Da Francis Fukuyama for mere end 30 år siden udgav værket ”The End of History and the Last Man”, fremsatte han en af efterkrigstidens mest selvsikre politiske teser. Med Sovjetunionens sammenbrud stod det liberale demokrati nu tilbage uden en nævneværdig ideologisk konkurrent. Ingen anden styreform kunne længere med samme troværdighed hævde at repræsentere et højere trin i menneskehedens politiske udvikling, og dermed kunne det liberale demokrati udgøre historiens endestation.
Med disse store armbevægelser fulgte også en betydelig selvforherligelse. Man havde trods alt formået at skabe en politisk orden, hvor der var plads til sameksistens på tværs af forskellige livssyn og livsformer. I modsætning til Sovjetunionen og Østblokkens kommunistiske etpartistater byggede den ikke på politisk ensretning, men på en stat, hvis fornemste opgave var at sikre alle borgere de samme grundlæggende frihedsrettigheder.
Den danske islamdebat er politisk doven
Hvis man retter blikket mod den aktuelle danske værdidebat, minder opgøret med politisk ensretning mest om et levn fra en fordums tid. Fukuyamas liberale endestation er i stedet reduceret til en afgangshal i Kastrup Lufthavn, hvor følgende servicemeddelelser med jævne mellemrum skratter ud af højttalerne:
“Rejs hjem.”
“Hvis man ikke vil Danmark, skal man ikke være her.”
“Islam fylder for meget.”
“Der er for mange muslimer.”
Og ikke mindst det nyeste skud på stammen: “Remigration.”
Det politiske ordforråd er efterhånden så fattigt, at man kunne foranlediges til at tro, at værdikampen var blevet udliciteret til et rejsebureau. Uanset hvilket emne der er på dagsordenen, synes konklusionen at være kort og enkel, når emnet omhandler muslimske medborgere: De skal sendes via fast track mod den nærmeste gate.
Men én ting må man give politikerne på tværs af det politiske landskab. De har formået at udbrede et politisk sprog, der favner bredt. Det appellerer til den laveste fællesnævner og gør komplekse problemstillinger så letfordøjelige, at konklusionen næsten altid fremstår som et selvindlysende faktum. Kort og godt er devisen følgende: Den, der ejer huset, fastsætter reglerne, og hvis gæsten ikke bryder sig om dem, står det ham frit for at gå.
Læs også: Vestens dogmer må ikke diskuteres
Så enkelt kan statsborgerskab, medborgerskab og politisk uenighed tilsyneladende reduceres. Kan man ikke lide Danmark, som Danmark nu engang er, er verden trods alt stor nok til, at man kan opsøge nogle nye breddegrader, endda med billigelse og finansiel støtte fra den danske stat. Det er all inclusive, man kan være stolt af! For hvor ellers i verden kan man som gæst både blive bedt om at forlade landet og få rejse og logi med i pakken?
Mette Frederiksen formulerede denne logik således: “Det enkelte land skal have langt større rum til at udvise mennesker, der med al tydelighed har vist, at de ikke vil Danmark.”
Men hvad vil det egentlig sige at “ville” Danmark?
Hos Mette Frederiksen blev formuleringen fremsat i forlængelse af debatten om kriminelle udlændinge, og målestokken var derfor trods alt mere håndgribelig.
Men er det nu også dér grænsen går?
Er det et spørgsmål om at forpligte sig til at overholde gældende lovgivning?
Er det at respektere samfundets institutioner og andre medborgeres rettigheder?
Eller er det kulturel tilpasning, så man ikke “forstyrrer” sammenhængskraften i samfundet med indflydelse fra “fremmedartede” kulturer?
Debatten om indholdet af de danske værdier er et tilbagevendende tema i den offentlige debat, sideløbende med et konstant krav om synlig loyalitet over for dem. Det er en lidt utaknemmelig opgave, når hverken debatten om en nationalret eller Brian Mikkelsens Kulturkanon formåede at sætte noget endeligt punktum for, hvad danskhed egentlig består i?
Derfor pendulerer den aktuelle værdidebat fortsat fra frikadeller til frisind og fra ligusterhække til dunjakker, mens tilpasning til den “særegne” danske kultur bliver gjort til målestok for, hvem der har gjort sig berettiget til at høre til i Danmark. I indfødsretsprøven forventes det, at man har styr på både Guldhornenes ophav og hvem der skrev manuskriptet til Matador. Det er trods alt svært at gøre krav på danskheden uden at kende pensum.
Læs også: Staten ejer ikke min moral
Og skulle man formaste sig til at leve på andre måder (læs muslimsk) eller blot tillade sig at stille spørgsmål ved elementer af majoritetskulturen, kan man hurtigt blive fremstillet som en del af en femtekolonne, der ønsker at undergrave det danske samfund og “dansk” kultur. Muslimske medborgere kan, uanset deres socioøkonomiske position, stadig blive betragtet som nogen, der ikke rigtig hører hjemme, hvis de fastholder en synlig religiøs praksis og ikke lever efter majoritetskulturen på den måde, som danske politikere mener, man bør.
“Danmark er et lille land,” lyder den tilbagevendende påmindelse, ofte leveret foran kameraet med Imam Ali-moskeen som baggrundsscenografi. Ashura-optog, tørklæder og andre religiøse markører bliver fremhævet som tydelige tegn på, at den danske kultur er under pres, og at Danmark om 50 år ikke længere vil være til at genkende, hvis der ikke handles politisk NU.
Her gik mange ellers naivt rundt og følte sig velbevandrede i det liberale tankegods, solidt skolet i Lockes tanker om grænserne for statens magt over borgernes tro og Mills forsvar for den enkeltes ret til at leve anderledes end flertallet. Det er vel nogenlunde dér, den klassiske liberale grænse går? Staten sikrer den fælles retsorden, men ikke den enkeltes forestilling om det gode liv. Staten kan kræve, at man overholder loven, respekterer andres rettigheder og indordner sig under de fælles institutioner, men den kan ikke uden videre gøre flertallets måde at leve på til betingelsen for at høre til. Det var i hvert fald nogenlunde pointen hos de gamle liberale herrer.
Men måske er det en lidt for bogstavtro læsning af teksterne, som ikke helt holder trit med tidsånden? Den danske værdidebat må da om noget have påvist, at idéen om, at man kan respektere andres frihed uden selv at indrette sit liv på samme måde, blot er filosofi.
Læs også: Det, der før blev hvisket, siges nu højt
Det giver åbenbart mere intellektuel pondus at følge Mikkel Bjørn og Dansk Folkepartis ønske om at passe på Danmark og derfor også gøre det tæt på umuligt at leve et islamisk liv i Danmark. Det kræver naturligvis tiltag og politisk handlekraft. Det mest indlysende må være et påbud om at efterlade tørklæde og bedetæppe ved hoveddøren, inden man som muslimsk borger bevæger sig ud i det offentlige liv. Et glimrende forslag, så længe man tror på, at værdier sidder uden på tøjet og ikke i hovedet på den enkelte. Og politikerne mener åbenbart at muslimer kan rammes af en særlig form for religiøs demens, så snart de træder ud ad døren. Her glemmer de både, hvem de er, hvad de tror på, og hvordan de orienterer sig i verden, lige indtil de igen træder ind ad hoveddøren.
Så dette vigtige politiske projekt bliver i praksis at sammensætte en samlet abonnementsløsning på “danske værdier”. Man får Grundloven, folkestyret og retssikkerheden med i grundpakken, men bliver samtidig tilmeldt tillægsydelser som fredagsbaren, den seksuelle frigørelse og en bestemt forestilling om det gode liv. Ønsker man ikke hele pakken, opsiges abonnementet, og man bedes forlade landet. Denne form for ræsonnement er virkelig politisk håndværk på højeste niveau. Det fortjener faktisk at blive taget ind i det politiske maskinrum på Christiansborg og danne grundlag for et nyt demokratisk princip, der kan tages i brug, så væsentlige politiske stridigheder fremover kan løses langt hurtigere og mere effektivt.
Kritik er et udtryk for engagement i det samfund, man lever i, ikke en afvisning af det
Når en sygeplejerske kritiserer sundhedsvæsenet, kan ministeren nøjes med at svare: “Hvis du ikke kan lide det danske sundhedsvæsen, kan du jo arbejde i Sverige.” Når landmænd kører deres traktorer ind i København, kan regeringen venligt oplyse, at Polen ligger ganske tæt på. Hvis Enhedslisten kritiserer kapitalismen, kan partiet tage konsekvensen og rejse til Cuba. Hvis Liberal Alliance beklager sig over skattetrykket, kan partiets medlemmer prøve Dubais varmere himmelstrøg. Og hvis Dansk Folkeparti mener, at Danmark har udviklet sig i den forkerte retning, er der vel heller ingen grund til, at partiets medlemmer bliver boende?
Eller måske er tiden endnu ikke moden til, at andre politiske debatter end udlændingedebatten føres på de præmisser? De fleste forstår trods alt, at kritik af ideer, kultur eller samfundsstrukturer også kan være udtryk for engagement i det samfund, man lever i. At ville forandre et samfund er vel ikke det samme som at afvise det? Demokratiet bygger trods alt på den besynderlige idé, at samfundet ikke allerede er fuldendt. Mange af de bevægelser, vi i dag betragter som en del af den danske demokratiske arv, blev netop båret frem af mennesker, der mente, at samfundet burde indrettes anderledes. Arbejderbevægelsen udfordrede de eksisterende magt- og arbejdsforhold. Kvindebevægelsen udfordrede kønsrollerne, familien og forestillingen om kvinders plads i samfundet. De religiøse vækkelser udfordrede statens og kirkens kontrol med, hvordan tro måtte praktiseres. Ingen af dem blev mindre engagerede i samfundet af den grund. Snarere tværtimod.
Læs også: Som muslim underkaster jeg mig Gud, ikke samfundets omskiftelige normer
Kritikerne vil naturligvis hævde at dette er et naivt postulat. Skal man i tolerancens navn acceptere samfundsundergravende virksomhed? Nej. Det er netop derfor, der findes en retsorden, som skelner mellem dem, der forsøger at overbevise andre gennem debat og politisk deltagelse, og dem, der bruger vold, tvang eller krænker andres rettigheder. Det skel burde være nogenlunde til at arbejde med, uden at man samtidig behøver foretage en løbende smagsdom over, hvor ”dansk” andres livsførelse er.
Rejs hjem!
Lakmustesten på egen tolerancetærskel må være den seneste debat om Hizb ut-Tahrir. Hvis den liberale tolerance skal vise sit værd nogen steder, må det vel være i mødet med en bevægelse, der åbent erklærer sig som modstander af det liberale demokrati. Men netop dér bliver retsordenen åbenbart hurtigt en by i Rusland. Da bevægelsen i august henvendte sig til muslimske unge på ungdomsuddannelserne og opfordrede dem til at holde fast i deres islamiske identitet, lød udlændinge- og integrationsminister Morten Bødskovs svar: “Hvorfor forlader I ikke bare Danmark?” Han kaldte samtidig Hizb ut-Tahrir en “modbydelig bevægelse”, beskrev deres værdier som “formørkede” og skrev, at “islamiske værdier og særhensyn” ikke hører til i danske uddannelser.
Hvor blev det solide forsvar for demokratiet af? Forklaringen på, hvorfor Hizb ut-Tahrirs politiske projekt bør afvises, hvorfor deres menneskesyn er problematisk, og hvorfor deres syn på frihed og en islamisk samfundsindretning ikke holder? Bødskov leverede et bemærkelsesværdigt fattigt ideologisk forsvar for noget, han ellers hævder at ville beskytte. “Rejs hjem” fungerer højst som et non-argument, som Hizb ut-Tahrirs talsmand for øvrigt selv formulerede det i Deadline.
Det samme mønster går igen i adskillige af de senere års værdipolitiske debatter. “Rejs hjem” bliver serveret som svar på alle udfordringer, hvis man da overhovedet kan kalde det et svar. Det minder mere om en ordre end et argument.
Læs også: Hvem vurderer, hvor meget “muslimsk” en muslim må være?
Det stiller unægtelig større krav til politikerne, når de faktisk skal argumentere for deres positioner, frem for blot at henvise til “muslimsk kultur” eller indvandring fra MENAPT-landene i debatten. Her har argumentationen om “muslimsk kultur” den praktiske fordel, at den kan forklare stort set alt. Kriminalitet, arbejdsløshed, dårlige skolepræstationer, manglende integration og social kontrol kan med ét slag placeres i samme kulturelle rodekasse. Det er en imponerende og effektiv forklaringsmodel, hvis man kan se bort fra det mindre problem, at en forklaring, der forklarer alt, som regel ikke forklarer særlig meget.
Og særligt når der tilsyneladende er så mange borgere med denne ”forstyrrende” kultur. Som Inger Støjberg formulerede det, vil “alt for mange muslimer” lave samfundet om og gennemtrumfe deres egne normer. Det ligger for øvrigt fint i forlængelse af Socialdemokratiets udlændingeordfører Thomas Skriver Jensen, der mente, at 300.000 muslimer i Danmark var for mange.
Hvor mange muslimer ville så være passende, kunne man med rette spørge? 200.000? 100.000? 5, fordelt nogenlunde ligeligt mellem regionerne? Og hvem tæller egentlig med? Den praktiserende muslim? Kulturmuslimen? Den frafaldne med et muslimsk navn? Barnet med en muslimsk far? Den danske konvertit? Skal man krydse af på en blanket, eller skal Danmarks Statistik udvikle en særlig måleenhed for islamisk fylde?
Og her kommer “remigration” belejligt ind fra højre. Ordet lyder administrativt og neutralt, næsten som navnet på en tværministeriel arbejdsgruppe. Men den sproglige nydelighed kan ikke skjule det spørgsmål, som ordet konsekvent forsøger at undgå.
Hvem skal remigrere?
Hvis det alene betyder, at mennesker uden lovligt ophold skal forlade Danmark, findes der allerede både regler og et sprog for det. Hvis det handler om udenlandske statsborgere, der efter alvorlig kriminalitet kan udvises, findes der også allerede lovgivning. Og repatrieringsordningen giver også allerede økonomisk støtte til udlændinge, der frivilligt ønsker at vende tilbage.
Remigration bliver derfor først et selvstændigt politisk projekt, når ordet skal rumme noget mere.
Og så bliver passagerlisten straks mere interessant!
Er det den lovligt bosatte indvandrer? Den udenlandske statsborger, der har arbejdet her i tyve år? Den danske statsborger med udenlandske forældre? Den praktiserende muslim? Eller barnet, der er født og opvokset i Danmark, men fortsat kan genkendes som fremmed på sit navn, sit tørklæde eller sin tur til moskéen?
Det er ikke et hypotetisk spørgsmål. Da Mikkel Bjørn i Folketinget blev spurgt, hvad Dansk Folkepartis remigrationspolitik konkret ville betyde for en udenlandsk statsborger med permanent ophold, der efter tyve års arbejde blev uarbejdsdygtig, blev den store parole pludselig tvunget ned på jorden. Hvem skal have lov til at blive? Og hvad er det egentlig, remigration skal kunne, som ikke allerede håndteres gennem den eksisterende lovgivning? Hvis begrebet skal dække noget nyt, må det vel også indebære nogle beføjelser, som staten ikke allerede har? Den eksisterende værktøjskasse løser selvfølgelig ikke enhver værdikonflikt, for ikke alt, hvad et samfund med rette kan diskutere eller kritisere, er strafbart.
Læs også: Alle siger, at jeg som muslimsk kvinde er undertrykt. Her er sandheden
Men det er netop dér, den politiske argumentation burde begynde. Hvis problemet ikke længere er konkrete handlinger, men at der findes “for mange muslimer”, at “islam fylder for meget”, eller at bestemte borgere kulturelt ikke ligner flertallet nok, må man som minimum kunne forklare, hvilke kriterier der gør deres tilstedeværelse til problemet. For er det bestemte handlinger, man vil gøre til et politisk problem, eller er problemet efterhånden bestemte menneskers tilstedeværelse som sådan? Og hvis det er det sidstnævnte, kræver det en solid ideologisk argumentation, der burde kvæle den politiske dovenskab, som hidtil har præget debatten.
Den liberale tradition opstiller nemlig et ret klart skel for, hvor statens legitime grænse går. Staten skal ikke forholde sig neutralt, når der er tale om vold, tvang eller forsøg på at fratage andre deres rettigheder. Tværtimod er tanken allerede hos Locke, at mennesker går ind i det politiske fællesskab og overlader håndhævelsen af deres naturlige rettigheder til en fælles myndighed, netop for at liv, frihed og ejendom ikke skal afhænge af den enkeltes egen magt til at forsvare dem. Statens mandat består derfor i at opretholde en retsorden, hvor borgerne kan indrette deres liv forskelligt, så længe de ikke krænker hinandens rettigheder. I den liberale tradition er den beskyttelse for øvrigt ikke kun forbeholdt borgere, der indretter deres liv efter majoritetens forskrifter. Den gælder også dem, der grundlæggende står i opposition til majoritetens normer, værdier og forestillinger om det gode liv.
Den liberale prøve kommer jo netop ikke, når alle er enige, for det kræver ikke den store politiske filosofi at tolerere mennesker, der lever som en selv, tænker som en selv og i øvrigt nikker anerkendende til hele arrangementet.
Prøven opstår først, når borgere faktisk indretter deres liv på måder, flertallet ikke deler eller forstår. Når de vælger at fastholde religiøse overbevisninger som mange betragter som gammeldags, afviser den seksuelle frigørelse, bærer tørklæde eller ganske enkelt ikke føler sig hjemme i fredagsbarens fællesskab. Og især når de ikke nøjes med at efterleve disse værdier i stilhed, men også tillader sig at kritisere majoritetens normer og tager aktivt del i den offentlige debat.
Det var netop denne form for uenighed og forskellighed, liberalismen hævdede at kunne rumme i modsætning til politiske systemer, der gjorde ensretning til en forudsætning for tilhørsforhold.
Hvis retten til at høre til derimod begynder at kræve kulturel begejstring, håndtryk, loyalitetserklæringer og tilslutning til én bestemt forestilling om det gode liv, er det værd at spørge, hvad der egentlig er tilbage af den liberale ”sejr”?
Fukuyamas tese var, at det liberale demokrati efter kommunismens sammenbrud stod tilbage uden en troværdig ideologisk konkurrent og derfor kunne udgøre endepunktet for menneskehedens ideologiske udvikling. Han havde næppe forestillet sig, at kravet om kulturel ensretning knap 30 år senere skulle opstå i hjertet af de selvsamme liberale demokratier.
Men det er trods alt skik følge eller land fly?