Gæstearbejdere, udlændinge, flygtninge, personer med anden etnisk herkomst, efterkommere af indvandrere osv. Ja, gennem tiden har vores medborgere fået mange navne – men sjældent er de blevet kaldt danske. Siden 1970’erne har integrationsdebatten fyldt massivt. De måtte gerne tage deres eksotiske mad og krydderier med, men deres værdier skulle helst blive i det land, de kom fra.
Indvandrere blev fremstillet som tilbagestående, kvindeundertrykkende og i opposition til vestlige frihedsidealer. Politikerne håbede, at anden og tredje generation ville omfavne den vestlige kultur. Men udviklingen har ikke været så entydig. Tværtimod har vi været vidne til en form for omvendt integration, hvor et stigende antal danskere har vendt blikket mod islam – og valgt at konvertere.
Der findes ingen officielle tal for, hvor mange danskere der konverterer til islam. Men ser man på udviklingen og de erfaringer, der findes i miljøerne, er det ikke urimeligt at antage, at omkring én dansker om dagen tager dette skridt. Det er ikke længere et marginalt fænomen – det er en reel udvikling.
Læs også: Når Danmark forandrer sig: Fra skrækforestilling til fælles ansvar
Etnisk danske muslimer er ikke længere en sjældenhed
Efter 11. september og den efterfølgende politiske retorik om “ondskabens akse” begyndte islam at fylde mere i Danmark – i medierne, i lovgivningen og i den offentlige debat. Samtidig begyndte mange herboende muslimer at tage deres religion mere alvorligt. Ironisk nok har denne øgede synlighed ikke kun skabt afstand – men også nysgerrighed.
Et feltstudie fra Københavns Universitet forsøgte at forklare, hvorfor danskere konverterer. Resultaterne passede dårligt ind i det etablerede narrativ. Det handlede ikke primært om forelskede kvinder eller rodløse unge mænd. Konvertitter fandtes på tværs af alder, uddannelse og sociale lag. Med andre ord: helt almindelige danskere.
Og billedet er det samme i dag. Etnisk danske ansigter i moskéerne er ikke længere en sjældenhed. De fleste muslimer i Danmark kender i dag en konvertit, og det gør de fleste danskere også, hvis ikke direkte så perifert.
Når man spørger konvertitterne selv, er deres historier forskellige – men deres konklusion er ofte den samme: De har fundet svar på livets grundlæggende spørgsmål. Islam tilbyder dem ikke blot en tro, men en sammenhængende livsanskuelse, hvor der er overensstemmelse mellem mennesket og dets Skaber.
Og netop her ligger en afgørende pointe, som ofte overses: Islam henvender sig ikke til en bestemt race, kultur eller historisk periode. Islam henvender sig til mennesket som menneske. Den tilbyder en afbalanceret tilgang til både vores verdslige og åndelige behov – uden at negligere nogen af delene.
En praktisk livsanskuelse med konkrete løsninger
Dette står i skarp kontrast til det danske samfund, der bygger på en sekulær, liberal kultur, som i stigende grad kæmper med alvorlige problemer. Især ungdommen lider. Stress, angst, ensomhed og meningsløshed er ikke undtagelser – de er blevet normen. Resultatet er et massivt overforbrug af antidepressiv medicin og en psykiatri, der er presset til bristepunktet.
I en sådan tilstand begynder mennesker naturligt at stille spørgsmål. Ikke kun til deres eget liv – men til det system, de lever i.
Her fremstår islam ikke som noget fremmed – men som et svar. En praktisk livsanskuelse med konkrete løsninger. Et system, der ikke blot adresserer menneskets eksistentielle spørgsmål, men også tilbyder en ramme for det daglige liv. Og vigtigst af alt: det taler til menneskets intellekt. Det kræver ikke blind tro eller bygger på uklare teorier – men præsenterer et rationelt og sammenhængende verdenssyn.
Samtidig har tilliden til de etablerede autoriteter lidt et alvorligt knæk. Coronakrisen og Danmarks støtte til – samt mangelfulde dækning af – Israels krigsforbrydelser har fået mange, særligt unge danskere, til at stille spørgsmål ved både medier og politikere. Det er blevet lettere at gennemskue den ensidige fremstilling af islam som noget mørkt, farligt og fremmed.
Det hastigt stigende antal danske konvertitter er derfor en torn i øjet på politikere og meningsdannere. For fænomenet underminerer det narrativ, de i årtier har forsøgt at opretholde: at islam er en fremmed og tilbagestående livsanskuelse.
Derfor tales der sjældent om konverteringerne. Og når det endelig sker, er det ofte gennem ekstreme enkeltsager, der skal tegne et misvisende billede. Konvertitten fremstilles som psykisk ustabil, rodløs eller hjernevasket. Populærkulturen spiller med – som i filmen “Vejen hjem”, hvor Nikolaj Lie Kaas rejser til Syrien for at redde sin psykisk ustabile søn, som er konverteret til Islam og er blevet radikaliseret.
Men denne fortælling er ved at smuldre.
Hvilket samfund ønsker vi?
Virkeligheden er, at mænd og kvinder fra alle samfundslag – veluddannede, velfungerende og reflekterede – vælger islam til. Ikke på grund af tvang eller manipulation, men fordi de finder svar.
Og udviklingen fortsætter.
Spørgsmålet er ikke længere, hvorfor nogle få danskere konverterer. Spørgsmålet er, hvad det siger om det samfund, de forlader. Og hvordan politikere vil forholde sig, når virkeligheden bliver så tydelig, at den ikke længere kan ignoreres.
Hvad gør man, når de “muslimer”, man vil sende hjem, er etnisk danske og ikke kan sendes længere end til Vejle, Odense, Vedbæk og Frederiksberg? Når mennesker, der er vokset op med den vestlige kultur, bevidst vælger den fra?
De danske muslimer er ikke på vej nogen steder, tværtimod.
Så måske er det ikke dem, man bør sætte spørgsmålstegn ved.
Måske er det de værdier, de har fravalgt.
Musa Kronholt og Khalid Abu Aisha er stiftere af organisationen Konvertitter i Danmark