Muslimer, ikke kun i Danmark, men verden over, oplever i stigende grad diskrimination og racisme. Hvor det førhen ofte blev ved tanker og ord, ser vi nu i højere grad had omsat til handling.
Hadforbrydelser mod muslimer er steget markant. For blot få uger siden blev flere mennesker dræbt i en moské i San Diego i USA. Hvorfor? Fordi de tilbad Gud.
Og man kunne fristes til at tænke, at det er langt væk fra lille Danmark. Men for blot få dage siden var der et forsøg på brandstiftelse mod en moské i Aarhus. Hvorfor? Fordi de tilbad Gud.
Læs også: Selektiv ytringsfrihed på danske gymnasier – hvad lærer vi vores unge?
Man er villig til at true, skade og dræbe mennesker på grund af deres tro. Og vi er nået hertil, fordi der ikke bliver handlet konsekvent nok, hverken ved den første hændelse eller den næste. Muslimers opråb drukner hurtigt i støjen og glemmes igen, så snart mediestormen lægger sig.
Samtidig blusser den samme debat op igen og igen: debatten om begrebet “islamofobi”. Begrebet diskuteres endnu engang; om ordet overhovedet bør bruges, eller om det burde “smides i skraldespanden”.
Det er bemærkelsesværdigt, at mennesker, som ikke selv oplever chikane, diskrimination eller frygt på egen krop, bruger så meget energi på at diskutere, om et ord er passende, i stedet for at forholde sig til den virkelighed, der gør ordet nødvendigt. Spørgsmålet bør slet ikke lyde på, hvorvidt ordet “står i vejen for legitim retorik”, men i stedet hvorfor ordet bruges i det hele taget.
Det er utroligt, at mennesker dør på grund af deres tro, mens andre sidder og tvivler på, om “islamofobi” er det rigtige begreb. Hvis ordet ikke passer dem, må de finde på et andet. Men det ændrer intet ved virkeligheden. Det er fint at kunne formulere sig elegant og diskutere akademiske definitioner. Men på bekostning af hvad?
:Læs også: Det der før blev hvisket, siges nu højt
Og har dette ikke altid været den største synder? Medierne og politikernes retorik, der gennem år har dryppet i glasset, som nu er begyndt at flyde over? Konsekvensen af deres ordvalg og diskurs?
Det handler ikke længere kun om integration eller om, hvorvidt en minoritet “hører til” i samfundet. For mange muslimer er det blevet et spørgsmål om tryghed og sikkerhed, meget snart et spørgsmål om overlevelse.
Når jeg går i moskéen for at bede, for at finde ro og fordybelse, tager jeg mig selv i at kigge over skulderen. Hvem går bag mig? Har personen intentioner om at skade mig? Er jeg i sikkerhed? Det er ikke paranoia. Det er en reel frygt, som mange muslimske borgere i Danmark lever med.
Når jeg går i byen, i centret eller på gaden, føler jeg behov for konstant at være ekstra opmærksom. For måske bliver jeg overfaldet. Måske bliver mit tørklæde revet af. Måske bliver jeg udsat for had alene på grund af min tro.
Hvorfor findes denne frygt? Fordi det er sket før. Flere gange. Og jeg kunne meget vel være den næste. Denne bekymring og frygt er reel, men når denne bekymring ytres, så er modsvaret ofte, at der trækkes på offer-kortet. Men hvordan kan en frygt, der gang på gang viser sig at være en reel del af hverdagen, modargumenteres som en hypotese? Når minoriteter beskriver og italesætter diskrimination, hadforbrydelser og racisme, så er det ikke at trække på offer-kortet. At dele sin utryghed omkring, at man frygter at man bliver den næste, der bliver overfaldet og får sit tørklæde revet af, eller det, der er værre, er ikke en offermentalitet, men snarer noget, der med rette bør tages alvorligt.
Læs også: Hvem definerer muslimer – og med hvilke ord?
Det er let at vise bekymring for muslimske kvinder, når deres hijab kan bruges som et symbol i en politisk debat. Det er tilsyneladende mere “kompliceret” at stå op for de muslimske kvinder, der hver dag møder mistænkeliggørelse, diskrimination og chikane, netop fordi de bærer den. Retfærdighed mister sin værdi, når den er selektiv.
Danmark gik fra at være et af de tryggeste lande til et af de utryggeste for borgere som mig.