Af Mussa Asif
Der er en særlig form for panik, der opstår, når uret pludselig får dansk pas.
I Danmark fylder Grønland lige nu noget andet end bare geografi. Pludselig taler vi om ret, som om den er helt enkel. Statsministeren siger det meget direkte til USA: “USA har ingen adkomst til at annektere” et af landene i Rigsfællesskabet. Og fra Naalakkersuisut lyder det igen og igen: “Grønland er ikke til salg.”
Det bliver pludselig meget klart, når det handler om en selv. Hvor hurtigt ordene kommer: suverænitet, grænser, ret. Hvor hurtigt der forstås, at man ikke kan behandle et land som en genstand.
Hvis du kalder det uret her, så er det samme uret dér. Forskellen er ikke handlingen, men hvem du føler den for.
Læs også: Krig i Danmark – en krig mod minoriteter
I Palæstina er frygt ikke en overskrift, men en hverdag: kan man blive? Kan man bevæge sig? Står hjemmet i morgen? Danmark har ikke kun set til, men også holdt systemet i gang gennem støtte, samarbejde og legitimering af undertrykkerne. Og nu står Danmark selv i en bitter situation og frygter uret mod “vores”. Burde det ikke vække noget i os — at vi, som længe har negligeret de udsatte, pludselig selv mærker udsættelsens logik?
Måske har Danmark stået for tæt på solen i for lang tid—tæt på magten, tæt på “de fornuftige”, tæt på dem, der i realiteten undertrykker. Og nu har den sat sit aftryk. For når uret pludselig peger mod os selv, gør det ondt på en anden måde. Konturerne bliver tydelige, ikke fordi vi har fået ny viden, men fordi afstanden er væk. Derfor er reaktionen på Grønland et spejl: Vi kan godt genkende uret. Spørgsmålet er, om vi kun vil indrømme det, når det rammer en selv.
Grønlandske partiledere har skrevet: “USA’s ringeagt for vores land” & “Vi vil ikke være amerikanere… vi vil være grønlændere.” Det er ikke bare politisk tale. Det er et menneskeligt krav om at blive set som et folk, ikke som en brik.
Læs også: Når stilheden larmer
Og netop derfor bør det skære i os: Palæstinensere har i årevis sagt det samme med forskellige ord. At de ikke vil reduceres til et “spørgsmål”, men anerkendes som mennesker med ret til land, liv og fremtid. Hvorfor virker den pointe stærkere, når den udtales i Nuuk end når den udtales i Gaza?
Hvis vi nægter, at Grønland skal reduceres til en brik, så må vi også nægte det samme, når det sker mod andre. Ellers ender vi i den mest afslørende ironi: at vi først genkender uret, når den står foran vores egen dør.