Logo for Kriterium med latinske bogstaver i brun skrift ovenpå det arabiske ord "Furqan" skrevet i lysegrøn kalligrafi, på beige baggrund.
Flere mennesker deltager i en demonstration og holder skilte op. To af de forreste personer er kvinder med ansigtsmasker, og den ene bærer en hijab. De holder skilte, hvorpå der står "Scared of a Scarf?" og "SHE WAS OUR FRIEND". På et skilt i forgrunden kan man læse "HATE KILLED". Sollyset skinner kraftigt bag dem.

Rahma Ayad og virkeligheden for muslimske kvinder i Europa

Indlæg af Amar El Chiekh Khalil (gæsteskribent)

En 26-årig sygeplejerskestuderende er blevet slået ihjel syd for Danmarks landegrænse. Trods dét, har ingen danske nyhedsmedier dækket historien. Hvor mange navne på uskyldigt myrdede mennesker er blevet fejet under tæppet? Hvis jeg lider samme skæbne, vil I så skrive om mig? Og forresten, ofret var af algerisk og muslimsk baggrund.

Der er ingen offentligt kendt drabssag i Danmark, hvor motivet har været hadforbrydelse mod muslimske minoriteter. Men der har været en stigende tendens til angreb på moskéer, herunder ildspåsættelser og hærværk, en række hadforbrydelser mod muslimske kvinder, især dem der bærer hijab, samt trusler og hadefulde ytringer, særligt på sociale medier og i forbindelse med koranafbrændinger.

Jeg vil tillade mig at bruge hendes fulde navn i dette indlæg og skubbe formaliteter til side, for hendes navn skal huskes.

Rahma Ayad blev dræbt, fordi hun var muslim. En ung kvinde som mig. Det bliver mere og mere utrygt for os muslimer, særligt os kvinder med hijab. For hver gang jeg vælger at tage min hijab på om morgenen, vælger jeg at tage rustning på. For jeg ved, at jeg er en skydeskive. Noget så simpelt som at praktisere min religion er blevet en form for aktivisme i sig selv. Min eksistens er aktivisme; ikke noget, jeg har valgt, men noget, der er blevet påtvunget mig.

Læs også: Kan liberalismen tolerere islam?

Had og racisme

Rahma Ayad havde tidligere udtrykt, at hendes nabo, den islamofobiske og racistiske gerningsmand, gentagne gange havde chikaneret hende. Ifølge rapporter blev hun gang på gang udsat for chikane på grund af sin hijab og sin etnicitet. Det er en racistisk motiveret hadforbrydelse. Hun blev stukket ihjel om morgenen den 4. juli i opgangen til sin lejlighed i Tyskland. Vores naboland. Ifølge politiet og øjenvidner hørte naboer hendes råb om hjælp og tilkaldte myndighederne. Hun blev fundet med flere knivstik i bryst og skulder og døde kort efter, at redningsfolkene ankom.

Hendes familie har fortalt, at Rahma Ayad allerede to måneder før sin død havde advaret dem om naboens chikane. Rahma Ayads mor har sagt, at hendes datter følte sig utryg grundet naboens opførsel, som omfattede verbal mishandling forbundet med hendes hijab og nordafrikanske oprindelse. Det er langt fra første gang vi ser, hører, oplever og er vidne til det tragiske mønster.

Når vi så læser statistikker, som eksempelvis Rigspolitiets rapport fra 2022, som viser, at de hyppigste motiver bag hadforbrydelser er racisme og religion, burde det vække alvorlig bekymring.1 Samlet set er muslimer den religiøse gruppe, der med 439 sager ud af i alt 893 i perioden 2017-2022, udgør den største andel af de religiøst motiverede hadforbrydelser. Og alligevel må vi antage, at det kun er toppen af isbjerget. For hvor mange sager bliver aldrig anmeldt?

Jeg var selv sølle 14-15 år, da jeg stod på et fortov i Odense og blev mødt af en kvinde, der bremsede hårdt op i sin bil. Hun dyttede vredt, rullede vinduet ned og skreg: “Kan du SÅ tage det tørklæde af!” Det blev grønt, og jeg kunne høre hende bande og forbande min hijab, mens hun kørte manisk væk. Og jeg stod tilbage på sidevejen og var chokeret. Jeg havde intet gjort hende. Alligevel blev jeg offer for hendes racisme og had. Og det er én af de mange, mange historier, som aldrig bliver offentlige.

Hadforbrydelserne mod muslimer er steget markant siden den 7. oktober 2023.2 Og ingen taler om det. Skal det først tages alvorligt, når skaden er sket? Hvor mange skal dø, før vi reagerer?

Læs også: Iman Kurdi: Måske er problemet ikke bøn, men Dansk politik anno 2025

Islamofobi som et værktøj til at undertrykke muslimer

En rapport fra 2023 dokumenterer en stigende islamofobi i Danmark.3 Rapporten konkluderer blandt andet, at islamofobi ikke længere kun handler om religiøs intolerance, men fungerer som et redskab til at begrænse ytringsfrihed, kriminalisere politisk engagement og udelukke bestemte grupper fra at deltage fuldt ud i den offentlige debat.

Efter mange års ihærdig stræben blev vi lovet en handlingsplan mod racisme. Da vi endelig fik den, nævner den ikke ét sted den racisme, som muslimer udsættes for.4 Vi hører om mange andre befolkningsgruppers forfølgelse, men ikke ét sted nævner regeringen, at ikke kun er muslimer også en særligt udsat gruppe, men faktisk udgør vi størstedelen af ofrene for hadforbrydelser.5 Hvorfor denne bevidste undladelse? Hvad er det, man prøver at fortie? Vil man benægte, at racisme og hadforbrydelser finder sted over for muslimer, eller prøver man blot at begrave problemet?

Så, kære politikere: I er valgt af folket for at sikre folkestyret. I repræsenterer roden i demokratiet. Og selvom demokrati betyder, at magten angiveligt ligger hos folket, føler jeg mig magtesløs. Jeg føler ikke, at I varetager mine interesser eller de 300.000+ andre muslimer i Danmark, der udgør cirka fem procent af befolkningen.

Så kære folkevalgte politikere, nyhedsmedier, aktivister og almene borgere: Se ikke væk. I sidste ende vejer ét liv lige så tungt som et andet.

Læs også: Jo, Morten Dahlin, palæstinensiske forældre elsker deres børn mere, end du aner


Referencer:

  1. https://politi.dk/-/media/mediefiler/landsdaekkende-dokumenter/aktuelt/statistik-og-udgivelser/hadforbrydelser/hadforbrydelser-2022.pdf ↩︎
  2. https://mufr.dk/rapporter/2025-rapport-om-kobenhavnske-muslimers-liv-efter-7-oktober-2023 ↩︎
  3. http://www.ceda.nu/rapporter/islamofobi-i-danmark-efter-7-oktober-2023 ↩︎
  4. https://www.altinget.dk/etik/artikel/muslimsk-organisation-islamofobi-er-racisme ↩︎
  5. https://www.information.dk/debat/2025/03/joeder-retfaerdig-fred-glemt-islamofobien-handlingsplanen-racisme ↩︎
Del artiklen: