Af Amar El Chiekh Khalil
Der er snart ikke en eneste dansker, der ikke frygter en kommende krig.
Med al snakken om USA’s ønske om at invadere Grønland, må vi også sige det, som det er: Krig i Grønland er lig med krig i Danmark. Og stille og roligt er vi begyndt at tale om, hvad krig egentlig vil betyde for os. For vores hverdag. For vores liv.
Nogle er allerede begyndt at forberede sig. Køber særlige varer. Lægger planer. Som om krigen kan pakkes væk i dåsemad og beredskabskasser.
Men hvis vi har lært bare én ting af de sidste mange år, af alle de uhyrligheder, verden har været vidne til, så er det dette: Historien gentager sig. Og igen og igen viser det sig, at vi ikke lærer af den.
For når man kigger tilbage i historien, kan man mellem linjerne se noget helt særligt. Noget, vi sjældent taler om. Nemlig: Hvad krig betyder for minoriteter i et vilkårligt land. Vi behøver faktisk ikke gå længere tilbage end de sidste par år for at drage lære af det.
Hvad vil krig i Danmark betyde for muslimer i Danmark? For det vil have en betydning. En praktisk, juridisk og social betydning.
Læs også: Vestens forestilling om islam som kvindeundertrykkende – anden del
Udover at vi rammes af krig som alle andre, rammes vi på en helt særlig måde. Rent politisk og juridisk vil muslimers loyalitet til Danmark blive mistænkeliggjort. Der vil være øget fokus på loyalitet over for staten. Skærpet overvågning, særligt i miljøer, der i forvejen anses som “sikkerhedsrelevante”. Og vi vil se en politisk retorik, vi allerede kender, men i en langt mere intens og legitim form.
Islam problematiseres allerede i dag. I en krigssituation vil islam igen blive koblet til uro, radikalisering og fremmede interesser, også selvom konflikten intet har med Mellemøsten at gøre. Os-og-dem-sproget vil blive polariseret i en grad, hvor kløfterne mellem mennesker vokser, og kompleksitet forsvinder.
“Fordømmer du Hamas?” Et spørgsmål kun folk, der ligner mig, blev stillet efter den 7. oktober. Efter den 7. oktober, efter folkemordet på palæstinenserne i Gaza, lærte vi meget om den verdensorden, vi lever i. At retten til liv åbenbart ikke gælder alle. At frihed heller ikke gælder alle. At internationale love kan bøjes, suspenderes og ignoreres, når det drejer sig om bestemte mennesker. En bestemt minoritet.
Og netop her viser dobbeltstandarden sig tydeligst. For alt det, vi i dag ser Danmark tale om, kræve og mobilisere for i relation til Grønland: Territorial integritet, retten til selvbestemmelse, beskyttelse mod invasion; det er præcis det samme, som palæstinensere og deres støtter i årevis har bedt, tigget og råbt om i forhold til Gaza.
Læs også: Når Danmark forandrer sig: Fra skrækforestilling til fælles ansvar
Pludselig er det vigtigt. Pludselig er et folks land ikke til salg. Pludselig kan man ikke “bare” invadere et andet folk. Pludselig er det moralsk uacceptabelt at fordrive en befolkning fra deres hjem.
Vi hører det i statsministerens nytårstale, da hun talte om krigen i Ukraine: “For nogle virker det måske som en konflikt langt væk. Men tingene hænger sammen.” For ja, sandelig nok hænger tingene sammen, men de hænger vel kun sammen, hvis det passer i ens agenda og egne interesser?
Statsministeren fortsætter: “Om at ville overtage et andet land, et andet folk. Som om det var noget, man kunne købe og eje. Det hører ingen steder hjemme. […] Men lad ingen være i tvivl: Uanset hvad der kommer til at ske. Så står vi fast på, hvad der er rigtigt og forkert.”
Så man har viden om, hvad der er rigtigt og forkert, man har et moralsk kompas, der siger, at det ingen steder hører til herhjemme, men dog ikke, når det gælder palæstinensere. Her har vi i månedsvis set et folk blive bombet, fordrevet, udslettet, uden samme moralske indignation. Uden samme politiske konsekvens. Uden samme vilje til handling.
Desuden siger statsministeren til et pressemøde d. 13. januar: “Det her handler ikke kun om Grønland eller om Kongeriget. Det handler om, at man ikke skal kunne ændre grænser med magt. At man ikke kan købe et andet folk. Og det handler om, at små lande ikke skal frygte store lande.”
Læs også: “Kriminelle migranter” som argument mod menneskerettigheder
Og dobbeltmoralen stopper ikke her. Da Donald Trump udtalte, at bare fordi der for 300 år siden landede en båd i Grønland, betyder det ikke, at Grønland er Danmarks, blev det med rette mødt med forargelse. Men udtalelsen er afslørende, for den rammer direkte ned i den historiske logik, som Vesten selv er bygget på.
Der landede en båd i Amerika. En europæisk mand steg i land. Og pludselig mente man, at landet tilhørte dem. Der blev udstedt en seddel, en erklæring, og pludselig var det legitimt at fordrive et helt folk fra deres jord i Palæstina.
Det er den samme koloniale logik. Den samme moralske selektivitet. Forskellen er blot, hvem det går ud over. Og i krisetider bliver denne selektivitet farligere.
Vi ser igen og igen det samme mønster: Mere had. Flere mistænkeliggørelser. Flere overgreb. Religiøse symboler som hijab, skæg og moskéer bliver politiske markører. Chikane bliver mere legitim. Debatten om “danske værdier” bliver smallere, og der bliver mindre plads til diversitet.
Vi så det med “remigrations-” hændelsen på Imam Ali-moskéen i København. Vi så det i tiden efter den 7. oktober. Og vi vil se det igen.
Læs også: Assimilation eller remigration?
Det er intet andet end historisk gentagelse. Vi har set det med japanere i USA under Anden Verdenskrig. Med tyskere i Storbritannien under Første Verdenskrig. Med muslimer i USA og Europa efter 11. september. Med jøder i Europa. Med russisktalende minoriteter i Baltikum efter Ukraine-krigen.
Men konsekvenserne er ikke kun ydre. Mange førstegenerationsindvandrere og flygtninge i Danmark kommer fra krigsramte lande. De bærer på historiske og arvede traumer. Mange lever med PTSD og andre psykiske lidelser relateret til krig. Når staten samtidig ikke har iværksat initiativer for at varetage minoriteters mentale helbred, heller ikke i forbindelse med Gaza, er det naivt at tro, at det vil ændre sig i en ny krigssituation.
Læs også: “Kriminelle migranter” som argument mod menneskerettigheder
Og selvom en kommende krig i Danmark ikke har noget med Mellemøsten at gøre, betyder den stadig alt. For der eksisterer allerede en krig mod islam. Og i Danmark finder man den mindste undskyldning for at gøre muslimer til syndebukke.
Som Dr. Zaid bin Abdul Karim Az-Zaid skriver i Fiqh ul-Sirah, findes der to former for fjendskab mod religiøse minoriteter: Fjendskab mod dig som person, og fjendskab mod din religion. Hvis det er religionen, de bekæmper, ønsker de, at du holder op med at være religiøs. Hvis du nægter, bliver fjendskabet personligt. Det kender vi alt for godt. “Dem og os.”, “Integration.”, “Gud har vigepligt.”.
Hvad kan en krig ikke gøre ved et allerede fjendtligt billede? Når frygt og kaos breder sig, er der intet mere effektivt end at skabe en fælles fjende. Et “dem”.
Derfor er dette ikke bare en reflekterende analyse. Det er en advarsel for det, der er i vente for minoriteterne i Danmark. For muslimerne i Danmark. Så mens andre forbereder sig til krig ved at købe deres varer og lægge deres planer, bør danske minoriteter forberede sig på en helt særlig måde.
For dobbeltstandarden er tydelig. Og karma har det med at vende tilbage som en ustoppelig boomerang. Spørgsmålet er bare, hvem den rammer først.