Gæsteindlæg af Kasper Mathiesen, underviser og islamolog
Det islamforskrækkede segment er igen, igen gået i gang med en forvredet debat om dødsstraf og frafald/apostasi i islam. De racistiske stereotyper, der karikerer muslimer som middelalderlige, voldelige, intolerante og farlige undermenneske-levn fra fortiden, trækkes frem fra den indre svinehunds nederste hylde i fordoms-kartoteket, lige ved siden af jødekarikaturerne fra 1930erne.
Det er ligesom et rædselscirkus, der kommer til byen hver eneste sommer: de samme skræmmende klovne, de samme falmede, gruopvækkende plakater, de samme uimponerende krumspring. Underholdning for de allermest uvidende og hadefulde.
Hensigten og timingen bag dæmoniseringen synes indlysendee: Mens Israel (støttet af Danmark) i den virkelige verden dræber ikke-jøder i hundredevis på daglig basis, udsulter en hel befolkning i horribel holocaust-stil, stjæler land og foretager etnisk udrensning på basis af en religiøs ideologi, der foreskriver total udslettelse af alle, der går imod de europæiske zionisters koloniale besættelse, ja, så skal opmærksomheden henledes til, at Islams retsskoler i en abstrakt, parallel fantasivirkelighed, i teorien, foreskriver dødsstraf for frafald. Det er dét, folk skal være bange for og forargede over, ikke at Danmark bidrager aktivt og støtter op om et religiøst-motiveret folkemord mod muslimer, som udfolder sig i realtid.
Man skal være ualmindelig naiv for ikke at gennemskue, at dette er en orkestreret afledningsmanøvre. Det såkaldt islamkritiske segment er et centralt element i den zionistiske propagandamaskine. Sådan har det været i årtier: Folk i Vesten skal indoktrineres med hadefulde stereotyper til de frygter og hader muslimer, så de støtter op om USA og Israels undertrykkelse og politik i den muslimske verden.
Jeg siger dødsstraf i teorien og i en abstrakt, parallel fantasivirkelighed, ikke for at skjule sandheden om de klassiske retsskolers positioner, som ganske rigtigt foreskriver dødsstraf for frafald under helt særlige og specifikke forhold, men fordi den faktiske, dokumenterede, historiske udfoldelse af islam peger på en helt anden virkelighed end den, det anti-muslimske segment propaganderer vidt og bredt.
Hensigten med denne artikel er at kaste lys over klassisk islamisk lov på apostasi-området, førmoderne kirkelig lov, samt jødisk apostasi-praksis baseret på Det Gamle Testamente. Ydermere blotlægges den historiske og religiøse virkelighed og de kulturelle paralleller og forskelle i den kristne og den muslimske verden.
Diskussionen om apostasi/frafald er lang og dyb i den islamiske tradition, og emnet fortjener uddybning og afklaring, hvilket jeg håber at bidrage med i det følgende.
Ingen henrettelser for frafald siden 1800-tallet
Ifølge Encyclopedia of Islam, som er den førende akademiske reference i islamiske studier i Vesten, er ingen blevet dømt til døden udelukkende for frafald i noget muslimsk land siden 1800-tallet. Dødsstraf for frafald i islam er på ingen måde noget sted i verden et nutidigt fænomen, og det har det ikke været siden 1800-tallet.
I førmoderne tid, under de forskellige tiders kalifater før nationalstaternes fremkomst, var dødsstraf for frafald et ekstremt sjældent forekommende fænomen. De historiske arkiver og kilder indeholder overraskende få dokumenterede tilfælde.
I Osmannerriget, det sidste kalifat i den sunnimuslimske verden, er der ingen kendte tilfælde af dødsstraf for frafald siden midten af 1800-tallet. Siden de retslige reformer af lovgivningen i Tanzimat-perioden (1839-76), og Majallat (1858), kodificeringen af loven, er der ingen kendte tilfælde af dødsstraf for apostasi. Der findes i forskningslitteraturen, der undersøger de osmanniske arkiver, ét tilfælde fra 1843, hvor en armensk kristen konverterede til islam, hvorefter han efter et års tid fortrød og blev kristen igen. Han blev henrettet af tilhængere af det før-reformatoriske retssystem. Henrettelsen skabte en større, international diplomatisk krise, hvor især et forarget England pressede den osmanniske ledelse til at undgå den slags. Ét tilfælde.
I samme imperiale epoke af historien var de europæiske stormagter i gang med at underlægge sig hele verden som kolonier. Oplysningstidens raceideologi, der placerede den hvide, kristne europæer øverst i hierarkiet over menneskeracer, dominerede. Ikke-kristne blev slået ihjel for økonomisk vinding og ofte med race-ideologisk retfærdiggørelse – den hvide mands byrde. Oprindelige folkeslag i “den nye verden” blev udslettet eller fordrevet. Slavehandlen, der bragte mere end 10 millioner afrikanere til i lænker til slavekolonier i Amerika, var i fuld sving, også i Danmark, der lukrerede på slavehandel og bragte anslået mere end 100.000 slaver til plantagerne. Men det er dét ene tilfælde af dødsstraf for frafald i Osmannerriget, der skabte moralsk forargelse og ledte til en diplomatisk krise.
Hvem sagde kulturel selvblindhed?
Læs også: Kapløbet om Afrika
Endnu mere slående er det imidlertid, at der heller ikke før den moderne periode i Osmannerrigets historie – tilbage til 1400-tallet – findes dokumenterede, historiske tilfælde af eksekverede dødsstraffe for frafald i nævneværdig grad. Osmannerrigets lovgivning er overvejende baseret på retskendelser baseret på Hanafi-skolens principper, der foreskriver dødsstraf. Alligevel forekommer det kun meget, meget sjældent.
Mens man i samme periode i det kristne Europa eksekverede tusindvis af dokumenterede, kirkelige dødsstrafsdomme for frafald, findes der forsvindende få tilfælde af det samme i Osmannertiden. Dette på trods af at Osmannerriget var præget af langt større religiøs og kulturel diversitet. Osmannerriget dækkede over Balkan fra nutidens Kroatien, Bosnien og Serbien over Grækenland og Albanien, via nutidens Tyrkiet, Syrien, Irak, Jerusalems hellige mangfoldighed hele vejen til de hellige byer i Arabien til Egypten, Sudan og Somalia. Den religiøse diversitet var udover noget man overhovedet kunne forestille sig i Europa. Et sådant rige på tværs af tre kontinententer – det gamle Romerrige – kan kun virke med enorm religiøs tolerance baseret på geniale ordninger, der kan rumme alle. Netop dét gav islams tradition og det virkede i praksis. Der er på tværs af hele denne osmanniske verden meget få krige og oprør – mens man i den kristne verden blev henrettet, hvis man ikke var kristen på den helt rigtige måde.
Læs også: Menneskerettigheder som et imperialistisk værktøj
“Der må ikke være tvang i religionen”
Man skal ikke have udforsket islam i lang tid, før man støder på Koranens og islams princip om individuel, religiøs frihed. Man kan og må ikke tvinge nogen til islam. Religion giver kun mening, når det antages og dyrkes ud fra fri vilje. Dette understøttes typisk med de velkendte tolerancereferencer og nogle af de oftest citerede tekststykker i Koranen: “Der må ikke være tvang i religionen” (Koranen 2:256) eller: “I har jeres religion, jeg har min” (Koranen 109:6).
Islam betyder frivillig underkastelse eller hengivenhed til Gud. Forsvinder det basale element af frihed og frivillighed, forsvinder islam med det. Man underkaster sig ikke længere Allah, men en anden afvigende autoritet, en form for afgud, altså en form for shirk. Det kan være ens familie, ens samfund, en magthaver, ens ægtefælle, eller lignende.
Frafald/manglende tro i sig selv isoleret set tilhører sfæren mellem den enkelte og Allah. Konsekvensen af at fravælge islam ligger ultimativt i efterlivet og mødet med Allah.
Koranen gør klart, at straffen for ikke at acceptere Guds kald og leve sit liv og træde ind i døden i afvisningen af Gud, er, at man bliver kastet i ilden i efterlivet. Et menneske står i alle stunder og øjeblikke over for et valg: vil jeg acceptere og hengive mig Gud, eller vil jeg vende mig bort. Så længe hjertet slår, er døren til Allahs tilgivelse og barmhjertighed åben – man kan angre og acceptere Gud. Men når det sidste åndedrag er trukket, er der ikke flere muligheder.
Koranen nævner altså ikke en jordisk dom for manglende eller afvigende tro, eller for at fravælge religion.
Men hvad er baggrunden for påstande om (og den manipulerede frygt for) islams dødsstraf for frafald, hvis den hverken bygger på historien, nutiden eller lov- og retspraksis nogen steder i verden, og heller ikke Koranen? For at besvare det spørgsmål, er det nødvendigt med lidt historisk baggrund og kultur- og idehistorisk kontekst.
Oplysningstiden og Den Franske Revolution: Opgøret med kirkens magt
I 1800-tallet begynder man at gå bort fra dødsstraf for frafald i den kristne kulturssfære. Kanonisk lov og de religiøse love og straffe begynder så småt at miste autoritet omkring og efter Den Franske Revolution i 1789 i kølvandet på oplysningstiden. Oplysningstiden, hvis ideer og tankegods i vidt omfang var inspireret af netop den muslimske verden. Spørg selv Goethe (d. 1832), som om nogen er den sene oplysningstids store kulturelle ikon, hvad han mente om islam og Profeten Muhammed ﷺ. Han hyldede ham, skrev digte om ham og lovpriste hans geni vidt og bredt. Han gik så vidt som til at kalde sig selv Muslim. Det har nutidens oplysningsprædikanter i det islamforskrækkede segment lykkeligt glemt alt om.
Men det er en anden snak.
Indtil Den Franske Revolution er dødsstraf for religiøs afvigelse, blasfemi og kætteri normen og meget udbredt i den kristne verden – langt mere udbredt og omfattende end den nogensinde har været i den islamiske verden.
Kristen europæisk historie er enestående grufuld og drabelig, præget af ekstrem intolerance de forskellige religiøse samfund imellem. Jeanne d’Arc, et af symbolerne på Frankrig, blev henrettet i henhold til kanonisk (altså kirkens) lov – for frafald og blasfemi.
Vi kender alle til hekseafbrændingerne, som prægede europæisk religiøsitet og netop var udtryk for kirkelige domsafgørelser for religiøst frafald – vi fejrer dem endda stadig Sankt Hans aften. Fra det 14.-18. århundrede anslås det, at mellem 40-60.000 blev henrettet under kirkelig lov for frafald og kætteri – som hekse.
Mange tusinder blev slået ihjel for religiøs afvigelse under den spanske inkvisition, som officielt endte i 1834, men sandsynligvis reelt fortsætte noget tid efter. Det samme gælder Portugal, Frankrig og Italien, der havde lignende inkvisitoriske processer.
Alle kristne sekter og denominationer, også de protestantiske og også i Danmark, har haft dødsdomme for frafald – under kirkelig lov. Efter reformationen i det 16.-17. århundrede foregik religiøse henrettelser i stor og organiseret stil overalt i Europa – katolikker og andre blev henrettet af den protestantiske kirkes håndlangere, protestanter og andre religiøse afvigere blev henrettet af den katolske kirkes håndlangere. Den sidste kendte halshugning for blasfemi/frafald i Danmark var omkring år 1700. De religiøse straffe for blasfemi og religiøs afvigelse fortsatte efter dette, og dødsdom var stadig i spil, men det blev altså det sidste kendte, registrerede tilfælde.
Førmoderne (og nutidig) jødisk lov er ligeledes hård over for religiøst frafald, blasfemi og kætteri. omend denne religiøse lov ikke har politisk magt til at eksekvere domme p.t. I Det Gamle Testamentes femte Mosebog, 17:5-6 lærer vi, at en person, der tilbeder andre end Herren i Israel, skal stenes til døde uden for byporten, mand såvel som kvinde. Jesus/Isa (fred være med ham) blev ifølge Biblen som bekendt dømt til døden for en religiøs forbrydelse med udgangspunkt i netop jødisk lov.
Europas traumatiske fortid og mødet med islam
Denne blodige og intolerante historie rider Europa og Vesten som en mare. Fra det 16.-19. århundrede flygtede mange millioner fra Europa til Amerika på flugt fra religiøs forfølgelse, som har været en af de helt store push-faktorer for at rykke sit liv til Amerika.
Minder om religiøs forfølgelse, undertrykkelse og rædsel ligger dybt i folkesjælen på tværs af Europa. Den Franske Revolution og oplysningstiden er i høj grad en modreaktion på alt dette – og et omfattende opgør med religiøs lov og magt. Sekularismens helt berettigede og fornuftige grundidé, udspringer af denne historiske virkelighed: Kirkens magt i det politiske, samfundsmæssige og juridiske liv skal begrænses og inddæmmes for at undgå disse rædsler.
Denne arv og denne tanke og model giver god mening i lyset af Europas kristne historie og erfaring. Men denne erfaring er samtidig ikke universel. Andre kultursfærer, herunder den islamiske verden, har andre erfaringer og udfordringer, og derfor også andre løsninger og modeller, der fungerer bedre.
Kristendommen som religion har ikke nogen praksis eller norm, der går tilbage til åbenbaringen. I Det Ny Testamente er Loven jødisk lov. Derfor er kristen praksis nødt til at “følge med tiden” og lade sig definere af forandringer i verden. Dette er netop den etymologiske grundbetydning af “sekulær”, fra græsk saeculum, som betyder tidsalder, generation, århundrede. Når “tidsånden” skifter, hvad end der så afstedkommer dette skifte, så skifter Kristendommen ham i et væk igen og igen. Der er ikke nogen åbenbaret model at vende tilbage til, så formen skal hele tiden genopfindes.
Med islam er det lige modsat. Hvor Kristendommens Jesus prædikede i et par år i Romerriget, og aldrig nåede at etablere et samfund eller en lov, så var Muhammed ﷺ aktiv profet for Allah og modtog åbenbaring i mere end 20 år. Et samfund, en civilisation, et rige, en mentalitet, en verdensreligion, en lov, mm, blev etableret af ham – fred være med ham – mens han levede og fungerede som den centrale, åbenbarede reference og norm for alt.
Derfor er Islam som religiøs tradition grundlæggende ikke-sekulær på en måde, som man i den kristne verden slet ikke kan begribe eller forestille sig at religion kan være.
I nutiden projiceres angsten og de dybe historiske erfaringer med religiøs vold og forfølgelse og undertrykkelse, som er kulturspecifikke for det kristne Europa, ubevidst over i mødet med islam og muslimer. Den velbegrundede frygt for religiøs intolerance og magt, som Europa i store linjer har løsrevet sig fra over de sidste 2-300 år, bliver antændt i mødet med islam – brændt barn skyer ilden.
Sagen er bare, at Islams historie er grundlæggende anderledes – også på lige præcis dette punkt. I førmoderne tid er der forsvindende få tilfælde af organiserede massehenrettelseskampagner for frafald med statsstøtte eller det religiøse etablissement i ryggen. Endda er enkeltpersoner, der er blevet henrettet for religiøs afvigelse ret få. Selvom der er eksempler på religiøstmotiverede henrettelser af enkeltpersoner, som eksempelvis den kontroversielle Sufi al-Hallaj, der blev henrettet i 922 i Bagdad, er der intet der tilnærmelsesvist kan sammenlignes med inkvisitioner, hekseafbrændinger eller de post-reformatoriske henrettelser.
De traditionelle islamiske retsskoler og spørgsmålet om apostasi
Det er sandt, at man traditionelt i de fire store sunnimuslimske retsskoler – Hanafi, Shafi’i, Maliki og Hanbali-madhhab – samt i den shiitiske Ja’aferi skole, har opereret med dødsstraf for visse typer af religiøst frafald.
Nogle skolers retslærde har gjort undtagelser baseret på køn, således at dødsstraf kun gjaldt for mænd, i og med at kvinder opfattedes som ikke-kæmpende. Dette afslører, at frafald i traditionel islamisk lov, knytter sig til oprør og modstand mod stat og samfund. Det er ikke i sig selv den manglende tro, men bruddet på det, man kan kalde samfundskontrakten, og oprøret mod den sociale og politiske orden, der opfattes som farlig.
Andre lærde og retsskoler har lagt væk på, at man skal have mulighed for at angre. Det kan være en periode på tre dage, hvor man får mulighed for at overveje konsekvenserne af sit valg og får mulighed for at snakke emnet igennem med lærde og eksperter, der kan rådgive og hjælpe én. Betydningen af denne norm i praksis kan ikke undervurderes: de færreste er parate til at ofre deres liv og gå i døden for retten til frafald. Endnu andre har lagt vægt på, at personen før sin religiøse afvigelse skal have været oprigtigt troende og praktiserende for at dødsstraffen må træde i kraft.
Endelig har det, og det er centralt her, været afgørende om den religiøse afvigelse alene var privat og personlig, hvilket opfattedes som ufarligt og som tilhørende sfæren for den enkeltes forhold til Allah, hvor straf tilhører efterlivet, eller om den også indebar terror, socialt oprør og uro og vold, som kunne udgøre en trussel mod samfundets stabilitet.
En af de grundlæggende, principielle formål med islamisk lov (maqaasid) er netop beskyttelsen af religionens udfoldelse i samfundet og hos den enkelte, samt opretholdelsen af samfundets islamiske karakter. Frafald, manglende tro og praksis eller religiøs afvigelse kombineret med trusler eller organiserede oprør mod samfundets islamiske karakter knyttes derfor traditionelt i islamisk lov til hårde straffe, herunder dødsstraf. I det mindste teoretisk set.
Traditionelt set har alle disse forhold til sammen gjort at der har været meget få tilfælde af konkrete sager mod konkrete personer, og endnu færre, forsvindende få, dokumenterede tilfælde, hvor en dødsdom er blevet til virkelighed.
Hvad med Profetens ﷺ Sunna og tid – fred være med ham?
I forhold til frafald er det velkendt at ridda-krigene, altså frafaldskrigene, udspillede sig efter Profetens ﷺ død under Abu Bakrs kalifat (632-34). Flere arabiske stammer og stammeledere, som havde underlagt sig islam under Profeten, gjorde oprør mod kalifatet efter hans død, og ville have selvstændighed og magt løsrevet fra kalifatet. Oprørene var rettet mod alle islams fem søjler, men særligt den tredje, zakat/almisse, var central, i og med, at man nægtede at betale zakat inddrevet af centralmagten. De mest kendte tilfælde af disse oprør skete under ledere, der selv hævdede at være profeter, og således hævdede guddommelig autoritet til at etablere nye, religiøse normer. I alle disse tilfælde under frafaldskrigene var der tale om væbnede opstande, og ikke om private trosafvigelser eller individuelt religiøst frafald alene. Dette skel mellem privat, individuel frafald/mangel på tro, på den ene side, og frafald med tilhørende oprør mod samfundet, på den anden, anerkendes i de allertidligste eksisterende tekstlige kilder til retsskolerne. Muhammed b. al-Hasan al-Shaybani (d. 820), Abu Hanifas elev og den tidligste skriftlige kilde til Hanafiskolen, gør gældende, at frafald/manglende tro i sig selv ikke medfører straf i denne verden – det er mellem det enkelte menneske og hans skaber. Straffen er hos Allah i efterlivet.
Reformtænkning
Mødet med den globale virkelighed, kolonisering, modernitet og den post-kalifate tidsalder i den muslimske verden indebærer et væld af nye ideer, tolkninger, refleksioner, bud på reform og omtænkning af den islamiske arv. I praksis har det betydet, at dødsstraf for frafald, på trods af at det er en del af klassisk islamisk lov, er bortfaldet overalt.
I tidlig moderne tid er det velkendt, at blandt mange andre al-Azhar-uddannede gjorde Muhammed Abduh (d. 1905), Egyptens stormufti, allerede i slutningen af 1800-tallet, gældende, at religiøsitet skal være baseret på frihed, og at der ikke er straf i dette liv for religiøst frafald.
Andre tænkere og lærde har peget på, at netop frivillighed og personlig frihed i religionen, er Koranens grundlæggende og bærende princip – “der må ikke være tvang i religionen” – og at dette foregriber den tolerance og religionsfrihed, som oplysningstidens Europa – som i den grad var inspireret af netop den muslimske verdens mere frie og avancerede tænkning og videnskab – kom frem til mere end 1000 år senere.
Man kan synes hvad man vil om den reformtænkning og de forskydninger i normer og tænkning, der kendetegner den muslimske verden i nutiden. Men man kan ikke benægte dens indflydelse.
Samlet set er den religiøse norm, som er udbredt over hele den muslimske verden i nutiden, milevidt fra det billede som det islamforskrækkede segment forsøger at tegne.
Islam og den sekulære tidsalder
Det betyder imidlertid ikke at islamisk lov og dens grumme advarsler om fravalg ikke har nogen betydning eller funktion. Vesten er overordnet siden oplysningstiden blevet gradvist mere og mere ureligiøst og endda anti-religiøst. I dag mener ledende samfundstænkere, at man kan tale om en post-kristen civilisation, eller endda om, at vi befinder os i den sekulære tidsalder: religion er idag så fjernt fra de fleste menneskers liv, livsførelse og tankegang i Vesten, at religion i samfundet de facto er en sær undtagelse.
Samtidig har ensomhed, social isolation, stress og en udbredt kulturel fornemmelse af eksistentiel meningsløshed aldrig været større. Et højt og helt normaliseret og kulturelt accepteret forbrug af alkohol, stoffer, antidepressiver og angstrelateret medicin, er udbredt overalt. Misbrug, gambling, underholdningsindustriens enorme fantasirigdom, den kapitalistiske forbrugermentalitet, materialistisk livsorientering, overdrevent karrierefokus og jagt på status og rigdom, sociale medier, etc., er elementer af en kultur, der er designet til at dække over den eksistentielle tomhed og jage angsten og følelsen af meningsløshed og ligegyldighed på flugt.
Selvom disse tendenser også rammer den traditionelle muslimske verden og de muslimske miljøer i Vesten, så står islam generelt stærkere, ligesom ideen om ateisme og religiøst frafald stadig er mere perifær. Dette er en af hovedårsagerne til, at islam opfattes som en trussel mod den politiske elite: Folk, der stræber efter Allah og efterlivet, er svære at kontrollere og få til at makke ret under det politiske regime.
At vælge islam fra
Den religiøse lære og de sociale mekanismer og den skam, der er forbundet med religiøst frafald, har stadig indflydelse blandt muslimer. Det er helt almindelige, rationelle sociale dynamikker, som skal beskytte individ og samfund mod dårligdomme, vildfarelse, fortabelse og forfald. Det er der intet galt i – tværtimod.
Så nej, man bliver ikke dræbt for at vælge islam fra. Den religiøse kultur i islam – på tværs af verden – er overordnet set kendetegnet ved en enorm tolerance og individuel rummelighed. Folks religiøsitet er helt grundlæggende en sag mellem den enkelte og Allah, og denne norm er gennemgribende. Der er en accept af, at mennesket gennemgår mange livsfaser, at vi udvikler os og møder forskellige livsepoker, kriser, refleksioner, at vi modnes, bliver klogere, bliver forvirrede, bliver mere erfarne, lærer os selv at kende. Sådan er mennesket, og sådan er livet: Vi forandrer os løbende. Det religiøse og forholdet til Allah kan have vidt forskellige udtryk og former i ét enkelt menneskeliv.
Men ja, der kan være personlige og familiemæssige konsekvenser af frafald. Ja, det kan have sociale konsekvenser og påvirke ens liv og livsførelse markant, at vælge islam fra. Ja, valget om religiøst frafald eller religiøs afvigelse kan have en stor pris i vores forhold til familie, venner og andre mennesker i vores liv. Man kan, i nogle tilfælde og under nogle omstændigheder, opleve at miste sin familie, sin status, sit netværk og sin identitet. Sådan er det imidlertid ved alle afgørende livsvalg – også i verden uden for islam. Når man går imod ens sociale, nationale, etniske eller religiøse, m.m., habitus, så har det store konsekvenser.