Logo for Kriterium med latinske bogstaver i brun skrift ovenpå det arabiske ord "Furqan" skrevet i lysegrøn kalligrafi, på beige baggrund.

Isam B: De forsøger at intimidere os til tavshed

Denne artikel er skrevet af: Isam B (gæsteskribent)

07. oktober 2023 antændte ikke bare en verdensomspændende debat om Israel og Palæstina, men også en landsdækkende klapjagt på muslimer.

Dæmoniseringen, dehumaniseringen og intimideringen tog sin start, da Berlingske, som efterhånden agerer direkte talerør for besættelsesmagtens propaganda, lagde spalter til en kronik af Pia Kjærsgaard med titlen ”Pia Kjærsgaard kalder Isam B for »en fundamentalist pakket ind i et pænt sprog”. Her underholdte den detroniserede formand for Folketinget læserne med sine mistænkeliggørende røverhistorier om mig og mine.

Dernæst tonede håndlangerne, Mikkel Bjørn og Morten Messerschmidt, frem med trusler om fratagelse af statsborgerskabet, udsmidning fra den danske højskolesangbog og opfordring til ’hjemsendelse’.

Det er almindeligvis kun DF’ere, som leger med på den galej. Men sidenhen også journalister.

Efter en grundlovstale på en grundtvigiansk institution, henvendte en journalist sig og bibragte mig det indtryk, at interviewet skulle omhandle min grundlovstale. Men dårligt var den indledende snak om vejret, dagen og talen forbi førend journalisten ville tale om Hamas og min holdning hertil.

En journalist fra BT kontaktede mig i forbindelse med en fundraising-video. I videoen opfordrer jeg alle, der kan, til at støtte initiativet om at sende ambulancer til Gaza, da Gazas hospitalsvæsen og dertilhørende aggregater jo er beviselige mål for besættelsesmagtens bombardementer.

Journalisten fortæller mig, at pengene muligvis kanaliseres hen til en organisation, som mistænkes for at have forbindelser til Hamas. Det er selvsagt, at jeg selvfølgelig ikke intenderer at indsamle til Hamas, men at jeg støttede indsamlingen til at sende brugte ambulancer til Gaza.

Denne detalje ænses ikke mange tanker af journalisten, der fluks går til tasterne for at sensationalisere en ikke-historie og bestyrke narrativet om, at jeg er terrorsympatisør og Hamasfanatiker.

Borgerlig Tabloid, en dengang nystartet, men i dag inferiør podcast, inviterede mig som gæst til deres premiereudsendelse, hvor værten og holdet bag satte mig i stævne med den stærkt radikaliserede medvært Joachim B. Olsen, som på X gang på gang udstiller, hvorfor selv Anders Samuelsen (LA) vurderede den tidligere kuglestøder for amatøragtig til en ministerpost. Selvom Joachim B. Olsens argumenter var få og fejlkonklusionerne store, fik han ualmindelig meget taletid i programmet. Men det er vel en medværts privilegium.

Dagen derpå skriver den kvindelige vært opsigtsvækkende nok et ikke videre velargumenteret eller velformuleret indlæg i BT, som hun betitler ” Du kører med en falsk fortælling, Isam B”. Javel. Jeg er med på, at det er et debatprogram, men at man som vært kan have så tydelige holdninger til ens gæst og debatemne rejser vel spørgsmålet om, hvorvidt man overhovedet kan være ordstyrer på neutral og saglig vis. 

Tilbage sidder jeg og føler mig ført i baghold, fordi deres formål tydeligvis var at promovere eget program på min bekostning og ikke at rejse en reflekteret diskussion om et udvalgt emne. Skamløs journalistik, hvis den slags bondefangeri overhovedet kan værdiges en journalistisk betegnelse.

Væk er samtalen om besættelsesmagtens folkemord, undertrykkelse, fordrivelse, fængsling og udsultning af samme, fordi disse skal vige pladsen for skamløs kampagnejournalistik. Kampagnejournalistik, som har det ene formål at dæmonisere, dehumanisere og intimidere stemmer som mine til tavshed.

“For hvis man kan få det til at handle om muslimer, terrorister og Isam B, ja, så behøver den enkelte journalist på landets redaktioner ikke megen betænkningstid førend denne fatter pennen og dæmoniserer, dehumaniserer og intimiderer mig og mine på ny. Alt sammen med den konsekvens til følge, at vi trækker os fra debatten.” — Isam B.

For hvis man kan få det til at handle om muslimer, terrorister og Isam B, ja, så behøver den enkelte journalist på landets redaktioner ikke megen betænkningstid førend denne fatter pennen og dæmoniserer, dehumaniserer og intimiderer mig og mine på ny. Alt sammen med den konsekvens til følge, at vi trækker os fra debatten.

Så meget for den ytringsfrihed, som man gerne lovsynger, men i smug modarbejder for en udvalgt samfundsgruppe.

Del artiklen: