Det kunne man i hvert fald tro, når man ser, hvor meget tid politikere og medier bruger på at diskutere muslimers håndtryk og kønsopdelte svømning. Som om det er her, Danmarks største udfordringer findes – og ikke i seksuelle krænkelser, mistrivsel blandt unge, ensomhed og familier, der kæmper for at hænge sammen.
Shariasvømning
Lad os få klarlagt det her nye begreb, der er dukket op: “shariasvømning”.
Sharia har i samfundet fået tillagt en betydning, der associeres med noget farligt, noget ekstremt og noget, der forbindes med dødsstraf og stening. Sharia er faktisk al lovgivning fra Allah. Ja, islam har et straffesystem, som har til formål at beskytte samfundet og sikre retfærdighed. Det er vigtigt, men udgør kun en lille del af åbenbaringen. Alligevel er det næsten altid det eneste, sharia bliver forbundet med. Ingen taler om, at sharia også er vejledningen om at være god mod sine naboer, sine familier og sine forældre. Det indebærer, hvordan man har gode manerer, hvordan man klæder sig anstændigt, hvordan man handler retfærdigt, og hvordan mennesket bør leve i overensstemmelse med den Gud, der har skabt os og kender os bedst.
Det er sharia. Sharia er altså ikke noget farligt. Tværtimod. Studerer man den med et åbent hjerte og et sind, der er renset for fordomme og forhåndsantagelser, vil man opdage, at den er bygget på retfærdighed, barmhjertighed og visdom. Den er i overensstemmelse med menneskets fitrah (natur) – den natur, som Gud har skabt os med – og dens formål er at lede mennesket til det, der gavner det i dette liv og det næste.
Læs også: Når tilpasning bliver ensidigt
Der findes således ikke noget begreb, der hedder “shariasvømning”. Det er klart, at det i islam er forbudt, at mænd og kvinder, der kan have lyst til hinanden og i princippet kan ægte hinanden, svømmer sammen under forhold, hvor blufærdigheden tilsidesættes. Det er en del af den sharia – altså den lovgivning og vejledning, som Gud har nedsendt til os.
Det samme gør sig gældende med håndtrykket. Det er fra Guds visdom, at to personer, der kan føle tiltrækning til hinanden, ikke har unødvendig fysisk kontakt. Åbenbaringen rummer barmhjertighed, godhed, disciplin, spiritualitet, mening, regler og meget andet. Den er ikke kommet for at gøre livet svært for os, men for at beskytte os og lede os.
Er kønsopdelt svømning problemet – eller er det, at det er muslimer, der gør det?
Det, jeg ikke forstår, er, hvorfor det kun bliver et problem, når det handler om muslimer. Hvor længe vil politikere og medier fortsætte med at føre symbolpolitiske kampe mod muslimer, som fredeligt ønsker at leve i overensstemmelse med sin tro? Vi har jo netop fastlagt, at sharia ikke er farligt – hverken for kvinden, for manden eller for samfundet. Hvis muslimer, der lever efter deres tro, ikke selv oplever sharia som noget farligt, hvorfor er andre så så optagede af at overbevise dem om, at det er? Hvad er det egentlig, man forsøger at redde dem fra? Tværtimod følger muslimer blot en barmhjertig åbenbaring, der rummer retfærdighed, anstændighed, ansvar og omsorg for andre mennesker. Mange af de værdier, som sharia fremmer, er værdier, vi som samfund allerede hylder.
Læs også: Retorikkens barske konsekvenser
Så hvad er det egentlig, man forsøger at bekæmpe? Er det kønsopdelt svømning? Er det håndtrykket? Eller er problemet i virkeligheden, at det er muslimer, der vælger det?
Undertrykkelse af kvindens blufærdighed
Hvorfor er jeg som kvinde – uagtet min religiøse baggrund – tvunget til at røre ved en anden mand? Hvorfor skal jeg nødvendigvis svømme sammen med mænd?
For mig personligt handler det først og fremmest om min tro. Jeg ønsker ikke at svømme sammen med mænd, og jeg har ikke lyst til at røre ved dem gennem et håndtryk for den sags skyld.
For mange andre kvinder handler kønsopdelt svømning om et frirum, et safe space og en vis blufærdighed, der ligger i kvindens natur. En blufærdighed, som samfundet konstant forsøger at undertrykke og negligere. Spørger man generelt ud i samfundet, er det meget tydeligt, at mange kvinder foretrækker at svømme med andre kvinder. Mange kvinder ønsker at træne med andre kvinder. Efter MeToo så vil flere fitnesscentre indføre kvinderum med henvisning til tryghed og trivsel. Der blev klappet ad det og det blev betragtet som progressivt.
Når muslimser ønsker præcis det samme, bliver det pludselig et tegn på ‘det mørke islamiske kvindesyn’. Hvis ikke-muslimske kvinder ønsker kvindefællesskaber, er det empowerment. Hvis muslimske kvinder ønsker kvindefællesskaber, er det mørkt og farligt.
Hvordan giver det mening?
Det understøtter bare pointen: Det er ikke handlingen, der er problemet. Det er, at det er muslimer, der gør det. Den primære grund til, at jeg vælger kønsopdelt svømning og ikke at give hånd, er, at jeg tror på Gud og dermed tror på alt det, Gud har befalet og åbenbaret. Men lad os for argumentets skyld sige, at jeg ikke var muslim: Jeg nægter at tro på, at jeg automatisk ville have lyst til at blotte mig i en svømmehal med mænd. Eller at jeg ville give min hånd til alle mulige forskellige mænd. Jeg har hørt flere ikke-muslimer sige præcis det samme.
Læs også: Den liberale refleks: Når sekularisme bliver paternalisme
Hvis man stadig synes, det er et problem, når ikke-muslimer ikke vil give hånd, kun vil træne med kvinder eller ønsker kønsopdelt svømning, så kan man eventuelt spørge sig selv: Hvorfor er der et behov og efterspørgsel for de her rum for ikke-religiøse kvinder? Hvorfor er der så mange kvinder, der føler sig mere trygge blandt andre kvinder? Hvorfor efterspørger kvinderum og kvindehold? Er det bare religion – eller siger det noget om det samfund, vi lever i?
Måske er det i virkeligheden et symptom på et samfund, hvor kvinder i stigende grad føler sig seksualiserede, eksponerede og utrygge blandt fremmede mænd. Måske er det dér, det egentlige problem ligger – hvis man absolut skal have et problem med kønsopdeling.
Når man har gravet sig frem til roden af problemet, kan man jo overveje, om islam tilbyder en forebyggende løsning. Islam forsøger ikke blot at håndtere konsekvenserne, men at forebygge dem gennem blufærdighed, klare grænser og respekt mellem kønnene. Lad mænd og kvinder svømme adskilt. Lad være med at røre ved fremmede mænd eller mænd, man kan ægte sig med. Bevar blufærdigheden og respekten for grænser. Jeg tror heller ikke på, at kvinder, der er i kontakt med deres natur, deres morale og deres blufærdighed, nødvendigvis har lyst til at blotte sig foran fremmede mænd eller have fysisk kontakt med dem. Og hvis nogle kvinder ønsker det, udelukker det ene så det andet? Hvorfor må andre kvinder ikke vælge anderledes og vælge anstændighed?
Argumentet er hele tiden det samme: “Det handler om danske værdier.”
Læs også: Social eller statslig kontrol af muslimsk ungdomsliv?
Værdier er dynamiske. De ændrer sig hele tiden. Det, der var en værdi for 20 år siden, er ikke nødvendigvis en værdi i dag. Det er ikke et argument for at lovgive og forbyde. Der er intet særligt rationelt eller visdomsfuldt i at gøre tidens trends til målestok for rigtigt og forkert.
Løser det Danmarks reelle problemer at forbyde kønsopdelt svømning?
Hvis alle mænd og kvinder svømmede sammen og gav hånd på kryds og tværs – har vi så løst de reelle problemer i samfundet? Tror vi, at samfundet bliver et bedre sted? Vil kvinder føle sig tryggere? Har vi løst problemet med seksuelle krænkelser og overgreb? Har vi gjort op med den udbredte seksualisering af kvinder og piger, som blandt andet kapitaliseringen og kommercialiseringen af kvinden medvirker til? Har vi fået færre unge, der kæmper med ensomhed, mistrivsel og psykiske udfordringer? Har vi styrket familierne, mindsket skilsmisserne eller skabt mere nærvær mellem forældre og børn? Eller har vi gennem håndtryk og svømning blot gjort fredelige muslimers livsførelse til endnu et symbolpolitisk projekt
Er det ideelle samfund i virkeligheden ikke et samfund, hvor mennesker trives, og hvor der er plads til forskellige grænser og forskellige måder at leve anstændigt på – og hvor man tager fat om de reelle problemer.
Læs også: Det, der før blev hvisket, siges nu højt
Derfor er jeg også overbevist om, at den ideelle lovgivning og det ideelle samfund er baseret på Guddommelig åbenbaring frem for menneskers omskiftelige præferencer. Det mest paradoksale er måske, at et samfund, der taler så meget om diversitet, tolerance og retten til selv at definere sit eget liv, har så svært ved at acceptere det, når muslimske kvinder gør netop det.
Måske er der nogle, der har et problem med, at nogle kvinder stadig insisterer på at lade Gud – og ikke tidens normer – definere deres grænser.