En af de mest udbredte og vedholdende forestillinger i vestlige samfund er, at islam som religion rummer en iboende kvindeundertrykkelse. Denne antagelse har haft vidtrækkende konsekvenser – både globalt og nationalt – og har fungeret som legitimering for alt fra koloniale “civiliseringsprojekter” og militære interventioner til nutidige politiske forbud, juridiske reguleringer og indskrænkninger af religiøs praksis i vestlige demokratier.
I Danmark kommer denne forestilling tydeligt til udtryk i politiske initiativer og offentlige debatter, hvor muslimske kvinders livsformer og praksisser gøres til genstand for statslig regulering og kritik. Da statsminister Mette Frederiksen i foråret 2025 argumenterede for at udvide forbuddet mod niqab og burka til skoler og universiteter, pegede hun på, at der findes “huller i lovgivningen, som gør, at muslimsk social kontrol og undertrykkelse af kvinder kan forekomme på uddannelsesinstitutioner”, og at disse beklædningsformer “bruges som mekanismer for undertrykkelse af piger og potentielt også drenge” 1.
Tilsvarende har politikere som Mattias Tesfaye fremhævet, at muslimske kvinder bør sikres retten til sex før ægteskab og frigøres fra de normer og regler, som angiveligt får dem til at leve i frygt 2. Den samme logik ses også i et forslag om at forbyde kønsopdelt svømning, hvor begrundelsen ofte er, at ligestilling forudsætter, at kvinder ikke “gemmes væk” som følge af et forældet kvindesyn i islam 3.
Denne forestilling er historisk velkendt. Allerede under den franske kolonialisme i Algeriet blev “kvindernes befrielse” brugt som legitimering for kolonial intervention. Kvinder skulle løsrives fra deres familier, religion og traditioner for at blive anset som oplyste og civiliserede. Som led i denne strategi forsøgte de franske kolonimyndigheder aktivt at omforme algeriske kvinder efter europæiske normer, blandt andet gennem såkaldte unveiling ceremonies, hvor algeriske kvinders slør symbolsk blev fjernet som tegn på deres påståede frigørelse 4.
Læs også: Kapløbet om Afrika
Ifølge Vesten er kvinder, der indretter sig efter en islamisk livsform, socialt kontrollerede og undertrykte af patriarkalske religiøse autoriteter. Men hvordan forklares det så, at mange muslimske kvinder selv udtrykker, at disse islamiske praksisser er deres eget, bevidste valg?
Den muslimske kvinde under mystifikation
I feministisk tænkning – særligt repræsenteret af Simone de Beauvoir – besvares dette spørgsmål ofte med henvisning til teorien om mystifikation. Ifølge denne forklaring har kvinder, der vælger traditionelle kønsroller, internaliseret patriarkalske strukturer og deltager derfor ubevidst i deres egen underordning. Den muslimske kvinde fremstilles enten som offer for patriarkalske religiøse autoriteter og social kontrol – eller som et individ, der gennem internalisering af disse strukturer mangler bevidsthed om sin egen underordning. I begge tilfælde legitimeres en forestilling om, at hun må “befries”, også i modstrid med hendes egen selvforståelse.
Læs også: Simone de Beauvoirs arv i nutidens debat om moderskab
Men hvorfor forstås kvinders valg af islamisk forankrede praksisser, eksempelvis tildækning og traditionelle kønsroller, automatisk som mystifikation? Hvorfor anses disse aspekter af islam overhovedet som kvindeundertrykkende? Og hvem har magten til at definere, hvad kvindeundertrykkelse er?
Konstruktionen af den orientalske kvinde
For at forstå dette må man rette blikket mod de historisk forankrede magt- og vidensstrukturer, der organiserer verden i et hierarki af normgivere og normmodtagere. Dette hierarki er nogle samfund normskabende, definitionsgivende og overlegne, mens andre placeres som underordnede og forventes at rette ind efter de dominerendes normer. Ét samfund sætter standarden; et andet må måles, vurderes og korrigeres ud fra denne. Det er her, skellet mellem Occidenten og Orienten træder frem.
Edward Said beskriver orientalisme som en vestlig tankestruktur baseret på en ontologisk og epistemologisk skelnen mellem “Orienten” og “Occidenten”. I denne opdeling positionerer Vesten (Occidenten) sig selv som norm, målestok og referencepunkt, mens Østen (Orienten) konstrueres som det fundamentalt anderledes – irrationelt, statisk og tilbagestående – og dermed gøres til genstand for forklaring, regulering og korrektion 5.
Læs også: Når Østen gøres til den anden
Viden om Østen produceres fra et vestligt perspektiv og anvendes til at legitimere politisk, kulturel og moralsk overlegenhed. Vestens forståelse af, hvad der er civiliseret, oplyst og frigørende, gøres universel, mens andre normsystemer fremstilles som problematiske, irrationelle og uciviliseret. Orientalisme fungerer dermed som et magtredskab, hvor litteratur, kunst, akademisk forskning og politiske institutioner fremstiller Orienten som “det tilbagestående ” – et område og et folk, der har behov for vestlig forklaring, styring og civilisering 6.
Centralt i denne tænkning er, at Vesten tilskriver sig selv retten til at definere, hvad der forstås som fremskridt, det civiliserede og det moralske. Dette gælder også definitionen af kvindeundertrykkelse og kvindefrigørelse. Disse definitioner er imidlertid ikke statiske, men har ændret sig markant over tid i takt med Vestens egne sociale og kulturelle udviklinger. Efter Napoleons invasion af Egypten opstod en intens europæisk fascination af “Orienten”. I kunst, litteratur og akademiske værker blev østlige samfund fremstillet som eksotiske, irrationelle og moralsk underlegne. Østens kvinder blev ofte portrætteret som seksuelt tilgængelige og ubehersket og uden morale – i skarp kontrast til Vestens kvinde, der blev defineret som dydig, seksuelt behersket og civiliseret. Ironisk nok er de samme træk, som tidligere gjorde Østens kvinde “umoralsk” i vestlige øjne, i dag blevet genstand for en omvending.
I artiklens anden del dykker vi ned i, hvordan dette skift ikke blot markerer en ændring i Vestens syn på kvindeundertrykkelse, men også indebærer en forskydning i de kriterier, der anvendes til at vurdere andre samfunds normer. Det, der tidligere blev opfattet som moralsk afvigende, er i dag blevet erstattet af en ny vestlig målestok for, hvad der forstås som kvindeundertrykkende og frigørelse. Dermed ændres også rammen for, hvornår og hvordan andre kulturers praksisser stemples som undertrykkende.
- https://www.dr.dk/nyheder/politik/mette-frederiksen-vil-forbyde-niqab-i-klasselokalerne-og-fjerne-bederum-paa ↩︎
- https://jyllands-posten.dk/politik/ECE12458789/tesfaye-muslimske-kvinder-har-ret-til-sex-foer-bryllupsnat/ ↩︎
- https://www.retsinformation.dk/eli/ft/20241BB00003 ↩︎
- https://thefunambulist.net/magazine/15-clothing-politics/the-veil-in-colonial-algeria-the-politics-of-unveiling-women-by-ryme-seferdjeli ↩︎
- Said, Edward W. (1978). Orientalism, Introduction, s. 2. ↩︎
- (ibid. 5) ↩︎