At mange muslimer i dag oplever en form for politisk hjemløshed i vestlige demokratier, bør ikke forstås som apati, men som et symptom på en dybere værdimæssig dissonans mellem den islamiske verdensforståelse og den sekulære modernitets politiske rationalitet.
Som professor Talal Asad påpeger, er den sekulære stat ikke neutral, men et projekt af disciplinering og afgrænsning, der definerer, hvad religion må være, og hvor den må eksistere (Asad, 2003). Den sekulære orden producerer dermed en ontologisk marginalisering af religiøst forankrede etiksystemer. Den muslimske vælger står således ikke blot udenfor magtens institutioner, men udenfor den epistemologiske ramme, hvori disse institutioner giver mening.
I dette perspektiv er muslimers politiske hjemløshed ikke et spørgsmål om partifarve eller strategi, men et civilisatorisk mellemrum: et sted mellem Guds suverænitet (ḥakimiyyah lillah) og statens sekulære suverænitet.
Muslimen i Danmark, ligesom i Vesten generelt, befinder sig i spændet mellem at være borger under et vestligt, liberalistisk, sekulært styre men samtidig også en borger, der frasiger sig liberale sekulære værdier, da de modstrider islamisk lærdom.
Læs også: Kvindernes Kampdag og frihedens blinde vinkler
Når ingen politisk fløj fuldt ud repræsenterer muslimers værdier, er det ikke kun et udtryk for politisk fravær, men et tegn på, at islams teologiske integritet står i spænd med en postkolonial og sekulær samfundsorden. Derfor er der en fortsat kamp om, hvordan man skal definere muslimernes tilstedeværelse som medborgere (Sayyid, 2014).
Det bliver dermed relevant at stille kritiske spørgsmål til, hvorvidt vi gennem deltagelse i det demokratiske valg alene risikerer at reproducere den eksisterende strukturelle magtorden? Det rejser samtidig et paradoksalt spørgsmål: I hvilken grad kan vores kritik af det sekulære, liberalistiske system sameksistere med, at vi, bevidst eller ubevidst, kommer til at reproducere eller opretholde netop de strukturer, vi problematiserer? – i stedet for at engagere os i kritisk tænkning, strategisk lobbyisme og andre former for politisk påvirkningsarbejde, der potentielt kan muliggøre en mere langsigtet og substantiel forandring.
Den islamiske identitet: to fløje, samme bekymring
Denne politiske dissonans afspejles i den interne muslimske uenighed om, hvorvidt man bør deltage i demokratiske valg.
Den ene fløj ser stemmeafgivning som en legitim strategi til at beskytte muslimske rettigheder og minimere skade (akhaff al-ḍararayn), dog under betingelserne af, at man kan afværge dét der er mest skadeligt. Tanken med dette er, at man kan bane vej for større frihed til at praktisere og værne om islamisk identitet, mens den anden fløj betragter det som en problematisk normalisering af sekulær lovgivning, hvor muslimerne netop kan risikere at skulle gå på kompromis med deres identitet på længere sigt.
Læs også: Alle siger, at jeg som muslimsk kvinde er undertrykt. Her er sandheden
Begge positioner og de tilhørende bekymringer er legitime. Dét, der ofte overses, er, at begge positioner udspringer af et oprigtigt ønske om, at islamisk identitet kan trives i samfundet; at handle med bevidsthed om Guds tilfredshed.
Men diskussionen forbliver fastlåst i tekniske uṣul-begreber (mustalahat), i stedet for at rette opmærksomheden mod, hvordan vi kan mobilisere og integrere de samlede ressourcer i det muslimske fællesskab. Dette kræver ikke blot en udnyttelse af de kompetencer, der findes i egne kredse, hos de mennesker, vi kender, men også en aktiv bestræbelse på at inddrage perspektiver og bidrag fra grupper og miljøer uden for de velkendte netværk.
Historisk splittelse i Islam: ledsagernes håndtering
Dette er langt fra første gang, at muslimske fællesskaber har været præget af interne uenigheder i spørgsmål vedrørende fortolkning og anvendelse af Guds lov. Vores inspirationskilde er vores islamiske kulturarv, og derfor er det relevant at fremhæve en historisk fortælling, der illustrerer, hvordan profetens (s.a.w) ledsagere ihærdigt gjorde deres ypperste for at neddæmpe fitnah og splittelse imellem hinanden.
Efter mordet på kaliffen ʿUthman ibn ʿAffan (r.a.) i år 35 H, blev ʿAli ibn Abi Ṭalib (r.a.) valgt som den fjerde kalif.
Muʿawiyah ibn Abi Sufyan, guvernør i Syrien og slægtning til ʿUthman, nægtede imidlertid at anerkende ʿAli, før mordet på ʿUthman var blevet hævnet. Dette førte til en række spændinger, som kulminerede i Slaget ved Siffin år 37 H.
Kampen var hård og blodig, men før ʿAli’s hær kunne sejre, hævede Muʿwiyahs styrker Koranens sider på spyddene og råbte:
“Lad Guds bog dømme mellem os!”
Dette skabte forvirring i ʿAli’s lejr. Mange blandt hans egne soldater ønskede at undgå videre blodspild, og derfor insisterede på at acceptere mæglingsforslaget.
ʿAli accepterede dette for at undgå videre splittelse blandt muslimerne. To mæglere blev udpeget. De skulle mødes for at drøfte, hvordan konflikten kunne løses. En gruppe fra ʿAli’s egen hær blev imidlertid dybt over, at han havde accepteret menneskelig voldgift.
De sagde: “Du har sat menneskers dom over Guds dom!” Der er ingen dom undtagen for Allah (la ḥukma illa lillah).”
De trak sig ud af hæren og slog lejr ved en by nær Kufa. Herfra blev de kendt for at udvikle radikale doktriner. De anså både ʿAli og Muʿawiyah som vantro for at have accepteret en menneskelig dom. De mente, at lederskab kun tilkom den mest gudfrygtige – og at gøre oprør mod en uretfærdig leder er en religiøs pligt.
ʿAli ibn Abi Ṭalib nægtede at bekæmpe dem uden først at forsøge dialog og rådgivning.
Han sendte derfor ʿAbdullah ibn ʿAbbas sammen med Anas ibn Malik.
IbnʿAbbas fik tilladelse af ʿAli til at gå alene til deres lejr. Da han ankom, blev han mødt af mænd, der reciterede Qurʾan dag og nat, med mærker på panden fra mange prostrationer.
Ibn ʿAbbas beskrev dem senere som “folk med stor oprigtighed, men uden forståelse.”
Han sagde: “Jeg er kommet fra jeres fælle, ʿAli (r.a), og jeg har hørt jeres klager. Fortæl mig, hvad I bebrejder ham for.”
De svarede med tre anklager:
- “Han accepterede menneskelig voldgift i stedet for Guds dom.”
Så Ibn ’Abbas svarede: “Allah siger i Qurʾan: ‘Hvis I frygter uenighed mellem mand og hustru, så send en voldgiftsmand fra hans familie og en fra hendes.’ (Sura al-Nisaʾ 4:35).
Hvis Allah tillader mennesker at mægle i ægteskabelige uenigheder, hvordan kan det så være forkert, at ʿAli accepterede mæglingsmænd i uenighed mellem muslimer for at forhindre blodspild?”
De svarede: “Det er ikke det samme.”
Ibn ʿAbbas svarede: “Men Allah sagde ‘Så døm efter dét, Allah har åbenbaret’, og mæglingsmanden dømmer ikke ud fra sine lyster, men ud fra Guds lov.”
- “Han kæmpede, men tog ikke krigsbytte fra sine modstandere.”
De sagde: “Da han besejrede Aisha, Talha og Zubayr ved Jamal, burde han have taget deres ejendele som krigsbytte.”
Ibn ʿAbbas svarede:
“Ville I tage jeres mødre som slaver? For Aisha er jeres mor ifølge Qurʾan: ‘Profetens hustruer er jeres mødre’. Hvis I tillader jer at tage jeres mødres ejendele, har I forladt islam.”
De tav.
- “Han slettede sin titel ‘Amir al-Muʾminin’ i fredsaftalen.”
Da mæglings-dokumentet skulle skrives, foreslog ʿAli’s repræsentant, Abu Musa, at man skrev “Dette er, hvad ʿAli, Amir al-Muʾminin, og Muʿawiyah har aftalt.”
Men ʿAmr ibn al-ʿAṣ protesterede: “Hvis vi anerkender ham som Amir al-Muʾminin, har vi allerede afgjort sagen.”ʿAli accepterede at fjerne titlen og i stedet at skrive “ʿAli ibn Abi Ṭalib”.
De sagde: “Han opgav sin titel som de troendes leder!”
Ibn ʿAbbas svarede dem:
“Profeten ﷺ selv fjernede ordene ‘Rasul Allah’ fra Hudaybiyyah-traktaten, da Quraysh ikke ville anerkende ham som Allahs sendebud. Sagde I dengang, at han ikke længere var sendebud?”
Efter denne samtale vendte flere tusinde tilbage til ʿAli’s lejr og fortrød deres brud.
Denne historiske fortælling viser, hvordan profetens (s.a.w.) ledsagere udviste en markant vilje for at bevare fællesskabets sammenhængskraft. De var bevidste om, at vedvarende splittelse uvægerligt ville forstærke fitnah og på længere sigt underminere ummaens stabilitet og handlekraft. Det drejede sig ikke blot om at håndtere en konkret konflikt, men om at genopbygge sammenhængskraften i et fragmenteret fællesskab og fortsat arbejde for inklusion og opretholdelsen af broderskabet.
Fraværet af lobbystisk tænkning: en kolonial arv
Diskussionen vedrørende det demokratiske valg udspringer ikke blot fra usul-principper, men af dybereliggende forhold i den islamiske kulturarv og historiske erfaringer. Kolonialismens opløsning af de klassiske islamiske institutioner betød ikke blot politisk underlæggelse, men en gradvis kolonisering af selve forståelsen af islam gennem vestlige epistemologier.
Midt i polariseringen om stemmeafgivning overses et strukturelt forhold: fraværet af institutionaliseret lobbyisme og civilsamfundsindflydelse. Dette fravær er en direkte eftervirkning af kolonialismen, som lærte muslimske samfund at reagere frem for at tænke strategisk.
Det muslimske samfund blev reduceret til reagerende subjekter, uden adgang til at definere, hvad politik og magt betød. Denne arv lever videre i dag: mange muslimske organisationer i Vesten arbejder ud fra en defensiv bevidsthed, der besvarer angreb, men formulerer sjældent proaktive, strategiske visioner.
Læs også: Palæstina og den politiske fragmentering af den muslimske verden
Men særligt efter den 7. oktober 2023 har der imidlertid kunnet observeres en markant intensivering af mobiliseringen på tværs af muslimske fællesskaber. Denne udvikling har ikke alene fungeret som et politisk redskab, men også som en opvågning. Det drejer sig nemlig ikke udelukkende om engagementet i Palæstina-Israel debatten, men om hele definitionsmagten af den muslimske medborgers identitet og tilstedeværelse.
Muslimske miljøer befinder sig derfor i stigende grad i en position, hvor mobilisering og etablering af græsrodsbevægelser, organisationer og lignende kollektive strukturer er nærliggende og mulige, men de er sjældent i indbyrdes dialog.
Kan islamisk lobby-arbejde være et frigørende middel imod den strukturelle postkolonialisme? Det lange svar er, ja. Dette er der flere eksempler på.
Et centralt modbillede findes i Muslim Council of Britain (MCB) som blev dannet i 1994 i England, der skulle være et svar på at have ét samlet repræsentativt organ for muslimer, som man kunne føre dialog med. Da MCB først var etableret, opnåede organisationen umiddelbart adgang til parlamentarikere og beslutningstagere.
Organisationen har haft succes med flere kampagner, bl.a. Interfaith og uddannelsespolitik: Udgivelsen af Meeting the Needs of Muslim Pupils in State Schools (2007) påvirkede skolepolitikken og religionsundervisningen. En kampagne om, hvordan skoler kan imødekomme de religiøse, kulturelle og sociale behov, som muslimske elever kan have i en sekulær skolekontekst.
MCB arbejder derfor helhedsorienteret og ikke blot i fragmenter. Deres tilgang demonstrerer, at lobbyisme i højere grad er den retning, muslimerne skal arbejde henimod.
Islamisk lobbyisme bliver her en form for frigørelse af systemets definitioner og en genoplivelse af vores islamiske kulturarv, nemlig resiliens.
For at navigere igennem den politiske hjemløshed må danske muslimer udvikle en bevidst og strategisk kollektiv tænkning. Muslimers politiske hjemløshed i Vesten kan ikke nødvendigvis “løses”, men den kan beboes med bevidsthed.