Den palæstinensiske sag udgør i dag en af de mest grundlæggende og presserende udfordringer for den muslimske ummah, men samtidig kan vi konstatere, at den i stigende grad er blevet reduceret til et rent nationalt spørgsmål for palæstinenserne selv, snarere end et fælles politisk og religiøst ansvar for den samlede muslimske verden.
I flere majoritetsmuslimske stater ser vi, hvordan regeringer enten indgår i direkte samarbejde og normaliseringsaftaler med den zionistiske besættelsesmagt, søger strategiske tilnærmelser eller legitimerer deres passivitet med argumenter om nationale sikkerhedsinteresser, økonomisk stabilitet og realpolitisk nødvendighed.
Samtidig kan vi iagttage, hvordan nogle muslimer, på tværs af regioner, i stigende grad har internaliseret denne nationalstatslige logik og dermed distanceret sig fra Palæstina som et fælles islamisk anliggende, idet konflikten opfattes som et nationalt befrielsesprojekt for palæstinenserne alene, i stedet for et spørgsmål om ummah’ens fælles og kollektive ansvar.
Læs også: ’’En nation, hvis leder er Muhammad ﷺ, vil aldrig bøje sig’’
Denne forskydning i bevidsthed og prioritering er ikke opstået i et vakuum. Den skal forstås i lyset af den historiske fragmentering af ummah’en i postkoloniale nationalstater, hvor territoriale grænser, suverænitetsbegreber og nationale identiteter i vid udstrækning er formet af koloniale strukturer og vestlige politiske ideologier, som over tid er blevet internaliseret og gjort til den primære referenceramme for politisk loyalitet og kollektivt tilhørsforhold.
Dette har skabt en situation, hvor muslimske samfund ikke alene er politisk fragmenterede, men også mentalt og ideologisk orienteret mod nationalstaten som den naturlige og selvfølgelige ramme for politisk handling.
Palæstina bliver i denne sammenhæng et spejl, der synliggør, hvordan postkoloniale nationalstater ikke blot har fragmenteret den muslimske verden geografisk, men også omformet dens kollektive bevidsthed.
Den moderne nationalstat, som i dag udgør den dominerende ramme for politisk organisering i den muslimske verden, er ikke et historisk neutralt eller universelt fænomen, men resultatet af en specifik europæisk idéudvikling, der ifølge Elie Kedourie tog form i begyndelsen af det nittende århundrede. Kedourie beskriver nationalisme som “a doctrine invented in Europe” (Kedourie, E. (1993). Nationalism).
Den globale udbredelse af nationalstaten kan dermed forstås som universaliseringsprocessen af en europæisk idé, der gradvist er blevet naturaliseret og fremstillet som den eneste rationelle og legitime måde at organisere politisk fællesskab på. Hvis man følger denne konventionelle position, bliver nationalisme i sin essens et vestligt fænomen, og de former for nationalisme, der opstår i den muslimske verden, fremstår enten som tilpassede versioner af den oprindelige model eller som reproduktioner af et allerede etableret europæisk paradigme.
Læs også: Alle siger, at jeg som muslimsk kvinde er undertrykt. Her er sandheden
Konsekvensen af denne forståelse er, at den politiske struktur, som i dag dominerer den muslimske verden, i sin grundform ikke udspringer af en islamisk tradition, men af en historisk proces, hvor europæiske begreber om suverænitet, folk og territorium er blevet internaliseret og strukturelt forankret.
Med nationalstatens fremkomst i den muslimske verden fortrænges universelle religiøse fællesskaber som det primære organiserende princip for kollektiv identitet og tilhørsforhold, idet loyaliteten forskydes fra transnationale religiøse bånd til territorielt, afgrænsede nationale enheder. Netop dette skifte er centralt for at forstå den nutidige fragmentering af den muslimske verden, fordi ummah’en historisk fungerede som en normativ og transnational ramme for solidaritet, mens de postkoloniale nationalstater gradvist har omformet identitet, loyalitet og politisk prioritering omkring territorium, flag og nationale interesser.
Den vedvarende fragmentering har betydet, at den muslimske verdens moralske konsensus om Palæstina ikke er blevet omsat til koordineret politisk handling. Uden fælles institutionelle mekanismer og en transnational politisk vilje forbliver solidariteten symbolsk.
Dermed blotlægger den palæstinensiske sag en mere grundlæggende transformation, hvor ummah’en som normativ og politisk enhed gradvist er blevet fortrængt af en orden bestående af kolonialt konstruerede nationalstater.
Læs også: Krig i Danmark – en krig mod minoriteter
Og så længe nationalstatens forestillede fællesskab forbliver den primære ramme for loyalitet og politisk prioritering, vil den islamiske solidaritet forblive fragmenteret, og Palæstina vil fortsat blive behandlet som et nationalt anliggende snarere end et fælles islamisk ansvar.
Denne tilstand kan ikke fortsætte, for Palæstina kan ikke reduceres til et nationalt anliggende for palæstinenserne alene. Palæstina er det sted, hvor Masjid al-Aqsa står – den første qibla i islam – hvortil den tidlige muslimske menighed vendte sig i bøn, før retningen blev ændret mod Ka‘baen i Makkah. Palæstina er det sted, hvortil Profeten صلى الله عليه وسلم blev ført under den mirakuløse natrejse – Isra og Mi‘raj – og rejste fra Makkah til Masjid al-Aqsa og derfra videre gennem de syv himle. Palæstina er det sted, hvor en række af Allahs profeter levede og virkede.
Dets betydning kan derfor ikke begrænses af moderne grænser eller reduceres til et spørgsmål om national selvbestemmelse alene. Palæstinas status og vigtighed er forankret i islam. Netop derfor angår det ikke kun ét folk inden for et bestemt territorium, men hele den muslimske ummah.