I den danske integrationsdebat fremstilles begrebet ”danske værdier” ofte som et centralt redskab til at skabe inklusion, integration og fælles tilhørsforhold. Det rejser imidlertid et grundlæggende spørgsmål: Hvordan kan et helt eller delvist fravalg af egen identitet og et tilsvarende tilvalg af en anden identitet forventes at skabe ligestillet og respekterede muslimske medborgere?
Med begrebet ”delvist fravalg” af ens identitet mener jeg, at bestemte politikere, meningsdannere og andre centrale aktører i det politiske landskab enten ønsker, at muslimer helt opgiver deres muslimske identitet, eller at de delvist giver afkald på dele af den, særligt de mere synlige og religiøse aspekter.
Samtidig vælger flere og flere muslimer bevidst at fastholde eller styrke deres islamiske identitet, til trods for at anti-islamiske aktører forsøger at fremstille islam, både som religion og identitet, som et samfundsmæssigt problem og som en såkaldt trussel mod danske værdier.
Men ved at opstille et ultimatum om, at en muslim både skal tilvælge og fravælge bestemte dele af sin identitet for at passe ind, opstiller disse anti-islamiske aktører, efter min vurdering, et grundlæggende ugyldigt krav, for i dets intention er der vanskelige modsigelser; I min optik er dette ikke nødvendigvis tilfældigt, men kan forstås som en bevidst strategi for altid at lade en muslim fejle og derved føre til automatisk eksklusion. Derudover, så går det imod deres egne sekulære demokratiske værdier; for i spørgsmål og ultimativer, hvor der skal vurderes, hvor dansk man er eller hvilke danske værdier man tager til sig for at passe korrekt ind, så er det et såkaldt “etno-regionalistisk” spørgsmål og udspringer ikke fra et sekulært, liberalistisk demokratisk ståsted, som de jo påstår at følge.
Læs også: Staten ejer ikke min moral
Derfor kan nogle muslimer nå frem til den konklusion, at et helt eller delvist fravalg af deres islamiske identitet ikke nødvendigvis fører til større accept eller inklusion, men derimod risikerer at bidrage til den anti-islamiske dagsorden, som netop fremstiller islam og muslimsk identitet som problemet.
Hvis disse aktører havde en oprigtig interesse i at inkludere muslimer i samfundet og anerkende dem som ligestillede medborgere, ville der heller ikke være et behov for at diktere, hvor meget ”muslim” man må være, eller hvordan man skal være muslim for at blive betragtet som en legitim del af det danske samfund.
Muslimer skal eksponere de skjulte anti-islamiske agendaer og strategier
Hvis der reelt er en politisk ambition om, at muslimer skal betragtes som ligestillede og respekterede medborgere i det danske samfund, udfordres denne ambition, når danske muslimer samtidig oplever, at politiske aktører undlader at tage tydeligt afstand fra alvorlige former for antimuslimsk retorik og trusler.
Et eksempel er Facebook-gruppen ”Modstandsbevægelsen af 2025”, der har omkring 14.000 medlemmer, hvor der gentagne gange forekommer direkte eller indirekte opfordringer til vold mod muslimer samt ytringer, der romantiserer eller efterspørger en egentlig borgerkrig.
Dette rejser et principielt og kritisk spørgsmål om den politiske tavshed: Hvad skyldes den manglende offentlige afstandtagen, og hvilke signaler sender den til muslimske borgere om deres sikkerhed, ligeværd og tilhørsforhold til det danske samfund?
Et andet kritisk spørgsmål angår den tilsyneladende forskel i den politiske og retoriske behandling af kriminalitet og ekstremisme afhængigt af gerningspersonernes baggrund. Hvordan kan det eksempelvis forklares, at folketingsmedlem Alex Vanopslagh den 5. august 2026 publicerer et empatisk og pædagogisk formuleret Facebook-opslag om tre etnisk danske drenge, der angiveligt havde planlagt et terrorangreb, mens en tilsvarende nuanceret og pædagogisk tilgang ikke nødvendigvis præger retorikken, når kriminalitet begås af unge med minoritets- eller udenlandsk baggrund?
Læs også: Hvorfor er muslimerne i Danmark som tomme tønder?
Et tredje kritisk spørgsmål vedrører Morten Messerschmidts kommunikation til muslimske borgere. Den 21. august 2026 offentliggjorde han en Facebook-video målrettet muslimer i kølvandet på Hizb ut-Tahrirs kampagne rettet mod gymnasieelever. Her synes hans retoriske stil at adskille sig markant fra den langt mere konfrontatoriske og skarpe retorik, der ellers ofte har kendetegnet hans udtalelser om islam og muslimer. I videoen anvendes i stedet en mere afdæmpet, inkluderende og imødekommende tone, hvilket efterlader et indtryk af en uoprigtig intention, strategisk forsøg på at appellere direkte til unge muslimer og forsikre dem om, at de har en legitim plads i det danske samfund, dog forudsat at de tager afstand fra Hizb ut-Tahrir. Derfor må man antage, ud fra tidligere erfaring med hans negative retorik imod muslimer, at det er en udspekuleret intention for at tillokke unge muslimer.
Det fjerde kritiske spørgsmål vedrører Mette Frederiksen. Hvordan skal muslimer fortolke hendes Facebook-opslag fra den 22. august 2026 om social kontrol, religiøst radikaliserede miljøer og danske værdier, hvor hun positionerer sig som den, der vil beskytte og hjælpe muslimer, særligt dem der udsættes for negativ social kontrol?
Muslimer har gennemskuet plottet
Denne position kan imidlertid fremstå modsætningsfyldt, når muslimer samtidig gang på gang oplever at blive dæmoniseret, overvåget og mistænkeliggjort i den offentlige og politiske debat. Samtidig må de forholde sig til remigrationsplaner og til forslag fra bestemte samfundsdebattører om såkaldte ”islamistlister” og sanktioner såsom brug af fodlænker.
Det rejser derfor et grundlæggende spørgsmål om troværdighed og sammenhæng: Hvordan skal muslimske borgere opleve sig beskyttet og inkluderet af en politisk ledelse, når de samtidig mødes af en politisk og offentlig diskurs, hvor deres religion, identitet og tilstedeværelse gentagne gange fremstilles som noget, der skal kontrolleres, begrænses eller overvåges?
Læs også: Hvem definerer danskhed?
Langt de fleste muslimer har efterhånden gennemskuet, at det for mange danske politikere ikke nødvendigvis handler om at ”redde” nogen fra noget. Det handler i højere grad om et ønske om at iværksætte målrettede indsatser over for muslimer og derigennem diktere, hvor meget muslim man må være, hvordan man må være muslim, og hvilke holdninger, værdier og overbevisninger der anses for acceptable.
Det er ikke de danske politikere, der samler muslimerne op
Kære muslim: Det er hverken de anti-islamiske aktører eller de danske politikere, der samler brudstykkerne af din knuste identitet op igen, når de først har fået dig til at opgive dele af den- eller den hele. Punktum. Det bør der ikke herske tvivl om. For hvis de selvsamme aktører er villige til at vende og dreje på deres egne værdier og demokratiske overbevisninger, når det tjener deres interesser, hvorfor skulle de så ikke også være villige til at vende ryggen til dig?
Betyder det, at muslimer ikke kan leve i det danske samfund og samtidig være bidragende medborgere, som holder af landet, har gode relationer til andre og værdsætter dele af den danske kultur? Absolut ikke. En muslim bør være et balanceret menneske, der både kan være i harmoni med sig selv og sin religion og samtidig være en aktiv og ansvarlig medborger.
Men hvis du ikke forstår, hvilke intentioner de anti-islamiske aktører har, bliver det også vanskeligere at gennemskue, hvordan de skridt for skridt forsøger at få dig til at give afkald på de værdier, der er med til at forme din identitet og skabe balance i dit liv.
Læs også: Højrefløjen elsker, når terror begås af muslimer
Dit kompas i livet bør være, hvad der er forsvarligt hos Allah. Dine skridt, handlinger og udtalelser bør vejes op imod, hvad der tilfredsstiller Allah, ikke hvad der tilfredsstiller mennesker, økonomiske interesser, grænseløse destruerende værdier, kapitalismen eller andre faktorer.
Når man vender sig bort fra Allah, عز وجل, er det derfor relevant at spørge: Hvilket signal sender man egentlig, både til sig selv og til omverden, om hvad man er villig til at give afkald på for at blive accepteret?
Hold fast i jeres islamiske værdier. For uanset hvor man søger anerkendelse, respekt, ʿizzah’ (ære) og værdighed, finder man den i sidste ende ikke andre steder end hos Allah, عز وجل.
Afslutningsvis vil jeg nævne en smuk beretning om en hændelse mellem to af Profetens ﷺ ledsagere, ʿUmar ibn al-Khattab og Abu ʿUbaydah ibn al-Jarrah. Beretningen illustrerer netop, hvad en muslim får ud af at stræbe efter andres anderkendelse og denne verden.
Tariq ibn Shihab beretter, at ʿUmar ibn al-Khattab drog til al-Sham, og Abu ʿUbayda ibn al-Jarrah var sammen med os. De kom til et vadested, og ʿUmar sad på en hun-kamel. Han steg af den, tog sine læderstrømper af og lagde dem over sin skulder. Derefter tog han fat i kamelens tøjle og gik med den gennem vadestedet.
Abu ʿUbayda sagde:
“De troendes leder, gør du virkelig dette? Du tager dine læderstrømper af og lægger dem over din skulder, tager fat i kamelens tøjle og går med den gennem vadestedet? Jeg ville nødig have, at byens folk så dig sådan.”
ʿUmar svarede:
“Åh! Hvis en anden end dig havde sagt dette, Abu ʿUbayda, ville jeg have gjort ham til et eksempel for Muhammads ﷺ fællesskab.
Vi var engang det mest ydmygede folk, og Allah gav os ære gennem islam. Hvis vi søger ære gennem noget andet end det, som Allah gav os ære gennem, vil Allah ydmyge os.