Af Sara El-Khatib
“Muslimske kvinder er undertrykte”. Den fortælling er en, jeg har hørt det meste af mit liv. Men jeg erkender: I starten var det forstyrrende. Senere blev det bare… sigende.
Jeg er en muslimsk kvinde. Jeg bærer tørklæde. Og i den offentlige debat betyder det for mange, at jeg mangler frihed. Per definition. Denne fortælling lever så stærkt, at den ofte bruges til at retfærdiggøre lovgivning, som i virkeligheden sætter begrænsninger på kvinder i stedet for at udvide deres muligheder. I Danmark har vi for eksempel en regel, der forbyder dommere at bære religiøse symboler, herunder tørklæde, på arbejde. Vi så også debatten om forbud mod niqab og burka, hvor den danske stat midt i 2010’erne kriminaliserede kvinders valg af tøj i det offentlige rum. Institut For Menneskerettigheder beskrev forbuddet som et vidtgående indgreb i selvbestemmelse og religionsfrihed og advarede om, at det udfordrer grundlæggende frihedsrettigheder, samtidig med at det i praksis retter sig mod en meget lille gruppe kvinder, der allerede er beskyttet mod tvang gennem straffeloven.
Læs også: Vestens forestilling om islam som kvindeundertrykkende – anden del
Denne form for debat stopper ikke ved én bestemt gruppe kvinder. Den peger på en bredere tendens i dansk offentlighed: at vi igen og igen forklarer kvinders liv ud fra vores egne forestillinger om frihed, normer og ligestilling i stedet for faktisk at lytte til dem. Men hvad er frihed værd, hvis den kun anerkendes, når den ligner majoritetens måde at leve på?
Man lærte aldrig rigtigt af historien
Vi ser lignende mønstre i andre danske sammenhænge. I 2025 kom det frem, at danske myndigheder formelt undskyldte for systematisk diskrimination af grønlandske kvinder, der fra 1966 og frem til 1970 blev tvunget til at få spiral uden samtykke. Staten anerkendte overgrebet som en alvorlig krænkelse af kvindernes grundlæggende rettigheder og etablerede en erstatningsordning. Det var nødvendigt og det var på høje tid.
Men spiralsagen rejser også et ubehageligt spørgsmål: Hvor mange former for kontrol over kvinders kroppe og liv kræver årtiers afstand, før de anerkendes som overgreb? Hvilke erfaringer bliver først kaldt rettighedskrænkelser, når de ligger trygt i fortiden, og hvilke bliver stadig fortolket som nødvendige hensyn i nutiden? Historien viser, at statslig kontrol sjældent præsenterer sig som undertrykkelse i sin samtid. Den præsenterer sig som fremskridt, omsorg eller samfundsansvar. Først senere kalder vi det ved dets rette navn.
Læs også: Er Danmark et trygt sted at være muslim?
Nutidens strukturer kan ikke sidestilles direkte med fortidens overgreb, men de viser stadig den magt, staten og samfundets institutioner har til at forme kvinders liv. Uligheden findes i det, der gentager sig hver dag: i hvem der bærer den mentale belastning, hvem der forventes at tilpasse sig, og hvem der oftest betaler prisen. Det kan aflæses i tallene: Danske kvinders løn ligger fortsat omkring 13% under mænds, men det kan også ses i det, der ikke måles i kroner. Unge danske kvinder rapporterer i dag høje niveauer af blandt andet selvværdsproblemer, og det er den gruppe, der i størst omfang kæmper med kropsutilfredshed. Det er et mønster.
Så hvem er reelt problemet?
Statens indgriben i kvinders liv bliver ofte legitimeret gennem særlige formuleringer. Retorikken skaber indtryk af fremskridt og ideen om, at vi lever i et progressivt samfund, gendrives. Men reelt dækker det over en mere ubehagelig realitet: at magt i stigende grad tilraner sig retten til at definere, hvilke valg, der er acceptable. Diskussionen om muslimske kvinders frihed gøres til genstand for magt, og på den måde bliver kvinder ikke længere betragtet som selvstændige individer, men et større, samfundsmæssigt problem. Historien om de grønlandske kvinder viser, hvor langt en sådan logik kan føre. Samme mønster genfindes i nutidens behandling af tørklædebærende muslimske kvinder.
Strukturerne er ikke til diskussion; de eksisterer. Det afgørende er, hvordan de beskrives og prioriteres i den offentlige samtale. Mens reelle samfundsproblemer, som unge danske kvinders selvværdsproblemer bliver underprioriteret, fastholdes muslimske kvinder i centrum af en vedvarende værdidebat. Vi bliver permanente symboler på undertrykkelse, der fortrænger den bredere virkelighed: begrænsninger rammer kvinder forskelligt, men at muslimske kvinders erfaringer i særlig grad udspringer i en offentlig samtale, der sjældent handler om os, men om, hvad vi repræsenterer. Det, at man placerer enkelte kvinder i en foruddefineret kategori, bidrager ikke til en seriøs diskussion om ligestilling.
Læs også: Muslimske kvinder opsøger religiøs rådgivning – også når nogen påstår det modsatte
Jeg har aldrig haft behov for at blive reddet fra min tro. Fra det jeg tror på og står ved. Forestillingen om, at jeg skulle have det, er i sig selv et udtryk for den arrogance, der opstår, når andre mener at kende mit liv bedre end jeg selv. Hvis frihed skal have nogen reel betydning, begynder den med en simpel forudsætning: at alle selv har autoritet over deres egne liv.