I denne uge er det tre år siden den 7. oktober 2023 og begyndelsen på det stadig igangværende folkemord i Gaza. Tre år med udsultning, tvangsfordrivelse og drab på palæstinensere i et omfang, der burde have gjort det umuligt at se væk. Alligevel er en stor del af den palæstinensiske lidelse blevet formidlet gennem dødstal, der vokser fra uge til uge, mens menneskene bag dem forsvinder i statistikken. Det gør det nødvendigt at tale om mediernes rolle i ikke bare at dokumentere det, der foregår, men i at forme samfundets forståelse af, hvem der bliver dræbt, og hvor meget deres liv og drab får lov til at fylde.
Det blev igen tydeligt for nylig, da Benjamin Netanyahu stod foran kameraerne og tog imod en israelsk passager efter en hændelse på et fly mod Israel. Omstændighederne var endnu ikke fuldt afklarede, og forskellige versioner af hændelsesforløbet cirkulerede. Alligevel blev fortællingen hurtigt koblet til “islamistisk radikalisering” i alle muslimers navn, mens oplysninger om den mistænktes religiøse baggrund blev fremhævet i omtalen. Samtidig fik den israelske passager et navn, et ansigt og en historie. Vi så Netanyahu omfavne ham foran kameraerne, mens han stadig bar sin blodplettede trøje.
Læs også: Netanyahu står ikke alene: Ansvaret er israelsk
Det interessante er ikke at forsøge at afgøre, hvad der skete på flyet, før det er undersøgt. Det interessante er, hvad der sker journalistisk, når fortolkningen bevæger sig hurtigere end den dokumenterede viden. Hurtigt bliver islam, radikalisering og terror gjort til en del af forståelsesrammen, og vupti! Så er fortællingen allerede ved at blive etableret. Senere rettelser eller nuancer møder et publikum, som allerede har fået præsenteret en forklaring.
Det er en del af mediernes magt over meningsdannelsen. Journalistikkens indflydelse ligger ikke kun i, om de enkelte oplysninger er korrekte, men også i udvælgelsen af dem, rækkefølgen, sproget, billederne og kilderne. Et menneske, der bliver vist med navn, familie og personlig historie, bliver gjort nærværende. Et menneske, der alene eksisterer som en blandt 10, 1000 eller 100.000 dræbte, bliver langt lettere abstrakt.
Læs også: 7. oktober – et spejl af vores egen politik
Den forskel bliver vanskelig at ignorere efter tre års folkemord i Gaza. Vi har igen og igen fået opdateret antallet af dræbte palæstinensere. Vi har fået oplyst, hvor mange der blev dræbt i nattens bombardementer, hvor mange børn der befandt sig blandt de dræbte, og hvor mange mennesker der er blevet dræbt, mens de forsøgte at skaffe mad. Samtidig er palæstinensere blevet udsultet, fordrevet fra deres hjem og tvunget til at flygte fra det ene område til det næste. Omfanget er vigtigt at dokumentere, men når menneskelig lidelse dag efter dag formidles gennem tal, opstår der også en risiko for, at det ufattelige bliver almindeligt.
I sidste uge blev 105 palæstinensere begravet i Gaza, næsten tre år efter at de blev dræbt. Formuleret sådan bliver 105 endnu et tal i en nyhedsstrøm, der allerede er fyldt med dem. Men de 105 var mennesker med navne, familier, arbejde, venner, vaner og fremtidsplaner. De havde et liv, før de blev gjort til et dødstal. Den forskel bliver tydelig, når enkelte palæstinensiske historier formår at bryde igennem statistikken.
Mere end tal i statistikken
Hind Rajab var seks år gammel, da hun sad fanget i en bil i Gaza med sine dræbte familiemedlemmer omkring sig og bad om, at nogen kom og hentede hende. Reem Nabhan var tre år, da hun blev dræbt. Verden lærte hende blandt andet at kende gennem hendes bedstefar Khaled Nabhan, der kyssede hende farvel og kaldte hende “the soul of my soul”. I de tilfælde fik de dræbte noget, som hundrede tusindvis af andre palæstinensere aldrig fik i den internationale offentlighed: De blev mennesker, før de blev statistik.
Læs også: Anerkendelse af Palæstina og myten om tostatsløsningen
Men historien om dræbte palæstinensiske børn begyndte ikke i oktober 2023. I september 2000 så verden billederne af 12-årige Muhammad al-Durrah sammenkrøbet ved sin far, der forsøgte at beskytte ham under beskydning i Gaza. Samme år blev 14-årige Fares Odeh dræbt, kort efter at et fotografi af ham stående foran en israelsk kampvogn var blevet taget. Mere end to årtier adskiller deres navne fra Hind Rajab og Reem Nabhan, men de peger på en palæstinensisk historie, der ikke begyndte den 7. oktober.
Mediernes medansvar for situationen i Gaza
Det er også derfor, mediernes sprog betyder noget. Der er forskel på at skrive, at palæstinensere “dør”, og at skrive, at de bliver dræbt. Der er forskel på, om en bygning “rammes”, eller om Israel målrettet bomber den. Der er forskel på at beskrive sult som en humanitær situation og på at beskrive, hvordan adgangen til mad bliver begrænset, og mennesker decideret udsultes. Den passive formulering kan fjerne den handlende aktør fra sætningen og efterlade læseren med konsekvensen uden nødvendigvis at blive konfronteret med, hvem der har forårsaget den.
Problemet er større end den enkelte journalist. Det handler om journalistiske og sproglige vaner, som får politiske aktørers udlægninger til at fremstå som udgangspunktet for en historie, mens de mennesker, der lever med konsekvenserne, bliver til dødstal.
Læs også: Israel indfører dødsstraf for palæstinensere
Efter tre års folkemord burde den samme journalistiske interesse, der kan gøre en israelsk passagers oplevelse konkret og menneskelig, være selvfølgelig, når palæstinensere bliver udsat for bombardementer, udsultning og fordrivelse eller i værste fald bliver dræbt. Medierne bestemmer ikke alene, hvad mennesker mener om Gaza, men de leverer det materiale, vi danner vores holdninger ud fra. Derfor er det afgørende, om vi lærer et menneske at kende, eller kun lærer antallet af mennesker, der er blevet dræbt.
Efter tre år er spørgsmålet ikke, om verden har set palæstinensisk lidelse. Den har været foran os hver eneste dag. Spørgsmålet er, om medierne i samme grad har insisteret på at vise os palæstinenserne som mennesker.
Medierne kommer næppe til at gøre arbejdet for os. Så næste gang endnu et palæstinensisk dødstal rammer nyhedsstrømmen, så stop op. Find navnene. Læs historierne. Husk menneskene. Hvis medierne ikke menneskeliggør dem, må vi insistere på at gøre det.