Af Amar El Chiekh Khalil
Er man studerende på Københavns Universitet (KU), kan man nu på intranettet se, at KU lukker sine stillerum den 1. december 2025.
I opslaget står der, at “KU’s stillerum for studerende lukker i deres nuværende form. Samtidig vil ledelsen arbejde hen imod rammer, der favner et bredere udsnit af studerende, end det er tilfældet i dag.” Det betyder, at vi ser den samme tragiske situation, som tidligere udspillede sig på Syddansk Universitet (SDU); en beslutning om lukning med henblik på “at finde en løsning” senere, men uden at inddrage de studerende undervejs.
Det er nu over to måneder siden, at nedlukningen af fordybelsesrummet for alvor trådte i kraft. Før dette, var rummet i et halvt år lukket “midlertidigt” indtil man fandt en løsning. Mønsteret går ikke nogens næse forbi. At det nu sker på KU, et universitet mange betragter som et førende og inkluderende sted, gør det endnu mere skuffende.
For det er igen den samme fortælling: ”Vi lukker fordi vi gerne vil inkludere alle, og i den proces, undertrykker vi jer alle.”
KU skriver, at man “nu vil i dialog med de studerende om, hvordan man får skabt rammer, som tilgodeser flest muliges behov bedst muligt”. Men hvorfor sker den dialog ikke før man lukker rummene?
Læs også: 22 nye initiativer til øget statskontrol af muslimers værdier
Negativ social kontrol
Det er ingen hemmelighed, at det særligt er muslimske studerende, der bruger rummene mest. Og det er netop det, der igen bliver problemet: Når muslimer bruger et tilbud, bliver det set som “for meget”, og vi bliver fremstillet som ofre for negativ social kontrol, selv når rapportens egne data ikke understøtter det narrativ.
Ifølge rapporten skønnes op mod 7% af de studerende på KU (ca. 2.400 personer) at have muslimsk baggrund, og andelen er særligt høj på de sundhedsvidenskabelige uddannelser (11–13%). Samtidig skriver rapporten, at middagsbønnen altid falder inden for undervisningstid, og at muslimer særligt om vinteren kan have brug for at bede flere bønner på campus. Alligevel slår arbejdsgruppen fast, at et flertal af muslimske studerende slet ikke bruger stillerummene, eller at de beder på måder, der ikke involverer rummene.
Det viser, at de få studerende, der bruger rummene, ikke udøver noget pres. Tværtimod dokumenterer rapporten, at de studerende hverken oplever negativ social kontrol eller pres om at bede. Bønnen er for dem et privat anliggende, og vedrører ingen andre end én selv.
Læs også: Er Danmark et trygt sted at være muslim?
En skjult agenda?
Arbejdsgruppen beskriver tre hovedformer for brug: religiøs, spirituel og sekulær. Studerende med funktionsnedsættelser fremhæves som en central gruppe i den sekulære brug, fordi de har særligt behov for ro og tilbagetrækning. Det behov er fuldstændig legitimt, men hvorfor skal deres behov nedlægge andres behov? Hvorfor kan man ikke sikre begge grupper et rum? Og hvorfor er det igen muslimerne, der må give afkald?
Derudover dokumenterer rapporten, at to af KU’s stillerum i sin tid blev etableret som tværreligiøse initiativer af kristne, buddhister, muslimer og jøder. Alligevel lukkes rummene, selvom de, historisk og praktisk, netop var tænkt som inkluderende fællesskaber.
Rapporten gør det også klart, at en lukning har betydelige ulemper: religiøse minoriteter oplever allerede i højere grad eksklusion fra studiemiljøet, og en lukning kan forværre dette betydeligt. Lukning kan også gøre KU mindre attraktivt for både minoritetsstuderende og internationale studerende. Rapporten peger desuden på, at KU uden stillerum ikke længere har et sted at henvise religiøs praksis til, hvilket rejser spørgsmål om religionsfrihed og universitetets rolle i et mangfoldigt samfund. Alligevel vælger KU lukningen.
“De studerende, der bruger rummene, kan på kort sigt føle sig tilsidesat,” skriver prorektor Kristian Lauta. Men virkeligheden er, at de allerede føler sig tilsidesat, og fra rapportens egne tal ved vi, at muslimer og religiøse minoriteter allerede rapporterer markant højere følelser af eksklusion end andre grupper.
KU siger, at studiemiljøet ”skal være for alle”. Men når man fjerner et rum, der faktisk bruges af en minoritet med et legitimt behov, i stedet for at udvikle det i dialog, så er budskabet det modsatte.
Når der beskrives at, “offentlige institutioner skal være neutrale, og religiøse aktiviteter skal derfor begrænses,” så er det et angreb på diversiteten af studerende. For alle udtrykker sig forskelligt. Vi alle er forskellige. At kræve “neutralitet” er at fjerne alle de ting, der gør os unikke.
Læs også: Assimilation eller remigration?