Af Iman Kurdi
På Kvindernes Internationale Kampdag hylder man kvinders frihed. Retten til egen krop. Retten til selvbestemmelse. Retten til at vælge sin måde at leve på som kvinde. Men spørgsmålet er, om denne frihed i praksis er universel, eller om den kun gælder, når kvindens valg passer ind i et snævert og dominerende ideal.
I årtier har kvinder i Vesten kæmpet for retten til at bestemme over deres egen krop, at ingen kan eje, bruge eller definere den. Kropslig selvbestemmelse fremstilles ofte som et symbol på kvindefrigørelse.
Men her opstår et paradoks.
For i det øjeblik en kvinde vælger at tage fuld kontrol over sin krop, ikke ved at vise mere, men ved at afgrænse dens synlighed, ikke ved at gøre den frit tilgængelig for andres blikke og forventninger, men ved at kræve samtykke for hver eneste centimeter, begynder mistænkeliggørelsen. Er hun nu også fri? Er hun tvunget? Er hun undertrykt? Det valg, der burde være det mest radikale udtryk for kropslig selvbestemmelse, bliver i stedet gjort til det mest problematiske.
Friheden viser sig at være betinget.
Læs også: Alle siger, at jeg som muslimsk kvinde er undertrykt. Her er sandheden
Vi lever i et samfund, hvor kvindens værdi og selvbestemmelse i stigende grad måles på hendes produktivitet og den visuelle tilgængelighed af hendes krop. Hun skal være fri til at arbejde, til at konkurrere, til at præstere – selv når det giver stress og udbrændthed, eller går ud over familielivet. Hun forventes at være seksuelt frigjort, åben, afslappet og ikke besværlig. Og alt dette præsenteres som frihed. Når kvinden siger ja til dette, kaldes det empowerment. Når hun siger nej, når hun sætter grænser for blikke, dækker sin krop eller insisterer på konservative rammer for interaktionen med det andet køn eller beslutter at prioritere familielivet over det kapitalistiske hamsterhjul – bliver hendes valg problematiseret. Ikke fordi hun fratager andre deres ret til at vælge, men fordi hun udfordrer den fortælling, som friheden er blevet pakket ind i. Det afslører en ubehagelig sandhed: Kvindens frihed accepteres kun, så længe den ikke udfordrer kapitalens, begærets eller normens interesser.
Den muslimske kvinde står ofte som det tydeligste eksempel på denne selektive frihed. Hun får konstant at vide, at hun er fri til at vælge, at samfundet er villig til at bruge ressourcer og tid på at kæmpe for hendes frihed og ret til at vælge – men kun indtil hun vælger noget, flertallet ikke forstår eller bryder sig om. Hendes valg bliver analyseret, psykologiseret og politiseret på en måde, andre kvinders valg sjældent bliver.
Læs også: Vestens forestilling om islam som kvindeundertrykkende – anden del
Det handler ikke om, at alle kvinder skal træffe de samme valg. Det handler om, at retten til at vælge må gælde konsekvent. Også når valget er religiøst. Også når det er konservativt. Også når det går imod tidens idealer. Hvis kvindens frihed kun anerkendes, når hun lever op til idealer om synlighed, forventet kropslig og social tilgængelighed og konstant præstation, frem for selvvalgte grænser og en livsform forankret i egne værdier, er det ikke frihed. Det er en ny form for normativ tvang.
På Kvindernes Kampdag bør vi derfor ikke kun spørge, hvad den vestlige kvinder er blevet frigjort til, men også hvad de er blevet frigjort fra, og hvem der i dag sætter rammerne for, hvilke valg der anses som legitime. Ægte frihed er ikke retten til at leve på én bestemt måde. Det er retten til at leve i overensstemmelse med sine værdier – uden at skulle stå skoleret for dem, hver gang de ikke matcher flertallets forestilling om det gode liv.
