Af Amar El Chiekh Khalil
Prins Henriks Skole, en fransk privatskole på Frederiksberg, er blevet frifundet i sagen om den 11-årige pige, der i 2023 blev sendt hjem, fordi hun bar hijab. Retten på Frederiksberg har således givet privatskolen medhold i, at de havde lov til at forbyde pigen at bære hijab på skolen.
At det i Danmark er tilladt at forbyde unge piger at bære det, de ønsker og direkte kræve afklædning, er således med denne dom blevet dømt lovligt af retten på Frederiksberg.
Retten lagde til grund, at afgørelsen hverken strider med dansk lovgivning eller menneskerettighedskonventionen. Privatskolen havde med andre ord lov til at sende hende hjem under henvisning til hendes påklædning, uden at det krænkede pigens menneskerettigheder i henhold til dansk eller EU-lovgivning.
Læs også: Politisk motiverede domme?
For mange muslimske piger betyder hijab langt mere end et stykke stof. Det er en del af deres overbevisning, værdighed og identitet. At fratage dem muligheden for at bære den skaber ikke bare frustration; det skaber følelser af afvisning, udelukkelse og diskrimination.
Den unge pige sagsøgte skolen og krævede, at skolen anerkendte, at hendes ytrings- og religionsfrihed var blevet krænket i strid med grundloven, menneskerettighedskonventionen og friskoleloven. Men hun tabte sagen.
Laïcité
Privatskolen argumenterede for, at dens ordensreglement bygger på sekularisme og fravær af religiøse symboler; en model inspireret af Frankrig, hvor religiøse symboler, herunder hijab, har været forbudt i skoler siden 2004 under det såkaldte sekularismeprincip også kendt som Laïcité.
Problemet er bare, at det ikke var en del af skolens ordensreglement, da pigen blev sendt hjem fra skole for at bære tørklæde tilbage i januar 2023. Det er en regel, man har indført efter hjemsendelsen – nærmere bestemt i august 2023 – for at gardere sig mod kritik.
Skolen havde altså på daværende tidspunkt ikke hjemmel til at sende hende hjem – en oplevelse, der må have haft en traumatisk effekt på pigen, og som, må man antage, bunder i en lærers og skoleadministrations fordomsfuldhed overfor tildækning.
På trods af disse forhold fandt hverken Styrelsen for Kvalitet og Undervisning (STUK) eller byretten det problematisk, at pigen på denne måde var blevet forskelsbehandlet for at bære tørklæde på trods af, at der ikke stod noget i skolens regler om, at det ikke var tilladt.
Læs også: Rahma Ayad: Muslimske kvinder i Europa
Men hvad åbner denne dom for? At institutioner i Danmark nu kan indføre deres egne regelsæt, som forbyder hijab og andre religiøse udtryk. Der er tale om tiltag, som tilsyneladende strider mod et åbent og tolerant samfund, som Danmark jo bryster sig af at være. Minoriteter, og især muslimer, får konstant at vide, at deres måde at leve på ikke passer ind i Danmark, og at de må “rejse hjem”, hvis de ikke kan tilpasse sig. Tolerancen over for folk, der går anderledes klædt end majoriteten og som måske bærer på nogle andre værdier, synes at svinde mere og mere ind.
Den selektive forskelsbehandling af minoriteter i Danmark
Dobbeltmoralen bliver tydeligere, når man ser på den eksplosivt voksende islamofobi i Danmark, hvilket leder os til det nyeste politiske tiltag: Regeringen har netop vedtaget endnu en national handlingsplan mod antisemitisme til et tocifret millionbeløb. De understreger, at den stigende modvilje mod jøder er et stort problem, som kræver handling.
Men hvad afslører dette? At Danmark behandler religiøse minoriteter selektivt.
For når 92% af religiøst motiveret had i kommentarsporet på sociale medier i Danmark rammer muslimer, mens 6% rammer jøder1, burde enhver spørge, hvor handlingsplanen mod islamofobi er. Hvor er initiativerne til at beskytte muslimske borgere? Hvor er den nationale strategi mod hadforbrydelser rettet mod muslimer?
Den findes ikke. Og den kommer ikke i den nære fremtid, for islamofobi har for længst fået fast plads hos magthaverne. Derfor kan vi kun forvente en mørkere fremtid for muslimer i Danmark. Vi ser et samfund, hvor nogle minoriteter omfavnes, mens andre ikke blot overses, men direkte angribes. Man udøver præcis den form for racisme, man hævder at ville bekæmpe.
Læs også: Er Danmark et trygt sted at være muslim?
Som Mariam El Chiekh Khalil skriver i Politiken: “Hvis jeg var jødisk dansker, ville jeg måske spørge mig selv, om regeringens særbehandling virkelig handler om min tryghed, eller om min historie bruges som moralsk valuta for at styrke Danmarks internationale position.”
Hvis man oprigtigt ønskede at bekæmpe racisme, så ville man beskytte alle minoriteter; ikke kun nogle. At lade være er netop racisme.
Men virkeligheden viser noget andet. Fra maskeringsforbuddet til krav om håndtryk, fra debatter om svinekød til fjernelsen af stillerum, fra påklædningsregler til politiske udtalelser; alt rammer muslimer. Det er diskrimination i sin reneste form. Det er et direkte angreb på en religiøs minoritet.
Man kan ikke bekæmpe én form for had, mens man samtidig praktiserer en anden.
Statssponsoreret eksklusion
Vi taler meget om inklusion og trivsel i Danmark. Men hvor er trivslen for unge muslimer, der hver dag møder mistænkeliggørelse, fordomme og politisk retorik vendt mod dem? De møder ikke kun diskrimination fra medborgere, men fra staten selv.
Hvor er initiativerne, der skal beskytte muslimske unge?
Hvor er institutionerne, der skal bekæmpe had mod muslimer?
Hvor er den politiske vilje til at sætte handling bag ordene?
Dette startede ikke med en 11-årig pige i en fransk privatskole. Det startede langt før. Og fordi ingen satte en stopper for det, gik det ud over et uskyldigt menneske.
Stopper vi det ikke nu, ser vi den udvikling, vi allerede har været vidner til i udlandet: mord på muslimske kvinder og mænd.
- Tryg Fonden Rapport, Angreb & had i den offentlige debat på Facebook. (Marts 2025). Tryk her for at downloade rapporten. ↩︎