islam” at blive flyttet. Først forbindes bestemte praksisser med en gruppe, som politikerne betegner som ekstrem. Derefter mødes muslimske unge selv med mistænkeliggørelse, når de praktiserer dem. Til sidst kan de unge begynde at betragte dele af deres egen religion som fremmede, problematiske eller skamfulde.
Derfor er dette ikke en perifer debat om én kampagne eller én organisation. Det er en debat om, hvorvidt kommende generationer skal kunne bevare Islam som en levende overbevisning, der former deres handlinger og valg, eller om Islam gradvist skal reduceres til en privat identitet uden praktiske konsekvenser.
Ansvaret kan ikke bæres af én moské, forening eller bevægelse alene. Vi behøver ikke ophæve vores forskelle eller tale med én stemme. Men vi må hver især tage ansvar for at gøre det klart, at det at holde fast i Islam, støtte hinanden i det gode og minde hinanden om Allah ikke er ekstremisme. Det er en del af den religion og det fællesskab, som vi ønsker at give videre til de kommende generationer.