Danmarks og verdens muslimer har næsten færdiggjort ramadan måned i den islamiske kalender – måneden hvor muslimer verden over erstatter automatiske rutiner, vaner og hverdagsrytmer med intentionel udrensning af kroppen ved at ihukomme Gud. Måneden hvor der ikke kun bliver fastet fra mad og drikke, men også fra hensynsløs brug af sociale medier, ufornuftig tale, tv-serier som bedøver sindet, overdreven socialt samvær, overforbrug i stedet for velgørenhed, unødvendig brug af musik m.m. Det er måneden, hvor muslimer verden over plejer en ekstra sans: intentionalitet – at dirigere sjælen i retning mod oprigtig tilbedelse og ihukommelse af dens Skaber med håbet om paradis i livet efter døden.
Politikerne med svovlstikkerne
Det er dog ikke kun muslimske medborgere, som udnytter ramadanen til fulde. År efter år bruger en række fremtrædende politikere lejligheden til at understrege, at ramadan ikke hører til i Danmark. Hvert år tordner Danmarksdemokraternes formand Inger Støjberg mod ramadan-chokoladekalendere, ramadan-pynt og ramadanmiddag med pointen om, at islam fylder for meget i Danmark. Ja, selv uden for ramadan måned benytter politikere såsom DF’s Mikkel Bjørn muligheden for at sprede frygt om, at dansk kultur er “trængt tilbage af islamiske særkrav fx Ramadan-særhensyn og fejringer i det offentlige”. Disse typer af politikeres primære levebrød er at skabe et dybt skel mellem den muslimske medborger og majoritetssamfundet, selv når det omhandler ellers fredelige islamiske traditioner. Den polariserende effekt af disse opslag forværres af algoritmerne på de sociale medier, som er designet til at udløse vrede og ukritisk tænkning.
Læs også: Krig i Danmark – en krig mod minoriteter
Mainstream-medier puster til ilden
Problemet er dog, at det ikke kun sker på de sociale medier. På trods af det ansvar, der uofficielt er pålagt mainstream-medier som den fjerde statsmagt, er det sjældent, at der leves op til en ordentlig dækning af, hvem danske muslimer er. Enten formår mainstream-medier ikke at forklare islamiske traditioner ordentligt, hvorved det hurtigt bliver en overfladisk gennemgang af ellers dybe, meningsfulde tilbedelseshandlinger. Andre gange puster mainstream-medier til ilden, såsom DRs artikel om ramadanmiddagen på Københavns Rådhus i 2025 med “‘Fuldstændig skørt og helt og aldeles skandaløst’” som en del af overskriften.
Ægteskabet mellem politikernes hadefulde retorik og mediernes inkompetence til at formidle muslimsk liv i Danmark er hvad der i sidste ende bidrager til, at hver fjerde dansker vil sende muslimer ud af landet – og knap hver tredje vil forbyde islam[1].
Et misvisende billede af den muslimske medborger
Som dansk muslim undrer jeg mig ikke synderligt over, hvorfor medier og politikere febrilsk forsøger at undertrykke enhver form for eksponering af fredelig sameksistens mellem danske muslimer og samfundet, de er en del af. Billedet af den integrerede, fredelige danske muslim truer narrativet, som er bygget op af Christiansborg og landets vigtigste redaktioner det sidste halve århundrede; nemlig det umenneskeliggørende narrativ om muslimen som modvillig, kriminel, samfundsundergravende og med herskermentalitet. Ud fra dette misvisende billede af den muslimske medborger bliver irrationel islam-panik dyrket hos politikerne og spredt via sociale medier og mainstream medier. Hvor man i Rusland opererer troll fabrikker, som utrætteligt arbejder på at sprede falske nyheder i Europa og Nordamerika med henblik på at skabe splittelse og frygt, behøver man ikke at se længere væk end en folketingspolitiker valgt i en kreds tæt på sin bopæl.
Læs også: Alle siger, at jeg som muslimsk kvinde er undertrykt. Her er sandheden
Kulturkamp
Hvad er roden til al den vrede, hysteri og islam-panik? Når centrum-højreorienterede politikere siger, at dansk kultur er truet af islam er det et udtryk for frygt. Frygt for, at dansk kultur og identitet bliver erstattet af islamisk kultur og identitet. At Danmark gradvist bliver overtaget af muslimer og danskere bliver trængt ind i en krog, hvor deres traditioner og kultur bliver kvalt. Er der evidens for, at teorien om ‘den store udskiftning’ holder? Nej, ikke ifølge videnskaben. Betyder det, at vi skal være ligeglade med frygten og følelserne? Nej, heller ikke fordi den er reel for dem, som tror på den.
Læs også: Mette Frederiksen til muslimer: I er uønskede
Hvad er så løsningen? Oplysning.
Det er vigtigt at forstå, at en del af løsningen er at være åben for at modtage information, at forstå hinandens livsverden, men også at forstå, hvordan den verden vi lever i er opstået. Europas historie har formet vores virkelighed – Europa er i høj grad formet i mødet med islam. Historisk har grænsen mellem det kristne Europa og den muslimske verden ikke blot været politisk, men også identitetsskabende. Gennem århundreder har islam ofte fungeret som den “anden”, som Europa har defineret sig selv i modsætning til.
Læs også: Når Danmark forandrer sig: Fra skrækforestilling til fælles ansvar
‘Konflikten’ er indlejret i vores DNA, men det er vores fælles opgave at deeskalere den. Det gøres gennem eksponering af hinandens livsverdener. Den muslimske medborger skal tage sit eget narrativ tilbage ved at være villig til at tale om sine traditioner og besvare spørgsmål omkring dem – selv hvis man for 17. gang bliver nødt til at besvare spørgsmålet “heller ikke vand?” under ramadanen. Majoritetsbefolkningen skal være åbne for at acceptere, at der eksisterer andre livsverdener end dens egen og at rettigheden til at praktisere dette har majoritetsbefolkningen historisk set selv besluttet. Der er en grund til, at vi ikke kan forbyde islam i Danmark, og den grund hedder Grundloven.
Er ramadanen dansk?
Ramadanen er ikke bare en islamisk tradition, det er en søjle i islam, som muslimer praktiserer en måned om året. Som muslimer tror vi på, at den blev gjort til lov, da den blev åbenbaret for profeten Muhammad – fred og velsignelser være med ham. Islam, som den religion den er i dag, blev født i Makkah i nutidens Saudi Arabien, men dens budskab er universel. For mig er ramadanen ikke dansk, men det er dansk at respektere den. Ramadanen har ikke en historisk, dansk kulturarv, eller er noget som majoritetsbefolkningen praktiserer. Men værdier, som Danmark påstår at stå for såsom frihed, lighed og demokrati, fordrer en respekt for de muslimske medborgeres praktisering af den.
Endda i denne postmoderne tid, hvor værdier, rettigheder og lov er til konstant genforhandling, kan Danmark faktisk lære noget fra ramadanen og de dyder, som muslimen praktiserer særligt i denne måned.