I næsten 3 år har Gaza været en prøve på, hvad den muslimske verdens solidaritet betyder, når den møder international politik. Saudi-Arabien, Tyrkiet og Pakistan har alle fordømt Israels krigsførelse, krævet våbenhvile og fremhævet deres støtte til palæstinenserne. Der er blevet afholdt topmøder, sendt nødhjælp og udstedt erklæringer. Der har ikke manglet ord om Gaza. Men ordene fik aldrig karakter af en fælles forsvarsforpligtelse.
Gaza blev ikke mødt med en kollektiv afskrækkelsesmekanisme. Der blev ikke opbygget en regional struktur, hvor fortsatte israelske angreb skulle udløse koordinerede sikkerhedspolitiske konsekvenser fra nogle af den muslimske verdens stærkeste stater. Det er værd at holde fast i nu, for den 7. august underskrev Saudi-Arabien, Tyrkiet og Pakistan Mekka-pagten om fælles forsvar. Princippet er enkelt: Et væbnet angreb på én af de tre stater skal betragtes som et angreb på dem alle. Aftalen blev ikke kun begrundet med strategiske interesser og forsvarssamarbejde. I den officielle erklæring henviste de tre regeringer til de bånd af “broderskab og islamisk solidaritet”, som forener dem.
Læs også: Våbenhvilen føles så bittersød
Den 5. oktober blev pagten for første gang taget i brug som svar på Houthiernes angreb mod Saudi-Arabien. De tre landes ministre og militære ledelser mødtes i Riyadh og blev enige om at gennemføre deres kollektive forsvarsforpligtelser og sikre hurtig indsættelse af militære kapaciteter i kongeriget. Tyrkiets bidrag er indtil videre hovedsageligt defensivt og teknisk: blandt andet luftforsvar, efterretninger, våbensystemer, droneoperatører og logistisk støtte. Ankara har altså ikke kastet sig ud i en offensiv krig i Yemen. Men noget har alligevel ændret sig. Et angreb på Saudi-Arabien er blevet gjort til et fælles forsvarsanliggende. Det blev Gaza aldrig.
Der er en oplagt indvending mod sammenligningen: Houthierne er ikke Israel. En militær konfrontation med Israel ville stille Saudi-Arabien, Tyrkiet og Pakistan over for et helt andet magtforhold og en helt anden risiko. Israel er en af regionens stærkeste militærmagter og har USA i ryggen. Tyrkiet er NATO-medlem, Saudi-Arabien er tæt vævet ind i vestlige sikkerheds- og økonomiske relationer, og Pakistan har sine egne sikkerhedspolitiske hensyn i Sydasien. At forestille sig, at de tre lande bare kunne have overført den samme militære model fra Yemen til Gaza, giver derfor ikke meget mening. Men det gør ikke kontrasten ligegyldig. Det flytter bare spørgsmålet.
For det interessante er ikke, at saudiske, tyrkiske eller pakistanske kampfly aldrig blev sendt mod Israel. Det interessante er, hvor begrænset den fælles politiske reaktion forblev, selv mens ødelæggelserne i Gaza voksede. Stater fører ikke udenrigspolitik ud fra moralske appeller alene. De forsvarer deres territorium, deres økonomi, deres alliancer og deres egen sikkerhed. Det gælder også muslimske stater. Set på den måde er det ikke overraskende, at et angreb på Saudi-Arabien udløser en anden reaktion end Israels angreb i Gaza.
Læs også: Mediernes Gaza har mange “døde”, men få mennesker
Men den konstatering efterlader stadig et spørgsmål om prioritering. For selv uden en direkte militær konfrontation fandtes der et betydeligt politisk rum mellem fordømmelser og krig: Økonomisk pres, koordinerede sanktioner, diplomatiske konsekvenser og en fælles strategi for at øge prisen på den fortsatte krigsførelse. Noget tilsvarende den beslutsomhed, man nu ser omkring Saudi-Arabiens sikkerhed, opstod aldrig omkring palæstinensernes.
Tre år efter 7. oktober er mere end 74.000 palæstinensere ifølge Gazas sundhedsmyndigheder blevet dræbt. Store dele af området ligger i ruiner, og israelske angreb er fortsat trods våbenhvilen fra 2025. I september 2025 konkluderede FN’s uafhængige undersøgelseskommission, at Israel havde begået folkedrab mod palæstinenserne i Gaza. Israel afviser konklusionen, og Den Internationale Domstol har endnu ikke afsagt sin endelige dom i Sydafrikas folkedrabssag. Det er på den baggrund at Mekka-pagten bliver interessant, netop fordi den blotlægger hvor den sikkerhedspolitiske solidaritet reelt begynder og slutter.
Der er intet opsigtsvækkende i, at Saudi-Arabien forsvarer Saudi-Arabien. Når saudiske lufthavne, byer og energiinfrastruktur bliver ramt, ændrer regnestykket sig. Når uroen berører Bab al-Mandab, en afgørende rute for international handel og energitransport, bliver konflikten også et spørgsmål om økonomiske og strategiske interesser. Så mødes udenrigsministrene, forsvarsministrene og generalerne. Det interessante er spændingen mellem denne statslige logik og det islamiske sprog, der omgiver pagten.
Læs også: Menneskerettigheder som et værktøj til at styre muslimer
Saudi-Arabiens ledelse varetager Saudi-Arabiens interesser. Pakistans ledelse varetager Pakistans. Erdoğan leder den tyrkiske stat. Sådan fungerer nationalstater. Men når den samme alliance indgås i Mekka og begrundes med “islamisk solidaritet”, melder spørgsmålet sig. Hvor langt rækker den solidaritet?
I forestillingen om ummahen er passet sekundært. Muslimen i Gaza og muslimen i Riyadh tilhører det samme fællesskab, selvom en grænse og et statsborgerskab skiller dem ad.
I nationalstatens sikkerhedspolitik er det omvendt. Her er territoriet, grænsen og statsborgerskabet afgørende for, hvem staten skylder sin beskyttelse. Gaza har gjort forskellen synlig.
Da palæstinensiske familier blev begravet under deres hjem, hospitaler blev ødelagt, og sult blev en del af hverdagen, bestod den dominerende reaktion fra de muslimske stater af diplomati, nødhjælp, topmøder og fordømmelser. Der blev handlet, men handlingen blev aldrig til en fælles forsvarsforpligtelse eller en samlet afskrækkelsespolitik. Mekka-pagten er derfor ikke en pagt til beskyttelse af muslimer som sådan. Den er en forsvarspagt mellem tre nationalstater. Det er deres ret at indgå den. Men så må man også skelne mellem det islamiske sprog, pagten bruger, og de statsinteresser, den faktisk beskytter.
De var ikke uden handlemuligheder
Det betyder ikke, at Saudi-Arabien, Tyrkiet og Pakistan bare kunne have gjort ‘det samme’ over for Israel. Militær kapacitet er ikke det samme som politisk handlefrihed. De tre stater ville møde helt andre risici og omkostninger ved en konfrontation med Israel. Men alternativet til krig er heller ikke passivitet. Mellem kampfly og pressemeddelelser findes et betydeligt politisk rum: økonomisk pres, handelsrestriktioner, diplomatisk isolation, koordinerede initiativer i internationale institutioner og en langt mere konsekvent brug af den politiske indflydelse, som regionale stormagter faktisk råder over. Folkeretten gør også denne forskel relevant. Folkedrabskonventionens pligt til forebyggelse er ikke en pligt til at føre krig. Den Internationale Domstol har tværtimod fastslået, at staters ansvar afhænger af, hvilke midler der med rimelighed står til deres rådighed, og hvor stor mulighed de har for at påvirke aktørerne.
Læs også: Staten ejer ikke min moral
Det er en væsentlig sondring. Men den gør også spørgsmålet om passivitet vanskeligere at afvise. Mekka-pagten viser, at koordinering ikke er umulig. Forsvarsministre kan samles. Militære strukturer kan bygges. Efterretninger kan deles. Luftforsvar kan flyttes. Når en interesse vurderes som tilstrækkelig vigtig, kan den omsættes fra politiske ord til konkrete forpligtelser. Spørgsmålet er altså ikke kun, hvad disse stater kan. Det er, hvad de vælger at gøre vigtigt.
Mekka som symbol
Og så er der navnet. Mekka er ikke Riyadh. I muslimers bevidsthed er byen ikke blot en saudisk by inden for en saudisk statsgrænse. Den er qiblaen for muslimen i Gaza, Karachi, Istanbul, København, Jakarta og Dakar. Millioner vender sig mod den samme Ka’ba hver dag uden først at blive spurgt om nationalitet. Derfor er det heller ikke ligegyldigt, at netop Mekkas navn er blevet knyttet til denne forsvarspagt. Pagten låner sin symbolske kraft fra et fællesskab, der overskrider nationalstaten. Men dens konkrete beskyttelse stopper ved tre nationalstaters grænser. Det er måske det mest præcise billede på den modsætning, Gaza allerede har blotlagt. Når statens territorium, infrastruktur, handelsruter og strategiske interesser trues, kan solidariteten få institutioner, militære komitéer og operative planer.
Læs også: Morten Bødskov: Det er muslimernes egen skyld, at de bliver diskrimineret
Når en del af ummahen ødelægges uden for disse grænser, får solidariteten en anden form.
Spørgsmålet efter Gaza er derfor ikke, hvorfor muslimske hære ikke marcherede mod Israel. Det spørgsmål er for enkelt. Det vanskeligere spørgsmål er, hvorfor islamisk solidaritet kan blive til kollektivt forsvar, når nationalstaten trues, men ikke til en tilsvarende politisk forpligtelse, når den ummah, som lederne selv påkalder sig, rammes. Mekka-pagten giver ikke hele svaret. Men den gør grænsen synlig.