Af Mussa Asif
Et stille lokale. Et par kvadratmeter gulv til stille tanker. Ingen ord fra prædikestol, ingen minerater, ingen religiøse symboler. Og alligevel: debatstorme, overskrifter, advarsler om parallelsamfund og demokratiets sammenbrud. Hvordan kan noget så stille larme så meget?
Debatten om muslimske stillerum på danske universiteter fortæller os mindre om bederum og mere om os selv. For hvorfor er det netop her, alarmklokkerne ringer? Hvorfor bliver et rum til refleksion og fordybelse pludselig fremstillet som en trussel mod det sekulære samfund?
I medier som B.T. og hos debattører som Thomas Hoffmann beskrives stillerummene ofte som starten på en glidebane: fra bøn, til særkrav, til negativ social kontrol – og til sidst en udfordring af det liberale demokrati. Islam fremstilles i denne diskurs som noget, der sjældent møder den samme tolerance og accept som andre trosretninger.
Læs også: Kan islam være løsningen på kriminalitet?
Men her er et spørgsmål, der sjældent stilles: Havde reaktionen været den samme, hvis stillerummet primært var blevet brugt af kristne studerende? Eller jødiske studerende? Havde vi talt om parallelsamfund og demokratisk forfald, hvis rummet blev opfattet som kristent eller jødisk – eller var det i så fald blot blevet set som et legitimt udtryk for religionsfrihed?
I praksis er stillerummene netop dét: rum for alle. Alligevel reduceres de i den offentlige debat til “muslimske bederum”. Gennem sproget gøres islam synlig, fremmed og problematisk. Set diskursteoretisk er dette afgørende. Det er ikke selve rummet, der vækker modstand, men den betydning, der tillægges det.
Glidebaneprincippet spiller her en central rolle. Argumentet er effektivt, fordi det appellerer til forestillinger om, hvad der kunne ske snarere end til hvad der faktisk sker. Spekulationer pakket ind i akademisk teoretisering opfattes som advarsler, og advarsler fremstilles som fakta. Men hvornår blev frygt et tilstrækkeligt grundlag for at afvise konkrete forhold, der bunder i realiteten?
Læs også: Mette Frederiksen til muslimer: I er uønskede
Måske fordi debatten i virkeligheden ikke handler om stillerum, men om liberalismens selvforståelse. Det moderne, sekulære samfund ser sig selv som rationelt, progressivt og frigjort fra religionens normer. Religion opfattes som noget, der hører fortiden eller privatsfæren til – og når den insisterer på synlighed, opleves den som et brud med fremskridtets logik.
I den sammenhæng er det værd at minde om, at forholdet mellem islam og modernitet historisk set har været mere komplekst, end den aktuelle debat ofte giver indtryk af. I flere århundreder var den islamiske verden et intellektuelt omdrejningspunkt, hvor filosofi, naturvidenskab og medicin blev dyrket og videreudviklet. Meget af den viden, som senere blev grundlæggende for Europas renæssance, nåede Vesten via muslimske tænkere og lærde. Set i det lys fremstår forestillingen om islam som grundlæggende uforenelig med rationalitet og fremskridt mindre selvindlysende – og mere som et produkt af nutidens fortællinger end af historien selv.
Konflikten kan derfor forstås som et sammenstød mellem to paradigmer. Liberalismen ser moral og sandhed som menneskeskabte og fleksible, mens religion ofte forankrer sig i det transcendente. Når liberalismens fluktuerende værdier gøres uomtvistelige, bliver de ikke længere blot idealer, men standarder, der dømmer alt, der ikke passer ind.
Spørgsmålet er derfor ikke, om islam kan tilpasse sig det moderne samfund. Spørgsmålet er, om liberalismen kan rumme andet end sig selv. Forventes muslimer at vælge mellem enten at opgive deres religion og tømme den for al offentlig synlighed, eller at blive ekskluderet fra fællesskabet? Hvor er pladsen til en tredje mulighed?
Det ironiske er, at et samfund, der hylder mangfoldighed, reagerer med mistænksomhed, når mangfoldigheden faktisk bliver synlig. Måske fordi et stille rum ikke blot giver plads til bøn, men også stiller et ubehageligt spørgsmål: Hvad er det egentlig, vi er så bange for?