I morgen, den 10. oktober, er det World Mental Health Day, og for to dage siden var det den 7. oktober, som er treårsdagen for den dag, hvor verden ændrede sig, og ikke nødvendigvis mod det bedre. Der har siden den 7. oktober været et større fokus på muslimer kommet til udtryk i form af fysiske og verbale angreb, diskrimination, racisme og islamofobi.
En ny undersøgelse viser, at hver anden ikke-vestlig indvandrer eller efterkommer oplever diskrimination. Seks ud af ti har oplevet fornærmende sprog eller nedværdigende vittigheder. Halvdelen har oplevet at blive behandlet dårligt på grund af deres baggrund. Næsten hver tredje har det seneste år prøvet at blive nægtet adgang til eksempelvis en taxa eller en svømmehal. Lidt over hver tiende er blevet spyttet på, slået eller skubbet. Alt sammen på grund af deres etniske baggrund. Altså kan 47% af ikke-vestlige indvandrere og efterkommere i Danmark berette, at de oplever diskrimination.
Hvor dette bør vække enorm bekymring, vælger udlændinge- og integrationsminister Morten Bødskov i stedet at fokusere på, hvad der gør os forskellige, og igen bekræfte, hvorfor de her høje tal eksisterer i det hele taget, ved endnu en gang at problematisere den her minoritetsgruppe. I et interview med Politiken anerkender han, at der er en udfordring: “Vi har en udfordring, når så mange unge med anden etnisk baggrund oplever, at de bliver diskrimineret.” Men så snart interviewet fortsætter, begynder han at skabe et billede, hvor han blandt andet kalder minoriteterne for hyklere, og at de skal “se indad”. Det er med andre ord minoriteternes egen skyld, at de bliver diskrimineret. De kunne jo bare lade være med at have en mørkere pigmentering eller hedde Fatimah eller Muhammad.
Ministeren bliver spurgt af journalisten, om ikke han, inklusiv de øvrige politikere, har et medansvar i forhold til den retorik, de bruger om denne minoritetsgruppe, hvilket ministeren afviser. Igen bliver han adspurgt, men han afviser igen, at han er medskyldig. I stedet for at fokusere på det klare problem foran ham, kommer det store “men”, fordi han vil understrege, at der findes problemer i disse samfund, og at han anser dem som værende hyklere, ved at komme med et eksempel om deres holdninger til LGBT+-personer. På en eller anden måde får han sat fokus på, hvad der problematiserer den her minoritetsgruppe, frem for det reelle problem, det handler om. De snakker om en handlingsplan mod racisme. Men når mennesker som ham står for de her handlingsplaner, så er det ikke underligt, at det er den “udvikling”, der sker i dagens Danmark.
Ministeren siger, at “der ikke skal være noget, der står i vejen for, at man kan få succes og fremgang i det danske samfund.” Men der er netop noget, der står i vejen. Fx. viser undersøgelser fra Institut for Menneskerettigheder, at hijabbærende kvinder skal sende 60% flere jobansøgninger end etnisk danske kvinder for at blive indkaldt til samtale. I 2019 blev det afsløret, at danske jobcentre brugte algoritmer til at profilere ledige ud fra blandt andet etnisk oprindelse. Så de har allerede tabt kampen, før de overhovedet har fået lov til at give det et forsøg. I et samfund, der prædiker om trivsel og lige muligheder for alle, er det langt fra alle, der mærker effekten af disse ord.
Hvornår er man god nok?
Senest har Socialdemokratiet fået ny udlændingeordfører, Thomas Skriver, som har svaret klart ja til, at han mener, at 300.000 muslimer i Danmark er for mange. Vi ser, at man førhen har talt om andenetniske ved at bruge mere generelle, mindre “ekskluderende” begreber og termer. Men nu bruger man decideret ordet “muslimer” og ekskluderer denne religiøse minoritet. Man kan nu udtale sig om, at der er for mange muslimer i Danmark. Og udtalelser som dem, Inger Støjberg er kommet med, om, at der ikke findes nogen god muslim på en ungdomsuddannelse. Alt dette peger mod “remigration”, hvor det førhen var “assimilation”. Vi ser altså, hvordan grænserne for, hvad der er rigtigt og forkert, ændrer sig. Hvad vi førhen anså som værende uacceptabelt, er nu en del af den normale retorik. Vi ser en normalisering af racisme, diskrimination og islamofobi i Danmark. Grænserne er konstant rykkende. Og det går i hvert fald ikke den rigtige vej. Ministeren snakker om “mentale parallelsamfund”. Men hvad med at spørge: Hvem er de skyldige i disse parallelsamfund?
Læs også: Vestens dogmer må ikke diskuteres
Og i forbindelse med, at det er World Mental Health Day i morgen, er det værd at kigge på, hvad denne konstante ekskludering, problematisering og mangel på et integreret syn på minoritetsgruppen gør ved dem. Hvorfor opstår disse “mentale parallelsamfund”, som ministeren blandt mange problematiserer, frem for at forstå roden af? De ser et problem og peger stolt finger frem for at række en hånd ud.
Hvad gør det ved et menneske at blive mødt af den samme mistænkeliggørelse igen og igen?
Jeg vil bruge et udtryk, som jeg synes beskriver det meget godt: gæstefølelsen i eget hjem. Som boende i eget hjem har du selv kontrollen. Men som gæst kan du ikke ændre på inventaret. Du er bundet til andre, og måske er det netop sådan, det kan føles. Du bor her, er født her, arbejder her, studerer her, betaler skat her mm. Men alligevel kan du igen og igen blive mødt med spørgsmålet om, hvorvidt du egentlig hører til.
Spørgsmålet er derfor ikke kun, om enkelte udtalelser, mediehistorier eller politiske beslutninger er rimelige. Spørgsmålet er også, hvad det konstante pres og den gentagne mistænkeliggørelse gør ved mennesker over tid. For nogle skaber det vrede. For andre skam. Nogle forsøger at blive så uproblematiske som muligt, mens andre føler, at de hele tiden skal være ekstra dygtige, ekstra høflige og ekstra perfekte for at bevise, at fordommene om dem er forkerte. Hvilket gør, at de faktisk falder dybere; et psykologisk fænomen kaldet stereotypitrussel, hvor en person risikerer at underperforme eller fejle, fordi de er bange for at bekræfte en negativ stereotyp om en gruppe, de tilhører.
Læs også: Som muslim underkaster jeg mig Gud, ikke samfundets omskiftelige normer
Og ellers er man bare aldrig god nok. For hvis man fejler, er det et tegn på noget større. Hvis man lykkes, er man undtagelsen. Hvis man er vred, er man aggressiv. Hvis man er stille, er man passiv. Hvis man trækker sig, er man uintegreret. Hvordan skal man overhovedet vinde i det spil?
Vi har et systematisk problem, der systematisk ødelægger menneskers liv og muligheder for et godt og lige liv. Det gør mennesker syge. Konstant mistænkeliggørelse gør noget for selvværdet. Konstant diskrimination gør noget ved selvtilliden. Og aldrig at være en del af fællesskabet, altid en “os” og “dem” mentalitet, gør noget for hjemfølelsen, nemlig “andetgørelse”, som er en social proces, hvor en dominerende gruppe udstøder eller definerer en anden gruppe som “de andre” eller forkerte i forhold til det normale flertal. Konsekvensen af denne “os” og “dem”-mentalitet er marginalisering, forskelsbehandling og umenneskeliggørelse.
Ønsker politikerne reelt at styrke sammenhængskraften i samfundet?
En rapport om trivslen for minoritetsetniske ansatte viser, at 74,7% siger, at det påvirker deres generelle trivsel på arbejdspladsen at blive udsat for diskrimination i form af fordomme, kommentarer og ”jokes”. Denne påvirkning kan udmunde i det, der kaldes etnisk minoritetsstress, som er et særligt forhøjet stressniveau og pres, som mennesker med etnisk minoritetsbaggrund oplever på grund af fordomme, diskrimination og mistænkeliggørelse i samfundet.
Læs også: Hvem vurderer, hvor meget “muslimsk” en muslim må være?
Mental sundhed handler ikke kun om det enkelte menneske. Det handler også om det samfund, mennesket lever i. Er individet påvirket, påvirkes samfundet og ingen vinder. Så at skade én minortietsgruppe, at skade ét organ i kroppen, jamen så er hele mennesket syg. Og hvis vi virkelig vil forstå de “mentale parallelsamfund”, er vi også nødt til at spørge, hvad der skaber dem. For mennesker kan ikke føle sig som en del af et fællesskab, hvis fællesskabet konstant minder dem om, at de ikke er det. Hvis vi oprigtigt ønsker at skabe et samfund, hvor alle kan trives og føle sig hjemme, kræver det, at vi faktisk ønsker at løse det problem, vi står med; ikke at fortsætte med at pege på minoriteten som problemet og dermed gøre kløften større.

