Af Heena Sarwari
Den offentlige diskurs om muslimer har aldrig været god, men på det seneste er den gået fra dårlig til helt misvisende. Sandheden er, at den aldrig har været positiv.
Muslimer bruges som brikker i et politisk spil, hvor symbolpolitik vægtes højere end løsninger, og hvor frygt giver flere stemmer end fakta. De teorier politikerne bygger deres fortællinger på, kan væltes med et enkelt stød af virkelighed. For når vi lægger retorikken til side og ser på data, tegner der sig et billede, som ligger langt fra den politiske fremstilling.
Dansk udlændingedebat handler i dag mere om “dunjakker”, stereotyper og identitetsmarkører end om den forskning, der faktisk eksisterer.
Læs også: Mette Frederiksen til muslimer: I er uønskede
Ifølge Justitsministeriets offerrapport sker en betydelig del af de alvorligste lovovertrædelser under påvirkning af alkohol eller stoffer, og rusmidler går igen som en af de mest markante risikofaktorer blandt unge i kriminelle miljøer. Det peger ikke på kultur eller religion som årsag, men på konkrete sociale forhold, der øger risikoen for kriminalitet. Og netop her bliver kontrasten tydelig. Mens rusmidler spiller en central rolle i meget kriminalitet, forbyder islam dem kategorisk, ikke som straf men som forebyggelse på alt det, der følger med.
Kriminalstatistikker er ikke neutrale (objektive) sandheder, selvom de ofte præsenteres sådan i det offentlige rum. Som det er blevet påpeget i Information
kan måden vi bruger kriminalstatistikker på, få minoritetsetniske unge til at fremstå langt mere kriminelle, end de reelt er. Ikke fordi tallene er opdigtede, men fordi de ofte bruges uden den kontekst, de er skabt i.
Kriminalstatistikker måler ikke kriminalitet i sig selv, men registreringer af anmeldelser, sigtelser og domme. Fordi politiindsatsen er højere i udsatte boligområder, hvor mange minoritetsetniske unge bor, er det også oftere dem, der ender med at blive registreret i kriminalstatistikkerne.
Det betyder, at deres handlinger i højere grad end andres bliver synlige i statistikken. Hvis man tilsvarende øgede politiintensiteten markant på Strandvejen hver weekend, ville kriminalitetstallene også stige der, ikke nødvendigvis fordi der blev begået mere kriminalitet, men fordi der blev holdt mere øje og dermed registreret.
Alligevel bruges tallene ofte uden denne nuancering.
De bliver politiske beviser på kulturelle forklaringer frem for sociale forklaringer. Det er netop her debatten om kriminalitet går galt. Når statistik bruges til at bekræfte fordomme i stedet for til at forstå problemer.
Læs også: Når muslimske stemmer kriminaliseres, før de forstås
Debatten om “kriminelle udlændinge” fylder langt mere i den offentlige samtale, end tallene egentlig berettiger til. Selvom indvandrere og efterkommere er ”overrepræsenterede” i kriminalstatistikkerne, bliver denne overrepræsentation ofte brugt som et politisk bevis for, at fængslerne domineres af mennesker uden reel tilknytning til Danmark.
Det billede holder ikke. Omkring to tredjedel af de indsatte i danske fængsler har dansk oprindelse. Kun en meget lille andel er reelle udlændinge uden fast bopæl i landet. Resten er mennesker der er født og opvokset her, har gået i danske skoler, taler dansk som førstesprog og har familie, børn og fremtid i Danmark. Alligevel omtales de konsekvent som “udenlandske”, som om kriminaliteten kommer udefra og ikke fra de samme samfundsforhold, vi alle er en del af.
Når kriminalitet begås af mennesker, der er vokset op i Danmark, er det ikke et fremmed problem. Det er ikke importeret. Det er hverken kulturelt eller religiøst. Det er et resultat af danske vilkår og danske prioriteringer. Og så længe vi bliver ved med at kalde det noget andet, slipper vi for at tage ansvar, men vi kommer ikke tættere på en løsning.
Forebyggelsen begynder længe før problemerne opstår
Når vi ved, at misbrug, svækkede familier og fraværet af stabile fællesskaber er blandt de største faktorer i udviklingen af kriminalitet, giver det anledning til et enkelt, men afgørende spørgsmål: Hvorfor taler vi så sjældent om de miljøer, der faktisk modvirker disse risikofaktorer?
Islam fører ikke til kriminalitet. Tværtimod tilbyder den mange af de værktøjer, som kriminologien peger på som beskyttende. Islam lægger vægt på stærke familierelationer, klare normer, socialt ansvar og et kategorisk forbud mod kriminalitet og rusmidler. Forskningen viser, at misbrug, manglende tilknytning og svækkede familier øger risikoen for kriminalitet, og det er netop sådanne forhold, islam søger at forebygge.
Læs også: Er Danmark et trygt sted at være muslim?
Det er afgørende at forstå, at islam ikke kun beskriver, hvordan man håndterer en overtrædelse ved straf. Den beskriver først og fremmest, hvordan man undgår at komme dertil, og der lægges et massivt fokus på forebyggelse, på at skabe rammer, værdier og praksisser, der gør at mennesker ikke engang bevæger sig i skyggen af det skadelige. Forebyggelsen begynder længe før problemerne opstår.
Alt det, som kriminologer, psykologer og socialforskere i årtier har peget på som kriminalpræventive faktorer, praktiseres allerede i mange minoritetsmiljøer og især i de muslimske, men i stedet for at anerkende dette potentiale, bliver disse fællesskaber udskammet og mistænkeliggjort. Vi gør løsningen til fjenden og fjenden til løsningen.
Hvis man virkelig ønsker at forebygge kriminalitet i Danmark, må man begynde med at holde op med at mistænkeliggøre de fællesskaber, der allerede bidrager med stabilitet og i stedet tage forskningen alvorligt. Kriminalitet bekæmpes ikke med symbolpolitik. Alt det vi i dag overser, fordi vi har travlt med at udpege en fjende.